Rift om batterierne: NNIT må køre med en blanding af bly og lithium-ion
NNIT er i gang med at udvide datacenterkapaciteten i form af et nyt site, der er klar til kunder fra omkring årsskiftet. Mens batteribankerne i det nye center udelukkende består af blybatterier, så kører det 'gamle' center på en blanding af lithium-ion-batterier og bly.
Associate Vice President Lennart Bøgedal Jørgensen oplyser via mail, at det i forhold til vedligehold er nemmere at have den samme slags batterier, men at NNIT i forbindelse med opgraderingen af strømsystemet i 1P-datacenteret tilbage i april ikke kunne skaffe ens teknologi.
»Det giver en minimal ekstra kompleksitet i driften at have forskellige slags, men det har vi valgt at tage med.«
Det lyder lidt vildt, at I simpelthen ikke har kunnet skaffe ens batterityper i forbindelse med 1P tilbage i april. Kan I evt. sige noget mere om dette?
»For udenforstående kan det måske lyde mærkeligt, men husk, at der er tale om temmelig avancerede batteri-løsninger. Det er ikke 'vildt', men udtryk for almindelige vilkår i markedet - der er stor efterspørgsel på alle leveringer til datacentre, både i Danmark og globalt, da behovet for datacenter-kraft jo er konstant stigende,« fortæller Lennart Bøgedal Jørgensen i det skriftlige svar sendt via NNIT's pressekontakt og fortsætter:
»Se blot på Danmark, hvor store organisationer som Apple og Facebook også bygger datacentre. Det skaber større efterspørgsel, hvilket betyder, at der kan være længere ventetid på enkelte komponenter. Men i denne forbindelse er det meget vigtigt at understrege, at valget mellem bly og lithium som tidligere nævnt ikke gør den store kvalitetsmæssige forskel for vores leveringer, ud over en minimal ekstra kompleksitet i driften.«
Ud over at kompleksiteten ifølge Lennart Bøgedal Jørgensen øges 'minimalt' ved at have forskellige batteriteknologier i det samme center, så skulle der ikke være kvalitetsmæssigt og driftsmæssigt forskel på de to typer batterier.
»Lithium-batterierne har dog en længere holdbarhed, fylder mindre og er i parentes bemærket dyrere. Blybatterierne er single-cell batterier, dvs. hvis et af dem bliver dårligt, er det nemmere at skifte dem ud - her er lithium-batterierne nærmere et samlet, lukket system,« oplyser Lennart Bøgedal Jørgensen.
Batteribankerne i 1P spillede en rolle i forbindelse med det store nedbrud, NNIT blev ramt af i foråret, som blandt andet rev DSB's systemer med sig. Her viste nogle af batterierne sig at være fejlkonfigurerede, hvilket i sidste ende resulterede i, at strømmen til centeret gik under en test, som var et led i en certificeringsproces.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.