Rødovre Kommune installerer i dag open source-kontorpakken Openoffice på 700 sagsbehandleres pc'er, skriver Business.dk.
Ifølge it-chef i Rødovre Kommune og Version2-blogger, Lars Roark, sker det for at spare licenspenge og for at få en bedre kontorpakke ind på sagsbehandlernes maskiner i forhold til Microsoft Office.
»OpenOffice giver os ud over licensbesparelserne nogle værktøjer, vi ikke kunne få umiddelbart med Microsoft Office,« siger Lars Roark til Business.dk og fremhæver, at Openoffice for eksempel har en indbygget funktion til at konvertere dokumenter til PDF-filer.
Som tidligere skrevet her på Version2 har Lyngby-Taarbæk Kommune skiftet fra Microsoft Office til Openoffice Novell Edition på alle lærer- og elev-pc'er på kommunens skoler.
Det affødte en diskussion mellem it-chef i Lyngby-Taarbæk Kommune og Microsoft her på siden, som gik på besparelserne ved at skifte til open source-alternativet Openoffice og de konsekvenser, det kunne få for børnenes indlæring.
Microsofts teknologidirektør Jasper Hedegaard Bojsen har efterfølgende skrevet et åbent brev til borgmesteren i Lyngby-Taarbæk Kommune, hvor nogle af de samme pointer gentages.
Men Lars Roark er ikke i tvivl om, at Openoffice både vil være billigere at vedligeholde og samtidig vil fungere bedre.
»Det er en stor forbedring, der sparer dyr konverteringstid for os,« siger Lars Roark til Business.dk.
Opdateret kl. 9.34: Version2 har talt med Lars Roark, der fortæller, at installationen af Openoffice sker ved siden af Microsoft Office, og ikke som en erstatning. Openoffice vil blive brugt ved oprettelsen af nye dokumenter i kommunens ESDH-system. Version2 følger op med flere oplysninger i sagen.