Politiker: Mobil overtaksering på færger skal standses

Mens myndighederne har fokus på roaming priserne inden for EU, er priserne til havs og i luften fortsat skyhøje. Parlamentariker inddrager nu Europa-Kommissionen

I 2017 er det slut med roaming priser inden for EU. Det blev fastlagt i en aftale i sommer mellem Europa-Parlamentet, Rådet, og Kommissionen.

Allerede fra april næste år må teleselskaberne højst opkræve 37 øre i minuttet for samtaler og 37 øre pr. MB data inden for EU. Og fra den 15 juni 2017 er det helt slut med de særlige roaming priser.

Men rejser du med fly eller båd mellem landene i Europa, er virkeligheden fortsat en hel anden.

Her koster 1 MB rask væk over 100 kroner og dit forbrug takseres allerede ved brug af 10 KB. Priser, der hurtigt får din telefon til at forbruge for flere hundrede kroner, blot ved at holde baggrundsapps opdaterede.

Politisk opmærksomhed

»Der må være tale om et hul i loven,« siger Christel Schaldemose, der er formand for den socialdemokratiske delegation i Europa-Parlamentet.

»Der bør gælde samme priser mellem EU-lande som internt i landene,« fastslår hun

Christel Schaldemose synes, at roaming-hullet i ingenmandsland ligner en bevidst manøvre fra teleselskabernes side, for at omgå aftalen fra i sommer om ophør af roaming i EU.

»Det er helt vildt for dårligt,« siger siger hun, og vil nu tage sagen op med EU-kommissionen.

Urimelig prissætning

Hos Forbrugerrådet Tænk finder cheføkonom Martin Salamon også de høje roaming priser helt urimelige.

»Der er tale om en urimelig prissætning fra teleselskabernes side. De høster jo uhyrlige gevinster,« siger han

Martin Salamon mener ligesom Christel Schaldemose, at der må lovgivning på banen, hvis ikke teleselskaberne selv kan finde ud af at regulere priserne.

»Kunderne sættes jo i en helt urimelig situation,« fastslår han.

Uoverskuelige regler

Rejser du til Norge med Oslobåden eller tager en smuttur med Gedser-Rostock overfarten til Tyskland, og glemmer at slå roaming fra på din telefon, kan turen således hurtigt koste dig flere hundrede kroner ekstra alene ved, at telefonen ligger i din lomme og opdater div. apps.

Læs også: Pas på roaming-fælde når du skal ud at sejle

Særligt forvirrende bliver det, hvis du har et abonnement som 3 mobils 3LikeHome, Telias RoameLikeHome eller TDC´s Rejseklar Data. Her er roaming i både Danmark, Norge og Tyskland inkluderet i abonnementet, men altså ikke farvandene mellem landene. Samtidig er måden forbruget afregnes på, forskelligt fra selskab til selskab.

Martin Salamon kalder det bondefangeri, og opfordre kunderne til at klage.

»Er man offer for de urimelige data regninger, bør man først og fremmest klage til sit teleselskab. Og hjælper det ikke, skal man henvende sig til Teleankenævnet,« lyder hans opfordring.

Også dyrt i luften

Enkelte flyselskaber og flyafgange er begyndt at tilbyde WiFi ombord. Men ellers er roaming priserne de samme i luften som til søs. SAS skriver eksempelvis på sin hjemmeside:.

‘Prisen for at anvende mobile tjenester (SMS, samtaler og GPRS) afhænger af din mobiloperatørs roaming-afgifter. Ombord på SAS er du altid omfattet af international roaming, også når du rejser indenrigs’

Fremtiden vil nu vise, om EU-kommissionen er enig i teleselskabernes tolkning af roaming aftalen fra i sommer.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (4)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Jesper Haaber Gylling

Man kan vel egentlig bare konstatere at det er en uskik at overcharge for ydelser som stort set ikke koster noget at tilbyde.

Problemet er jo at der er monopol på mange af de færger, som sejler fra Danmark og ud i Europa, så det nemmeste er vel at boycotte dem. Kør via Sønderjylland.

Anders Lorensen

Pengene bliver opkrævet i Danmark - så man kan vel lovgive omkring opkrævningen.

F.eks. en lov der siger at man ikke må opkræve mere end xx kroner for tele ydelser leveret om bord på fartøjer sejlende til eller fra dansk territorium.

Det vil gøre at de enten skal sætte priserne ned, eller opkræve pengene direkte om bord. Sidstnævnte vil nok gøre at folk opdager hvad det koster og vælge "produktet" fra.

Thomas Christensen

...lave lovgivning om, at teleselskaber skal deaktivere roaming på satellit-forbundne mobilmaster som standard, på alle mobil abonnementer - så brugeren selv skal ringe til selskabet og bede om at få det aktiveret, hvis de virkelig har brug for det.

Problemet har længe været overset, fordi vi tidligere ikke har haft 3LikeHome / RoamLikeHome i abonnementer, hvor data kunne bruges i udlandet uden meromkostninger og man derfor er nødt til at aktivere dataroaming på mobilen, for at dette virker.

Før i tiden var man jo beskyttet mod at hoppe på de dyre netværk, eller man var i det mindste opmærksom på at sætte sin mobil på flytilstand, når man var i udlandet.

Jeg faldt selv i fælden for en måned siden, da jeg tog en shoppetur på Rødby-Puttgarten - 4 "mand" hver med 3 abonnement og fri data i Danmark og Tyskland - tænkte ikke på at skulle gøre noget, for vi havde jo fri data i begge lande og hvis vi var langt fra land var man jo bare offline. Not so...

Log ind eller Opret konto for at kommentere