Rød blok vil lave offentlig 'App Store'
S og SF har som en del af digitaliseringsstrategien i Fair Løsning-2020 fremlagt et forslag om, at det offentlige skal have sin egen 'App Store', hvor virksomheder vil kunne tilbyde den offentlige sektor nye programmer.
»Det vil fremme brugen af innovative it-løsninger i den offentlige sektor og skabe et marked for digital innovation, der ikke mindst vil gavne mindre it-leverandører,« lyder det i forslaget.
Men selv om udspillet bliver omtalt som 'konkret' så viser det sig, at partierne endnu ikke har lagt sig fast på, hvad det er for en type løsning, at de faktisk foreslår.
Socialdemokratiets it-ordfører Yildiz Akdogan indrømmer, at udspillet er meget bredt formuleret.
»Der er endnu ikke nogle faste rammer for, at det enten skal være det ene eller det andet. Det ligger pt meget åbent. Men ideen er, at det skal være et instrument, som både skal vejlede det offentlige og brugeren,« siger hun.
Ifølge Yildiz Akdogan er forslaget inspireret af det amerikanske 'apps.gov', der er en samling af skybaserede tjenester og programmer, som bliver stillet til rådighed for det offentlige.
Men det korte forslag i S og SF's Fair Løsning melder ikke noget om, hvilken type løsning at partierne ønsker at indføre i Danmark. Yildiz Akdogan forsøger dog at tegne skitsen op.
»Udspillet skal først og fremmest ses som en slags it-portal, hvorfra virksomheder kan tilbyde nye programmer og løsninger til det offentlige i kombination med, at det offentlige kan gå ind og finde noget best practice og bidrage til det,« siger Yildiz Akdogan til Version2.
Et sådan projekt må da være dyrt at skrue sammen. Hvor meget vil det komme til at koste?
»Der er ikke sat nogle penge af til det endnu, så det kan jeg ikke udtale mig om. Men eftersom små virksomheder vil kunne byde ind, er det her jo også i deres interesse.«
Mener du med det, at det også vil kunne bruges til en form for udbudsrunder?
»Det er en mulighed, men procesformen vil jeg lade være åben for nu.«
Yildiz Akdogan understreger, at udspillet skal ses som en del af den samlede digitaliseringsstrategi, som de to partier er i gang med.
»Der er det nødvendigt for os at kigge lidt rundt på, hvad vi kan finde af ideer. Og hvis der er noget i det her forslag, som kan hjælpe digitaliseringsbølgen på vej, så kunne det være en ide at målrette det noget mere. Der er nogle ideer her, der trænger til at blive undersøgt meget nærmere for potentialer og muligheder,« siger Yildiz Akdogan til Version2.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.