Rigsrevisionen er i gang med at undersøge Sundhedsplatformen
Rigsrevisionen har besluttet at lave en forundersøgelse af Region Hovedstadens projekt med implementering af Sundhedsplatformen (SP). Det skriver Region Hovedstaden i en nyhed på organisationens intranet, som Version2 er i besiddelse af.
Forundersøgelsen sker på baggrund af projektets størrelse – herunder projektets væsentlighed og risiko – og ikke mindst den omtale, der har været i medierne, lyder det på Region H's intranet.
Blandt andet har Version2 omtalt kritik af business casen, der lå til grund for Sundhedsplatformen, af informationen til regionrådspolitikerne om risikoforholdene ved det store it-projekt samt af det manglende beredskab til de problemer, der måtte opstå i forbindelse med implementeringen.
Direktionen i Region H hilser Rigsrevisionens undersøgelsen velkommen:
»Jeg synes, det er naturligt, at Rigsrevisionen har valgt at kigge nærmere på implementeringen og økonomien omkring Sundhedsplatformen. Det giver sig selv, at det går vi selvfølgelig konstruktivt ind i,« siger koncerndirektør Jens Gordon Clausen i en nyhed på intranettet.
»Processen kan forhåbentlig være med til at skabe viden og læring, der kan bruges hos os i regionen og bredt i den offentlige sektor. Derudover er vores hovedfokus nu naturligvis at få optimeret systemet og anvendelsen af det og sprede de gode erfaringer for at imødekomme den frustration og bekymring, der fortsat er hos nogle af vores medarbejdere.«
Tema på møderne med Rigsrevisionen
I juli-august har Rigsrevisionen ifølge Region H's interne nyhed holdt møder med regionens administration og en række klinikere fra hospitalerne. Følgende temaer har været på dagsordenen med administrationen:
- Demonstration af SP – hvordan systemet ser ud og fungerer
- Beslutningsgrundlag, styringsgrundlag og business case
- Registrering, indberetning, produktion herunder produktivitet
- Utilsigtede hændelser og patientsikkerhed.
Til møderne med klinikerne kom Rigsrevisionen rundt om de udfordringer, der har været i implementeringen, fremgår det endvidere af den interne nyhed:
- Fordele og ulemper ved SP
- Påvirkning af arbejdet i forbindelse med ændrede arbejdsgange
- Kvalitet og patientsikkerhed
- Faldende aktivitet
- Registrering i forhold til DRG/DAGS og udfordringer i forhold til kræftpakker og maksimale ventetider
- Behovet for ledelsesinformation
- Samspillet med Det Fælles Medicinkort
- Tilpasninger af SP
Formålet med Rigsrevisionens forundersøgelse er at finde frem til, om der skal foretages en egentlig undersøgelse, der så vil tage omkring 6-9 måneder, slutter nyheden.
