Canadiske Research In Motion (RIM), der står bag telefonbrandet Blackberry, der er særligt populær blandt erhvervsfolk, har problemer med deres telefoner. Brugerne har oplevet forskellige fejl, hvor man ikke har haft adgang til sin mail, sms-beskeder, internettet og mere. Det får firmaets CIO Robin Bienfait til at beklage situationen i en pressemeddelelse på firmaets hjemmeside:
»Du har sat din lid til, at vi leverer stabil kommunikation i realtid, og lige nu skuffer vi dig.«
For europæiske brugere af Blackberry er det stadig ikke muligt at gå på internettet. De kan dog igen sende emails og bruge Blackberrys instant messaging service, BBM.
Robin Bienfait skriver, at de hos RIM tager problemet meget seriøst og gør deres bedste for at løse problemet, men det er ikke løst endnu:
»Vi mener, vi ved hvorfor, problemet er opstået, og vi arbejder på at få alle vores services op igen,« skriver Robin Bienfait i pressemeddelelsen.
RIM har på nuværende tidspunkt ikke meldt noget ud om en eventuel kompensation.