Nyhedsbureauet Ritzau er blevet afkrævet en løsesum i forbindelse med et ransomware-angreb, der tirsdag morgen lagde nyhedsbureauet ned.
Det skriver Politiken.
Ritzaus Bureau leverer nyhedsartikler til en række danske medier, men tirsdagens angreb forhindrede bureauet i at udsende nyheder, ligesom mailservere også blev påvirket. De redaktionelle systemer har været lagt ned siden da, og et nødsystem er taget i brug.
I kølvandet på angrebet har hackerne krævet en løsesum, hvis data skulle frigives igen, men dette har Ritzau afvist efter vejledning fra virksomhedens rådgivere.

Det er uvist, hvor stor løsesum, hackerne krævede, og det er heller ikke oplyst, hvem der står bag angrebet. Ifølge Lars Vesterløkke, der er administrerende direktør hos Ritzau, var angrebet dog »meget professionelt«.
Ritzau har mere end 100 servere, og omkring en fjerdedel af dem er blevet beskadiget af angrebet. Nyhedsbureauet arbejder på at få systemerne tilbage til normal drift, og virksomheden forventer, at man tidligst vil kunne genoptage arbejdet på normal vis om et døgn.