Rusland åbner for massiv netovervågning

Ny lovgivning i Rusland åbner for massiv internetovervågning af borgerne. Med deep-packet inspection kan borgernes færden på nettet registreres i detaljer.

Har Vladimir Putin eller andre i det russiske styre brug for at overvåge en politisk modstander på nettet, bliver det meget nemmere fra i dag, 1. november.

En ny lov træder nemlig i kraft, som giver myndighederne flere beføjelser til både at lukke hjemmesider ned og til at overvåge, hvad der sker på den russiske del af internettet. Det skriver Wired.com.

Selvom loven på papiret er rettet imod ulovligheder som børneporno på nettet, er der ifølge Wired ingen tvivl om, at den også vil blive brugt til at holde politisk modstand nede.

Ved siden af arbejdet med loven, vil der også blive opgraderet med nyt udstyr til at overvåge nettet med deep packet inspection eller DPI, altså et kig ned i de rå data, som flyver rundt på internettet, i stedet for kun at se på overskrifterne på data-pakkerne.

Koblet med det såkaldte SORM-system, som de russiske teleselskaber i forvejen har installeret til overvågning, vil det for eksempel blive muligt at registrere al internetaktivitet for bestemte abonnenter, eller arkivere al trafik, som indeholder bestemte ord eller former for indhold.

Den slags overvågning i stor skala er indtil videre kun set i lande som Iran, Kina og Tunesien før revolutionen. Men netop det arabiske forår, hvor borgernes brug af sociale medier spillede en vigtig rolle, fik kommunikationsministeriet i Rusland til at optrappe kontrollen med internettet. Og samme år oplevede Rusland store folkelige protester i december 2011.

Over for Facebook og andre udenlandske internetgiganter kunne Rusland ikke stille meget op dengang, konkluderede sikkerhedstjenesten FSB. Selv de russiskejede net-tjenester var et problem. Under december-urolighederne sendte FSB en fax til det sociale netværk Vkontakte med krav om at få lukket alle grupper om protesterne. Men ejeren af Vkontakte nægtede og offentliggjorde i stedet henvendelsen.

Den slags problemer førte til en målrettet indsats i FSB og Kommunikationsministeriet for at få bedre værktøjer til at kontrollere internettet. Og på et møde i september, hvor repræsentanter fra teleselskaber og sælgere af overvågningsudstyr mødte myndighederne, var der enighed om, at den bedste løsning var at bruge deep packet inspection, og at det relativt nemt kunne kobles til det allerede eksisterende SORM-setup.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (5)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Jarnis Bertelsen

Hvis danmark protesterer kan Rusland med rette svare "men I gør det jo også selv" med henvisning til 3s DPI i deres blokering af Grooveshark (http://www.version2.dk/artikel/3-spaerrer-grooveshark-med-deep-packet-in...) samt den gennerelle DNS censur mod efterhånden utallige websites pga. vidt forskellige former for (påståede) lovovertrædelser.

Der er jo kun en gradbøjning til forskel på hvad Rusland nu indfører, og måske en subjektiv vurdering af at Ruslands myndigheder er mindre troværdige end de danske.

  • 19
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere