Rigspolitiet: Derfor reklamerer vi for vores nye overvågningsdatabase

Illustration: Keld Norman, Privatfoto
En kampagne skal få flere private til at registrere deres overvågningskameraer i politiets database. Foreløbig har ca. 16.000 privatpersoner og virksomheder registreret deres overvågningskameraer.

For øjeblikket har Rigspolitiets gang i en kampagne for at få virksomheder og private til at registrere deres kameraer. Formålet er at få så mange som muligt til at registrere deres kameraer, så de kan bruges i efterforskningsøjemed.

Og politiet får stadigt flere øjne rundt omkring i landet. I alt har ca. 16.000 privatpersoner og virksomheder registreret lokationer, der er kameraovervåget i privat øjemed.

Det betyder konkret, at Rigspolitiet i tilfælde af kriminalitet i området omkring det enkelte registrerede kamera kan bede om at få udleveret overvågningsvideoerne.

Læs også: Leder: Voldsbekæmpelse med øget tv-overvågning er et politisk og frihedsskadeligt suttebolsje

Der er altså ikke tale om et direkte tap af videofeedet i realtid, lover Rigspolitiet i en mail til Version2.

»Det er vigtigt at pointere, at politiet ikke har direkte adgang til kameraerne i registret. Det er udelukkende en database over placering af kameraerne og deres ejere. Hvis politiet ønsker at se optagelser fra kameraer i registret, skal de rette henvendelse til ejerne og bede om at få udleveret optagelserne,« skriver Rigspolitiet til Version2.

Frivillig database

Det er frivilligt, om man vil lade sine overvågningskameraer indgå i databasen, og som det ser ud lige nu, er sjællænderne de flittigste til at registrere deres kameraer. To tredjedele af politiets 16.000 registreringer er nemlig foretaget øst for Storebælt.

»Videoovervågning er et vigtigt redskab, som kan hjælpe efterforskningen i en lang række sager ved blandt andet hurtigt at give et overblik over indhentningsmuligheder i forhold til overvågning,« skriver politiet.

Læs også: Hvad sagde jeg? Regeringen ser ANPG som en god business case!

Der er tale om 16.000 registreringer, der hver især kan gælde for flere kameraer, så antallet af kameraer er højere end det, oplyser Rigspolitiet.

Indeholder kun kontaktdata

Politiet fortæller også til Version2, at registret stort set kun indeholder kontaktoplysninger.

Læs også: Overvågningsforslag: 233 procent flere nummerplade-kameraer og ansigtsgenkendelse mellem linjerne

»Registret indeholder oplysninger om placeringen af offentlige og private aktørers tv-overvågningskameraer og kontaktoplysninger på disse aktører, så politiet hurtigt kan identificere relevante tv-overvågningskameraer og sikre adgangen til overvågningsmaterialet,« skriver politiet.

Rigspolitiet understreger desuden på deres hjemmeside, at en registrering af et kamera ikke fritager én for ansvaret for at sikre, at tv-overvågningen er lovlig og korrekt opsat. Samt at manglende efterlevelse af reglerne om tv-overvågning kan straffes.

Læs også: Regeringen foreslår massivt øget overvågning af danskerne

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (26)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Yoel Caspersen Blogger

Hvad vil politiet med disse? De må jo ikke dække veje og områder med almindelig færdsel. Og hvis du benytter undtagelsen må materalet ikke gemmes.

Så hvad er den skjulte dagsorden?

De vil selvfølgelig kunne bruge optagelserne i alvorlige sager, uanset om de er indsamlet ulovligt eller ej.

Hint: Se Emilie Meng-sagen, hvor politiet angiveligt ikke fik indsamlet TV-optagelser, som kunne have indeholdt et billede af gerningsmanden.

Hvis politiet så samtidig husker at håndhæve loven og stange en bøde ud til ejeren af kameraet, når de opdager en ulovlig optagelse, kan registret måske endda være med til at forhindre kriminalitet :)

  • 22
  • 0
Bjarne Nielsen

Aha. Takker. PHK har lært os, at vi skal være forsigtige med at gætte på, hvad andre folk tænker.

