Riget-direktør: »Vi har en del udfordringer med Sundhedsplatformen«
»Vi er i fase, hvor vi har en del udfordringer med Sundhedsplatformen, og derfor ser vi mange frustrationer.«
Det siger vicedirektør på Rigshospitalet Susanne Poulsen til Ugeskrift for Læger.
»De første fire måneder med Sundhedsplatformen er ikke gået anderledes end forventet. Men vi oplever nu, at mange problemer gentager sig, folk bliver utålmodige, og det giver en form for mathed hos de fleste. Det er især arbejdsgange i FMK (Fælles Medicinkort, red.), der driller lægerne, og derfor har jeg her til morgen aftalt med folkene bag Sundhedsplatformen, at de skal følge flere læger og dykke ned i de konkrete problemer,« siger Susanne Poulsen til ugeskriftet.
Sundhedsplatformen er et fælles it-projekt mellem Region Sjælland og Region Hovedstaden. Systemet leveres af amerikanske Epic, og prisen forventes at ende på 2,8 milliarder. I alt skal 44.000 ansatte og 2,5 millioner borgere bruge systemet, når det er færdigimplementeret i 2017. Med Sundhedsplatformen følger også patientportalen Min Sundhedsplatform. Her kan patienter kontakte hospitalet, se svar på prøver og få indblik i deres egen journal.Sundhedsplatformen
Rigshospitalet gik live med it-systemet d. 5. november kl. 3. Og fire måneder med problemer kan synes som lang tid, erkender direktøren, men det er det ikke i denne sammenhæng, fastslår hun.
»Der går lang tid endnu, før vi kommer i mål og får udnyttet det fulde potentiale,« siger Susanne Poulsen.
Ugeskriftet nævner, at ifølge formanden for Overlægerådet på Rigshospitalet, Fin Biering-Sørensen, har der været flere tilfælde af autoseponering af medicin, hvilket betyder, at systemet simpelthen sletter ordineret medicin.
Men det skyldes, at lægerne bruger Sundhedsplatformen på en forkert måde, siger Rigshospitalets vicedirektør.
»Det er altså ikke systemets fejl, men skyldes en omstændelig arbejdsgang. Og så kan man spørge, om det er det rigtige, at der er lavet en arbejdsgang, hvor sådan noget kan ske. Det skal vi naturligvis have ændret, så det ikke sker. For hvis lægen overser, at patienten ikke får den medicin, patienten skal have, giver det øget patientrisiko,« siger Susanne Poulsen.
Susanne Poulsen understreger, at lægernes kritiske tilgang til det omdiskuterede it-system kun er godt.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.