Inden så længe er det helt slut med at skulle bekymre sig ekstraordinært om at bruge mobilen på ferien - så længe den foregår i Europa. EU-parlamentet vedtog nemlig i går et direktiv, som giver de forhadte roaming-takster dødsstødet fra 1. juni 2017.
Det skriver blandt andre Computerworld.
Ifølge Computerworld har flere EU-politikere ellers kæmpet for, at taksterne skulle forsvinde allerede i år, men løsningen er altså blevet en gradvis udfasning over de næste to år. Fra den 30. april 2016 vil det være forbudt at opkræve mere end fem eurocent for et minuts tale eller en megabyte data i såkaldt roaming-tillæg og en SMS må ikke koste mere end to eurocent ekstra, fremgår det af Europa-Parlamentets hjemmeside.
Aftalen, som altså blev endelig vedtaget i går efter, at parlamentarikerne stemte nej til en række tilføjelser til teksten, indeholder foruden roaming-taksternes udfasning også generelle bestemmelser, der skal sikre Europas netneutralitet.
Aftalen har dog fået kritik for at indeholde en række smuthuller, som i realiteten gør internetudbydere i stand til at omgå netneutraliteten, og det samme gælder også for roaming-taksterne, da det vil være muligt for virksomheder, der kan dokumentere, at de ikke kan få dækket deres omkostninger i forbindelse med roaming kan bede om dispensation hos de nationale myndigheder, i Danmarks tilfælde Erhvervsstyrelsen.
Desuden indeholder aftalen også undtagelser i forhold til ‘rimeligt forbrug’, der skal sikre industrien mod permanent roaming. De nøjagtige detaljer på dette punkt vil blive fastlagt af Kommissionen og tilsynsmyndighederne på telekommunikationsområdet, lyder det i pressemeddelelsen fra Europa-Parlamentet.