Og det er jeg enig i: det tror jeg heller ikke at det er forventningen hos "de fleste". Og det vil jeg - for egen regning - gerne udbrede til mere end "de fleste", for jeg tror heller ikke at det gælder for dem, som har søsat registeret, eller dem, som skal holde øje med det.

  • 4
  • 0
Louise Klint

Politiet opfordrer pt. befolkningen og virksomheder til at
registrere egne kameraer i Polcam-registret.
Politiet skriver på deres hjemmeside:

Formål med kameraregistret
Kameraregisteret gør det muligt for politiet i forbindelse med efterforskning af strafbare forhold hurtigt at danne sig et overblik over, hvor der er etableret overvågningskameraer i de enkelte politikredse, og hvem politiet kan kontakte, hvis de har brug for adgang til videomateriale fra kameraerne.

https://politi.dk/indberet-eller-registrer/registrer-dine-overvaagningsk...

(Mine markeringer).
Formålet med registret er ”i forbindelse med efterforskning”.
Her står intet om overvågning i realtid.

Det synes jeg er problematisk.
Fordi det er velkendt, at regeringens netop fremlagte ”Sikkerhedspakke”,
lanceret for 2 uger siden, lægger op til at give politiet mulighed for
at overvåge i realtid. (Se citat og link nederst).
Politiet skal, hvis loven vedtages, kunne overtage virksomheders
og privates tv-overvågning og overvåge i realtid.

Justitsministeren har udtalt, at pakken er baseret på politiets egne ønsker. Det kan således ikke være en ukendt sag. Loven har været i høring, men er ikke behandlet eller vedtaget endnu. Dog tegner der sig opbakning til den.

Derfor synes jeg, det er problematisk, at politiet således
ikke oplyser om det fulde formål.
Og reklamerer for et register nu, som er på vej til at ændre formål.

Det er tæt på falsk varedeklaration.
Når der lægges op til en udvidelse af formålet, som man ikke fremlægger.

Jeg synes ikke, det er tillidsvækkende, og er på nippet til at kalde det vildledning.
Man skal kunne stole på politiet. Kunne regne med, hvad de siger og skriver.
Det er helt afgørende.

6. Politiet får mulighed for at overtage tv-overvågning
Det kan være essentielt i forbindelse med politiets forebyggelse eller efterforskning af særligt alvorlige forbrydelser, at politiet hurtigst muligt kan danne sig et overblik over en mulig gerningsmands færden. I den forbindelse vil hurtig adgang til at overtage og benytte andre myndigheders eller privates tv-overvågning i realtid (dvs. liveoptagelser) kunne være et relevant redskab.

Regeringen vil derfor give politiet mulighed for i ekstraordinære situationer – f.eks. med henblik på at forebygge et hævnangreb efter et banderelateret skyderi – at kunne overtage og benytte tv-overvågning hos andre offentlige myndigheder og hos private, f.eks. trafikselskaber, butikscentre, fodboldstadioner, boligorganisationer mv.
Det er en betingelse, at politiet får en retskendelse, der som udgangspunkt skal indhentes, før politiet påbegynder overtagelsen af tv-overvågningen.

(Side 5-7):
http://www.justitsministeriet.dk/sites/default/files/media/Pressemeddele...

  • 15
  • 0
Martin Pedersen

Hint: Se Emilie Meng-sagen, hvor politiet angiveligt ikke fik indsamlet TV-optagelser, som kunne have indeholdt et billede af gerningsmanden.


Det undrede mig også meget da jeg så DR dokumentaren om Emilie Meng sagen, hvor mange private kameraer der egentlig hænger rundt omkring, og bare optager offentlige veje.
Det skulle ikke undre mig om de efterfølgende bliver jagtet mere end selve opklaringen af sagen.

  • 5
  • 3
Anne-Marie Krogsbøll

Ja, Louise Klint - jeg undrer mig også over det her med "realtid".

