Skatteministeriet har ikke fundamentalt styr på økonomien i udviklingen af det it-system, der skal understøtte nye ejendomsvurderinger til danskerne.
Det får Rigsrevisionen til at rette en skarp kritik mod Skatteministeriet i et nyt notat.
»Rigsrevisionen finder det meget utilfredsstillende, at Skatteministeriet fortsat ikke har etableret et tilstrækkeligt styringsgrundlag for økonomien i udviklingen af det nye ejendomsvurderingssystem. Ministeriet har derved ikke overblik over, hvad det vil koste at færdigudvikle systemet,«hedder det i notatet.
»Ministeriet har ikke et overblik over de resterende leverancer i projektet, der gør det muligt for ministeriet at følge op på sammenhængen mellem budget, forbrug og leverancer.«
Det nye ejendomsvurderingssystem skulle egentlig have sendt de første nye ejendomsvurderinger afsted inden nytår, men for nylig blev det udskudt i forbindelse med, at det kom frem, at skattevæsenet stadig mangler at gå i gang med udviklingen af centrale dele.
I samme ombæring blev Andreas Berggreen, daværende direktør i Udviklings- og Forenklingsstyrelsen, fyret - og konstitueret direktør Niels Gotfredsen erklærer sig nu enig i kritikken fra Rigsrevisionen.
»Vi er enige med Rigsrevisionen i, at styringen af økonomien i programmet ikke har været god nok. Derfor tager vi deres kritik til efterretning, ligesom vi allerede har igangsat en række initiativer for styrke styringen af programmet,« udtaler Niels Gotfredsen i en pressemeddelelse.
Arbejdet med det nye ejendomsvurderingssystem begyndte helt tilbage i 2015 - siden dengang er økonomien i projektet mere end tidoblet.