Rigsrevisionen: Der går flere år før skatteforvaltningens inddrivelsessystem kommer op i omdrejninger

Skatteforvaltningen mangler stadig at løse væsentlige opgaver med det nye inddrivelsessystem, konkluderer Rigsrevisionen i ny rapport.

Ubetalte politibøder, afgifter og andre former for gæld til det offentlige kan risikere at samle støv i årevis. Derudover står det it-system ved navn PSRM, som skulle få gældsinddrivelsen på rette køl igen efter flere års krise, overfor store udfordringer og bliver derfor yderligere forsinket.

Sådan lyder den kontante melding fra Rigsrevisionen i en ny beretning, der har undersøgt, hvordan det går med at udvikle det nye inddrivelsessystem.

PSRM skal erstatte det kuldsejlede EFI-system og sørge for, at danskernes samlede gæld til det offentlige på over 118 milliarder kroner igen kunne kradses ind fuldautomatisk. Men Rigsrevisionens nye undersøgelse konkluderer, at der i starten af 2019 stadig var væsentlige opgaver med det nye system, som ikke var blevet løst.

Det gælder både for selve udviklingen af systemet, som Skatteforvaltningens it-styrelse har taget sig af.

Og derudover har der været problemer og forsinkelser med den proces, hvor landets offentlige institutioner og myndigheder – de såkaldte fordringshavere - skal tilsluttes til det nye system, sådan så de rent faktisk kan inddrive gælden fra danske skyldnere.

Problemerne og forsinkelserne betyder ifølge Rigsrevisionen, at det i øjeblikket ikke er til at vide, hvornår samtlige af landets fordringshavere er tilkoblet det nye inddrivelsessystem.

»Konsekvensen af den manglende fremdrift er, at der er risiko for, at tilslutningen fortsætter langt ind i 2020, og at ministeriet dermed først vil kunne inddrive gæld for alle fordringshavere med PSRM i slutningen af 2020 eller senere,« skriver Rigsrevisionen.

Flere hundrede fordringshavere mangler

Beretningen kommer i kølvandet på, at både Skatteministeriet og Skatteforvaltningens it-styrelse i det forgangne år har meldt offentligt ud i positive vendinger, at systemet var blevet udviklet til tiden, og at borgerne derfor kunne forvente, at systemet ville komme i omdrejninger.

For eksempel gjorde Skatteforvaltningens it-styrelse ved navn Udviklings- og Forenklingsstyrelsen det klart overfor Version2 i starten af året, at styrelsen havde »en god mavefornemmelse,« fordi Arriva og Danmarks Radio var blevet koblet på PSRM.

Derudover oplyste styrelsen på det tidspunkt, at de fleste fordringshavere - på nær nogle enkelte kommuner - ville være koblet på PSRM i løbet af 2019.

De planer har Skatteministeriet nu været nødt til at skyde en hvid pil efter, viser den nye beretning fra Rigsrevisionen. I midten af august måned var der kun tilsluttet eller delvist tilsluttet 47 fordringshavere til PSRM ud af i alt 800.

»Det skyldes bl.a. tekniske problemer, ny viden om fordringshavernes fordringer og kvaliteten af data, og at fordringshaverne i nogle tilfælde har ønsket at udskyde tilslutningsforløb,« skriver Rigsrevisionen i sin beretning.

Udover problemerne med at tilslutte politi, kommuner og andre fordringshavere er der ifølge Rigsrevisionen også udfordringer med Skatteministeriet egne fordringshaversystemer. Det gælder blandt andet for det store system KOBRA, der håndterer betaling af restskatter, B-skatter og andre personrelaterede skatter.

På trods af, at Skatteforvaltningen selv var overbevist om, at deres Kobra-system kunne tilkobles allerede i marts er det systemet ifølge beretningen nu kun »delvist tilsluttet«.

Intet overblik

I alt rodet står Skatteministeriet ifølge rapporten tilbage uden meget viden om, hvornår det hele skal ende.

»Ministeriet har ikke overblik over omfanget af de resterende opgaver i tilslutningsforløbene og dermed heller ikke over det forventede tidsforbrug. Det betyder, at det er usikkert, hvornår ministeriet kan tilslutte alle fordringshavere, hvilket er en central milepæl i arbejdet med at genoprette inddrivelsen,« står der i beretningen.

Skatteministeriet har forklaret overfor Rigsrevisionen, »at tilslutningsopgavens fulde omfang og kompleksitet først kunne afdækkes, i takt med at opgaveløsningen skred frem.«

Derudover påpeger ministeriet, at tilslutningen af fordringshavere er ved at blive planlagt om igen.

For nærværende må danskerne dog tage til takke med, at der endnu ikke er styr på gældsinddrivelsen til det offentlige.

»Rigsrevisionen vurderer, at Skatteministeriet i starten af 2019 ikke havde sikret, at PSRM fuldt ud kunne understøtte ministeriets inddrivelsesopgave,« skriver Rigsrevisionen i den nye beretning.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere