Præciseret 30.06.2017 kl 12:00
Hvis du downloader Roskilde Festival-appen, er det første, du møder, en privacy policy, hvor det eneste du kan gøre for at komme videre, er at acceptere vilkårene. Accepterer du ikke disse, må du have fat i et gammeldags papirprogram, for appen kan du ikke bruge.
Med accept af appen giver du adgang til data som din IP-adresse, din telefons ID-nummer samt adgang til de tre apps Google Maps, Spotify og Facebook, og bidrager desuden til blandt andre IBM's big data-undersøgelser på Roskilde Festivalen.
Det er blandt andre analytic architect hos IBM Henrik Hammer Eliassen og 13 af hans kolleger fra IBM, som undersøger og fremstiller modeller om festivalgængernes adfærd.
»Det, vi lavede sidste år, var at visualisere, hvordan publikum bevæger sig rundt på festivalen med blot 5-6 sekunders forsinkelse. Det, vi gør i år, er at vi vil kigge ind i fremtiden. Vi vil ikke kun visualisere i realtid. Vi vil kunne forudse, hvad der sker,« siger han.
Bruger Spotify til at forudse koncertgængerantal
Det handler blandt andet om, at Henrik Hammer Eliassen ser på Spotify for at forsøge at forudsige, hvor mange deltagere der vil komme til en given koncert. Det beregner han ved at bruge en model, han fremstillede sidste år.
Her indsamlede han statistik om, hvor mange følgere de forskellige kunstnere har på Spotify og sammenkørte med data om, hvor mange deltagere der kom til koncerterne på Roskilde Festival 2016. Det viste en god sammenhæng mellem antal følgere og antal koncertgæster.
Sammen med de data, som IBM kan hive ud af festivalappen om, hvor mange likes - eller hjerter - de forskellige kunstnere har fået i Roskilde Festival-appen, mener Henrik Hammer Eliassen at kunne estimere et relativt præcist antal.

»Modellen bruges på 2017 line-uppet deres Spotifyfølgere samt en række andre faktorer som for eksempel scene og dag. Det giver os en forudsigelse af, hvor mange der kommer til en koncert. Roskilde Festival har en interesse i at kunne estimere et godt bud på, hvor mange deltagere der kommer til en koncert, og så hvor meget plads der er foran en given scene,« siger han.
Hvor meget af den data, som CBS Big Data-projektet indsamler, festivalen egentlig bruger, kan Henrik Hammer Eliassen ikke udtale sig om. Men han håber, at de vil tage nogle af de hjælpemidler, som blandt andre IBM er ved at udvikle, til sig »så de også får mulighed for at se ind i fremtiden«.
Data anonymiseres og gemmes
Der er endnu ikke tal på, hvor mange der har og vil downloade Roskilde Festival-appen, men Henrik Hammer Eliassen estimerer, at det er ca. 60-70 procent af festivalgængerne. Festivalen har ca. 130.000 gæster inklusive frivillige og partnere.
Alle de data, som Henrik Hammer Eliassen og hans kolleger modtager, er anonymiserede af festivalen, også Facebook og GPS-data.
Data for 2015 og 2016 er stadig gemt og også i anonymiseret form.
»Det er en stor fordel at have historiske data, da vi så kan se udvikling og tendenser gennem forskellige festivalår, og for eksempel også hvordan vejret påvirker festivalen,« siger Henrik Hammer Eliassen.
IBM oplyser, at de kun kan se tracking data anonymt via et ID, som genereres i appen, og som ikke kan henføres til en person. Der trackes desuden kun, når festivaldeltageren befinder sig på festivalens område.
Præcisering: IBM oplyser, at man ikke - som det tidligere fremgik - bruger Spotify- og Facebookdata indsamlet via Roskilde Festival-appen. IBM og CBS har adgang til lokationsdata, der af festivalen er anonymiserede inden de sendes videre. Derudover havde IBM sidste år også adgang til en statistik, der blev formet over, hvor mange brugere af appen, der havde markeret de forskellige bands med et lille hjerte.
Oplysninger om Spotify og Facebook er offentligt tilgængelige data. Det drejer sig blandt andet om, hvor mange følgere bands, bands der spiller på festivalen, har i Spotify, samt hvilken aktivitet der er på de forskellige bands sider på Facebook.