Røde faner marcherede i protest mod CSC

27. maj 2011 kl. 06:5918
Røde faner marcherede i protest mod CSC
Illustration: Jesper Stein Sandal.
Flere hundrede fagforeningsfolk gik torsdag gennem Valby til CSC's hovedkvarter for at demonstrere mod selskabets forhandlingsmetoder under overenskomstkonflikten med Prosa.
Artiklen er ældre end 30 dage
Manglende links i teksten kan sandsynligvis findes i bunden af artiklen.

En lille gruppe CSC-ansatte Prosa-medlemmer havde fået en noget uvant opgave, da de skulle sætte et stort telt op på parkeringspladsen bag 3F Industri og Services lokaler i Valby ved København, og opgaven blev ikke gjort lettere af det kraftige blæsevejr.

Blæsten fik imidlertid de røde faner til at blafre kraftigt, da alt stod klar klokken 15, hvor Prosa sammen med en række andre fagforbund fra blikkenslagere til tjenere var klar til at begynde torsdagens demonstration mod CSC.

Flere hundrede fagforeningsfolk marcherede stille og roligt gennem industri- og boligkvarterer i det sydlige Valby med et jazzorkester udlånt som støtte fra Dansk Musikerforbund i spidsen til stor begejstring for de børn, der stod langs vejen for at se optoget.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ved ankomsten til CSC's hovedkvarter på Retortvej i Valby var parkeringspladsen inde bag hegnet stort set mennesketom, men uden for hegnet ventede en gruppe af de CSC-ansatte og deres støtter på demonstrationen.

Hovedbudskabet ved demonstrationen var fagforbundenes utilfredshed med, at CSC ifølge Prosa ikke har været villig til at indgå i reelle forhandlinger omkring selskabets krav til, at en del af medarbejderne skulle gå ned i løn og vinke farvel til en række goder.

Parolen, som blev gentaget på bannerne og fra talerne, lød, at CSC dikterede i stedet for at forhandle, og at det var den amerikanske model frem for den såkaldte danske model for arbejdsmarkedet.

Demonstrationen fandt sted samtidig med, at Prosa fik medhold i Arbejdsretten, hvor forbundet havde protesteret mod CSC's brug af vikarer som erstatning for de medarbejdere, som CSC selv lockoutede i februar.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Næste skridt i konflikten sker den 1. juni, hvor Prosa har varslet storstrejke, som vil omfatte mere end 300 medarbejdere, medmindre parterne indgår et forlig inden da. I blæsten foran CSC virkede fagforeningsfolkene dog mest som om de så frem til at kunne bringe deres våben i spil for at lægge pres på CSC, efter CSC var først til at spille lockout-kortet.

Som en CSC-medarbejder sagde fra den medbragte blokvogn:

»Jeg kan sige, at jeg glæder mig af hele mit hjerte til at strejke fra den første juni.«

Bortset fra et par enkelte bilister, der var utilfredse over, at hele Retortvej var spærret af på grund af demonstrationen, forløb den i god ro og orden, mens de fleste deltagere mest så ud til at nyde solen, mens de fik hilst på gamle fagforeningsvenner fra andre forbund.

18 kommentarer.  Hop til debatten
Denne artikel er gratis...

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.

Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.

Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.

Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.

Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
1
27. maj 2011 kl. 10:28

Vi manglede kun HK ungdom som havde fået forbud af HK hovedbestyrelse mod at deltage.
Er det mon et udtryk for at HK allerede har en underhånds aftale med CSC vedrørende den fremtidige overenskomst. ? Måske vil HK svare på det. Er der en journalist der har lyst til at prøve at få HK til at svare. Jeg har personligt altid ment at man burde være medlem af den fagforening der havde overenskomst retten, men hvis HK får sin vilje her må jeg ændre mening. En fagforening der i den grad kan forråde sammenholdet på arb. markedet er ikke min kop te. Guskelov for det frie valg.

2
27. maj 2011 kl. 14:20

"hvor Prosa sammen med en række andre fagforbund fra blikkenslagere til tjenere var klar til at begynde torsdagens demonstration mod CSC."

  • jamen en blikkenslager og tjener har da også meget tilfælles med nogle udviklere der tjener 59.000/md i snit... man benytter tilsyneladende enhver chance for at få fri til at "demonstrere"... og spise røde pølser.

hvis lugten i bageriet er skidt, så find et andet job - der er d.d. 415 jobs inden for programmering og systemudvikling på jobindex, det andet er simpelthen for tude-princesse agtigt.

3
27. maj 2011 kl. 17:53

Fy for f..... hvor ser de grimme ud, de faner! Ja, undskyld mit udbrud, men det giver kuldegysninger at se symbolet på socialisme og kommunisme, der har skabt så megen ulykke rundt om i verden, blive hyldet af de danske fagforeninger.

Jeg er til stadighed overrasket over, at så få mennesker tilsyneladende har noget imod dette symbol, når fx hagekorset er forbudt i Tyskland. De to idologier kan sidestilles og er lige grimme.

Nå, det var dybest set et sidespring :-)

5
28. maj 2011 kl. 11:08

Nå ja, det er "moderne" at komme med følelsesudbrud i stedet for at forholde sig rationelt til det man ser. Det er jo sådan set også fint at have følelser og vise dem, så længe de ikke skader andre.

Men er det et ok at dine følelser baserer sig på forkert viden? Er det et problem for et demokratisk samfund at folk viser deres følelser uden at være informeret? Ja, det mener jeg.

Det er nok fordi vi tager demokratiet for givet og ikke længere er opmærksomme på at det forudsætter en hel række dyder at have et demokrati.