Rigspolitiet: »Vi holdt teleskandale tilbage på grund af valg« - men beslutning var taget før
Rigspolitiet har forklareret overfor Politiken, at man holdt offentliggørelsen af teleskandalen tilbage på grund af folketingsvalget tidligere på året.
»Vi prøver altid at orientere i videst muligt omfang. Men det er rigtigt, at vi ikke selv sendte en pressemeddelelse ud i denne sag. Vi var i et forløb, hvor vi orienterede forsvarsadvokaterne om sagen, så vi sørgede for, at det blev offentligt kendt ad den vej. I lyset af, at det var i valgkampsforløbet, valgte vi at gøre det på den måde,« siger Anders Frandsen, der tilhører Rigspolitiets topledelse, til avisen.
Men ifølge en aktindsigt, som Politiken har fremskaffet, besluttede Rigspolitiet allerede før valget, at holde tilbage med kommunikationen.
På et møde mellem chefpolitiinspektør Torben Mølgaard og Rigsadvokaturen blot få timer, før valget blev udskrevet, oplyste chefpolitiinspektøren, at Rigspolitiet foreløbig »ville forholde sig reaktivt« rent pressemæssigt.
Håndtering særdeles utilfredsstillende
I starten af oktober konstaterede justitsminister Nick Hækkerup (S), at Rigspolitiets håndtering af teledata har været særdeles utilfredsstillende.
En redegørelse viste, at der i en årrække har været fejl i Rigspolitiets konvertering af teledata.
Rigspolitiet har ikke haft en tilstrækkelig kvalitetskontrol, og der har ikke været tilstrækkelig dokumentation af og opfølgning på fejl, lyder det i pressemeddelelsen.
Endelig har det ledelsesmæssige fokus på Rigspolitiets Telecenters virksomhed igennem flere år været utilstrækkeligt.
Samlet set har disse forhold betydet, at der over en årrække har været fejl i og risici ved brug af teledata, der anvendes i straffesager, som ikke har været kendt blandt efterforskere, anklagere, forsvarere og dommere.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.