Den russiske myndighed Roskomnadzor, der overvåger og kontrollerer statsmedierne i landet, blokerer for Facebook i Rusland, fordi det sociale medie har begrænset russiske medier på platformen.
Det skriver Reuters.
Det er dermed det seneste træk i et spil om adgang til information, der for nylig har fundet sted mellem Rusland og Vesten, og som er kulmineret de seneste dage.
Læs også: Analyse: Gennem tåger af misinformation aner man et Rusland i cyberkvaler
Blokeringen sker efter, at Meta tidligere i sidste uge begrænsede adgangen til de russiske medier RT og Sputnik i EU og globalt degraderede indhold på russiske statskontrollerede virksomheders Facebook-sider og Instagram-konti, såvel som Facebook-opslag med links til virksomhederne.
Roskomnadzor udtaler i en pressemeddelelse, at Meta – selskabet bag Facebook – de seneste dage har begrænset adgangen til russiske statsstøttede nyhedsmediers konti, eksempelvis RT, Sputnik, nyhedsbureauet RIA, forsvarsministeriets Zvezda TV og hjemmesiderne gazeta.ru og lenta.ru. Ifølge Roskomnadzor har Facebook i 26 tilfælde siden oktober 2020 diskrimineret russiske medier.
Nick Clegg, der er head of global affairs i Meta, skriver på Twitter, at man vil gøre alt, hvad man kan for at genetablere brugernes adgang til Facebook.
»Snart vil millioner af almindelige russere være afskåret fra pålidelig information, frataget deres daglige måde at holde kontakt med familie og venner på,« skriver han.
Læs også: Invasionen i Ukraine skaber usikkerhed om cyberforsikringers dækning
For få dage siden nægtede Facebook at imødekomme en anmodning fra den russiske stat om, at fjerne uafhængigt fakta-tjek af russiske statsmedier.
Rusland har også blokeret for adgang til flere udenlandske mediers hjemmesider som eksempelvis BBC.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.