Der gik »for lang tid«, før Rigspolitiet henvendte sig til Telenor om, at teleselskabet fejlagtigt sendte teleoplysninger til politiet, uden at oplysningerne var omfattet af de nødvendige retskendelser.
Det skriver Rigspolitiet i en pressemeddelelse på baggrund af en redegørelse af sagen.
»Der gik for længe, før vi orienterede teleselskabet om, at de fejlagtigt havde udleveret oplysninger til politiet, og det skal jeg beklage,« lyder det fra rigspolitichef, Thorkild Fogde, i en pressemeddelelse.
Han uddyber, at politiet har et ansvar for at reagere, hvis politiet fejlagtigt modtager oplysninger, og at »ansvaret skærpes, når der er tale om oplysninger, som politiet almindeligvis kun har adgang til med retskendelse«.
Ifølge pressemeddelelsen har de fejlagtigt udleverede oplysninger kun i begrænset omfang været læsbare for efterforskerne, og de har i vidt omfang været uden efterforskningsmæssig betydning.
I redegørelsen konkluderer man, at »Rigspolitiet handlede så snart, man blev opmærksom på, at teleudbyderen havde udleveret forkerte teleoplysninger«.
»I første omgang var fokus primært på at udvikle en operativ løsning, og der gik derfor for lang tid, før Rigspolitiet rettede henvendelse til Telenor om problemet,« fremgår det af pressemeddelelsen.
Telenor udleverede såkaldt signaleringsdata, som er oplysninger fra telemaster om en telefons geografiske placering, men Telenor fremsendte samtidig oplysninger om, hvem den pågældende var i kontakt med, og det er et indgreb i en borgers kommunikationshemmelighed, som der kun må gives retskendelse til i alvorige sager, der kan give mindst seks års fængsel.
Som led i arbejdet med redegørelsen af sagen, har Rigspolitiet derudover afdækket, at »også andre teleudbydere har udleveret flere oplysninger, end der var omfattet af de konkrete retskendelser«.
»Når det kommer til håndtering af data om borgerne, ser vi altid på det med stor alvor. Det er vores holdning, at politiet skal kunne benytte de muligheder for at indhente data, som retsplejeloven hjemler. Hverken mere eller mindre,« lyder det fra Thorkild Fogde.
Rigspolitiet, Rigsadvokaten og telebranchen har nu indledt et samarbejde med henblik på at styrke dialogen praktiske, tekniske og juridiske aspekter af daglig drift og informationsudveksling, fremgår det af pressemeddelelsen.