"Politiet og Politiets Efterretningstjeneste skal i "ekstraordinære situationer" have mulighed for at overtage al tv-overvågning i hele Danmark og overvåge i realtid."
https://jyllands-posten.dk/politik/ECE11671940/fakta-regeringens-konkret...
[
Af artiklen fremgår:
"»Det er vigtigt at pointere, at politiet ikke har direkte adgang til kameraerne i registret. Det er udelukkende en database over placering af kameraerne og deres ejere. Hvis politiet ønsker at se optagelser fra kameraer i registret, skal de rette henvendelse til ejerne og bede om at få udleveret optagelserne,« skriver Rigspolitiet til Version2."

Jeg har svært ved ikke at komme til at betegne dén udtalelse som direkte løgn - hvis altså oplysningerne om "realtid" er rigtige.

Må vi få en forklaring fra Rigspolitiet? Lyver de - eller er den pågældende "realtidsparagraf" taget ud af forslaget?

Hvis de lyver - hvad lyver de så mere om? Den skjulte politistat?

  • 6
  • 0
Bjarne Nielsen

Ja, Louise Klint - jeg undrer mig også over det her med "realtid".

Mon ikke det er noget, som man gerne vil arbejde hen imod, og man starter med at plukke de lavthængende frugter.

Der er forhåbentlig ikke tale om, at de tænker sig at tvinge ting online, som ikke allerede er det - eller at der skal laves særlige bagdøre i udstyret.

Interessant er det også, at realtid faktisk er en nødvendig betingelse for, at overvågningen skal give tryghed. Der skal så at sige være nogen, som våger over os. Og de skal kunne gribe ind, og de skal kunne nå at gribe ind i tide. Det hjælper ikke noget, at der kommer en betjent forbi engang i næste uge ... måske.

Alt andet er narresutter.

  • 7
  • 0
Anne-Marie Krogsbøll

Der er forhåbentlig ikke tale om, at de tænker sig at tvinge ting online, som ikke allerede er det - eller at der skal laves særlige bagdøre i udstyret.


Håbet er lysegrønt.... Indtil det falmer... Især set i lyset af din rigtige analyse efterfølgende:

Interessant er det også, at realtid faktisk er en nødvendig betingelse for, at overvågningen skal give tryghed.


Så det bliver næste skridt....

Realtidsovervågning af hvert et gadehjørne vil sikkert i et eller andet omfang virke forebyggende og lette opklaring. Men jeg vil gerne høre nogen forklare, hvorfor det så ikke er totalovervågning, og rent ud sagt en overvågningspolitistat.. Ikke en tilstand, som vil give mig følelsen af tryghed...

  • 6
  • 0
Louise Klint

Jeg skal lige rette mig selv:

Der er ikke et lovforslag om hele ”Sikkerhedspakken” i høring nu.
https://www.hoeringsportalen.dk/Hearing?Authorities=Justitsministeriet&H...

Jeg havde forstået det sådan, at der var et lovforslag i høring nu,
fordi der, efter det sidste pkt. 16 i udspillet står, at
”Regeringen har sendt et lovforslag om initiativet i høring 25. september 2019”,
men det er åbenbart kun for dette, sidste pkt. (Netagenter).

I regeringens lovprogram står, at lovforslag skal behandles til januar.
(Side 20; ”Ændring af forskellige love (Initiativer som opfølgning på den kommende trygheds og sikkerhedspakke) (Jan II)”)
https://www.regeringen.dk/media/7332/lovprogram-2019-2020.pdf

Uanset hvad, er overvågning i realtid på tegnebrættet.
Det ved politiet selv. Det har de efterspurgt.

Overvågning i realtid har også været på tegnebrættet før,
husker jeg, ved årets start:
https://hoeringsportalen.dk/Hearing/Details/62637
23.12.18: https://politiken.dk/indland/art6935494/Politiet-skal-kunne-kapre-privat...
Og det ved jeg ærligt talt ikke hvordan endte, fordi det druknede i det langt mere vidtgående L 215, vedr. Forsvarets Efterretningstjeneste/CFCS og deres beføjelser.

  • 7
  • 0
Anne-Marie Krogsbøll

De må jo ikke dække veje og områder med almindelig færdsel.


