Rolling Stones kaster sig over dansk link-værktøj til at tracke brugerne

Et danskudviklet link-værktøj er blevet populært i musikbranchen. Det kan automatisk huske brugernes foretrukne musiktjeneste, når musikere deler link til sange på sociale medier.

Spotify, Apple Music, Google Play, Deezer, TDC Play, Youtube, Tidal, Soundcloud, iTunes …

Antallet af musiktjenester er nærmest eksploderet de seneste par år. Og selvom det kun er godt for forbrugerne at have mange muligheder at vælge imellem, så har det også givet anledning til en del hovedpine i musikbranchen.

For hvilken tjeneste skal man som kunstner linke til, når man vil dele sin musik med sine fans?

Hidtil har tilstedeværelsen af de mange musiktjenester betydet, at musikere og pladeselskaber har måttet lave separate links til hver enkelt tjeneste, når de eksempelvis laver et opslag på Facebook. Eller når noget skulle deles på Twitter med 140 tegn, har de måttet udvælge én tjeneste og håbe på det bedste.

Det problem forsøger det danske startup Linkfire at løse med et simpelt link-værktøj. Kort fortalt går tjenesten ud på, at musikere og pladeselskaber kan dele deres sange via et særligt link, som automatisk dirigerer brugeren hen til vedkommendes foretrukne musiktjeneste.

Blandt andet Rolling Stones bruger allerede værktøjet - i stedet for at dele fem forskellige links kan bandets fans med Linkfire trykke på ét link. Er det første gang, man bruger tjenesten, vil man kunne vælge sin foretrukne tjeneste som eksempelvis Spotify, hvorefter Linkfire gemmer en cookie i browseren. Fremover vil Linkfire kunne genkende brugeren og dermed huske, at hun helst vil høre de sange, som kunstnerne deler, i Spotify.

»Ideen opstod, da vi så, hvor komplekst det var at linke til musik. Vi så, at der måtte være et behov for at lave mere intelligente links, så forbrugerne kan blive guidet gnidningsfrit over til deres favoritafspiller,« siger medstifter og kommerciel direktør for Linkfire, Jeppe Faurfelt.

Linkfire får tocifret millioninvestering

Linkfire har spredt sig hurtigt siden lanceringen 9. september 2014.

Tjenesten har blandt andet indgået kontrakter med Universal, Warner og Sony Music og bruges blandt andet af kunstnere som Medina, The Weeknd og Rolling Stones.

Indtil videre har det resulteret i 25 mio. klik på links fra Linkfire med dertilhørende viden om brugerne, som kunstnerne og pladeselskaberne kan bruge i deres markedsføring.

Linkfire har derfor også netop fået en investering på over 17 mio. kr. fra venturefonden Northcap samt en række private investorer.

Især det faktum, at Linkfire var hurtige til at spotte mønstrene i udviklingen af de nye forbrugsmønstre inden for musikbranchen, imponerede investorerne ifølge partner i Northcap. Jacob Bratting Pedersen.

»Linkfire har på ganske kort tid tilpasset deres teknologi præcis til pladeselskabernes og forbrugernes behov. Det er et helt centralt værktøj for mange marketingafdelinger, da det strømliner kommunikationen ud til forbrugerne og effektiviserer arbejdsgangene internt,« siger han.

Kan tracke, om brugerne afspiller sangen eller ej

Selvom Linkfire på overfladen ligner et simpelt værktøj, så gemmer værktøjet på en række komplekse muligheder for at analysere på millioner af brugeres adfærd.

Først og fremmest får pladeselskaberne adgang til de basale link-stats, som man også kan få ved eksempelvis at bruge andre tjenester til at forkorte links. Det gælder information, om forbrugeren sidder på en mobil eller tablet, hvor i verden hun befinder sig og på hvilket tidspunkt af dagen, vedkommende klikker på linket.

Værktøjet får dog størstedelen af sin berettigelse i mulighederne for at lave såkaldt ‘full funnel’-tracking. Dvs. at følge forbrugeren hele vejen fra klik til køb.

Da en del af musiktjenesterne har åbne api’er til rådighed, kan Linkfire måle, om den enkelte bruger rent faktisk går så vidt som at købe sangen i iTunes eller streame den i Google Play, eller om vedkommende kun klikker på linket.

Konkret fungerer det sådan, at der eksempelvis vil være en affiliate-kode på linket, som bliver sendt til forbrugeren, der efterfølgende går ind i eksempelvis iTunes. Derefter kan Linkfire lave en rapport af adfærden på baggrund af brugerens session id.

På den måde kan pladeselskaberne og kunstnerne måle effekten af deres kampagner på Facebook og samtidig identificere de brugere, som er mere tilbøjelige til at købe eller streame deres indhold.

Disse brugere vil således kunne blive den primære målgruppe for fremtidige Facebook-kampagner, ifølge Jeppe Faurfelt.

Indtil videre har hverken Spotify eller Apple Music dog åbnet op for denne funktionalitet. Hos streamingtjenester måles afspilninger i en såkaldt ‘qualified stream’, der hos Spotify betyder, at en bruger har lyttet til en sang i mere end 31 sekunder. Dermed kan Linkfire endnu ikke måle den endelige effekt af et link til disse tjenester.

Jeppe Faurfelt forsikrer, at det er de enkelte pladeselskaber, der har rettigheden til brugernes data. Linkfire deler ikke oplysningerne med tredjeparter, men foretager dog selv analyser på de aggregerede data. Her er selskabet blandt andet kommet frem til, at de links, der klarer sig bedst, giver forbrugeren mulighed for at vælge mellem 4-6 forskellige musiktjenester.

Kunstnere kan pludselig tjene penge på køleskabe

Når pladeselskaber benytter sig af Linkfire, giver det nogle spøjse muligheder for at tjene penge på indhold, der ikke umiddelbart har noget med kunstnernes musik at gøre.

Fordi hvert link indeholder et affiliate-id, vil afsenderen af linket automatisk få en kommission af eventuelle salg på destinationssiden, som stammer fra linket. Det sker eksempelvis i det tilfælde, hvor en bruger klikker på et link til en sang og bliver ført over til Amazon. Men i stedet for at købe den pågældende sang vælger vedkommende at købe et køleskab.

Linkfire tjener selv penge ved at opkræve en månedlig ydelse af de pladeselskaber og kunstnere, som benytter sig af tjenesten og vil have adgang til analyseværktøjerne.

Og ifølge Jeppe Faurfelt er musikbranchen kun begyndelsen.

Linkfire er også på vej til bøger og film, hvor forbrugerne på samme måde skal stilles over forskellige valg af platforme, når de skal enten streame, downloade eller på anden måde købe noget indhold. Her har iværksætterne blandt andet kig på at sammenligne priserne på tværs af de forskellige tjenester og vise deres samlede bedømmelse på Trustpilot.

Startup-land: Version2 sætter fokus på pionererne. It-iværksætterne, som sætter teknologiske milepæle og er med til at forandre brancher. Kender du nogle, så giv os et praj på ecl@version2.dk.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere