Rigsrevisor: Godt at it-projektråd er klar efter kun 2 år
De to ord "offentlig" og "it-skandale" har igennem længere tid været tæt forbundne. Bare tænk Amanda, Polsag og Digital Tinglysning.
Så da Rigsrevisionen i 2010 kritiserede Finansministeriet for ikke at have styr på sit indkøb af eksterne konsulentydelser, svarede ministeriet blandt andet igen ved at henvise til en rapport fra maj samme år, der anbefalede at oprette det, der i dag hedder Statens It-projektråd.
Rådet skulle komme med konkrete anbefalinger til it-projekter med særlig høj risikoprofil, det vil blandt andet sige projekter til over 10 millioner kroner.
Men før Statens It-projektråd kunne komme i arbejdstøjet, har det dog været nødvendigt at få et overblik over alle de mange offentlige it-projekter, hvilket i sig selv har vist sig at være en større opgave.
Nu siger Rigsrevisionen i et nyt notat, at man er tilfreds med, at rådet "medio 2012" kan levere en model for evaluering af it-projekter.
»[Jeg] konstaterer, at Finansministeriet har fokus på at effektivisere de statslige institutioners forbrug og anvendelse af eksterne konsulenter, samt at Digitaliseringsstyrelsen arbejder med en model for evaluering af it-projekter, som forventes indført medio 2012. Jeg betragter hermed sagen som afsluttet,« skriver rigsrevisor Henrik Otbo i notatet.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.