Som jeg har forstået det, ændrer man reglerne, så man netop gerne må overvåge offentlige områder - hvis bare man registrerer kameraet hos politiet.

Det er creepy... det gammeldags gadespejl er jo vand ved siden af. Det virker trods alt kun, når man sidder og kigger i det - realtime - og det kan ikke kobles op til politiet.

  • 3
  • 0
Henrik Madsen

Der er altså ikke tale om et direkte tap af videofeedet i realtid, lover Rigspolitiet i en mail til Version2.

Der burde nok tilføjes et "Endnu" eller "i første omgang"

Jeg skal ikke have mine kamera som filmer mit cykelskur og min indkørsel registreret i deres register, der går med garanti ikke længe før man bliver tvunget til at få dem online og udlevere koder så politiet kan se med når de lyster.

  • 6
  • 0
Bo S. Mortensen

Det virker som en glidebane eller salamimetode at få borgerne til at registrere deres kameraer med kontaktinfo, så det senere er meget lettere at kontakte dem alle, og kræve at de åbner for realtids-stream til Politiet.

Men hvordan vil Politiet nogensinde få det til at virke, set i lyset af deres deres track record inden for IT systemer. Alle de forskellige systemer, der måske slet ikke er på nettet, f.eks. med lokal DVR under disken eller i baglokalet. Hvis kameraet endelig kan streame ud på nettet, så foregår det måske med proprietær, krypteret protokol til fabrikantens cloud.

Jeg forestiller mig at lobbyister fra de store overvågningsproducenter i fuld gang med at lobbyiste politikerne til at kræve udskiftning af alle overvågningskameraer som ikke kan streame til Politiet.
(i lighed med lobbyister hos alarmproducenter der har fået etablering af tyverialarm med i håndværkerfradraget, mens mange andre håndværksopgaver ikke længere giver fradrag ;-) ).

  • 3
  • 0
Christian Nobel

Fordi ulovlige optagelser nok ikke er den slags kriminalitet, de fleste forventer at et kamera-register skal forebygge?

Måske ikke, men hvis nu man starter med et "frivilligt" "tryghedsregister", så skal der ikke megen fantasi til at forestille sig der ikke går lang tid før frivilligheden udskiftes med obligatorisk forpligtelse og bøde ved overtrædelse.

Og tænk hvor mange dejlige bøder der så kan udskrives , og politiet kan jo påstå at det jo er nødvendigt for at skabe tryghed.

Det er lidt ligesom at en lastvognschauffør kan få en bøde på 5.000 kr (og vognmanden på 10.000) hvis en anhænger bremser 20% skævt - et forhold der på ingen måde kan mærkes ved kørsel, men som fordrer at bremserne testes på en prøvebænk.
Dvs. at man giver en bøde for et forhold chaufføren ikke har en kinamands chance for at vide er der.

  • 2
  • 1
Bjarke Jensen

Nu mangler vi bare en mørk kælder eller et skur hvor vi kan drikke nogle øller og stifte en ordentlig græsrodsbevægelse. Og et symbol/ikon.

Det skal være snart, for der går næppe lang tid, før også de mørke skure og kældre er overvågede. Og så bliver det svært at mødes i hemmelighed og planlægge sin statsfjendtlige aktivitet.

Tænk hvis borgerretsvbevægelsen i USA også skulle have kæmpet med elektronisk overvågning! Så var det sgu ikke sikkert de havde vundet...

  • 1
  • 0
Anne-Marie Krogsbøll
  • husker desværre ikke hvor (TV2 News eftermiddagsdebatpanel?), men det var ikke en joke - en fortælle, at næste skridt/overgreb, som allerede er på vej, er usynligt støv, som kan svæve ind i et rum og overvåge det/afsløre hvem der er derinde....

Har andre hørt noget lignende?

Så, nu fandt jeg sørme et link
https://groups.csail.mit.edu/mac/projects/mac/arpa-info/memsisat/sld016.htm

Jeg kan ikke selv vurdere, om det er fis og ballade - eller om det bliver næste scene i mareridtet?

I mine øjne burde udvikling af overvågningsteknologi forbydes...det baner vej for forbrydelser mod menneskeheden.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere