Google forventes at blive ramt af endnu en kæmpe EU-bøde i næste måned for at blokere for konkurrenter på mobilmarkedet gennem Androids dominerende markedsposition.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters på baggrund af oplysninger fra tre fortrolige kilder, der er bekendte med sagen.
EU-Kommissionen, der har efterforsket Android siden 2015, kan udstede deres afgørelse allerede 9. juli, fortæller kilderne, og bødens størrelse vil formentlig overstige de 18 milliarder kroner, som Google blev pålagt at betale sidste år for at skævvride søgeresultater til fordel for deres egen onlinehandel.
Derudover vil EU også påbyde Google at stoppe den konkurrenceforvridende praksis, som blandt andet inkluderer brug af licensaftaler, der forhindrer smartphone-producenter at promovere alternativer til apps som Google Search og Maps.
Når afgørelsen falder, bliver det den anden af i alt tre EU-sager mod Google for monopoldannelse. Den tredje, der vedrører en anklage fra 2016 om, at Google blokerer rivaler i virksomhedens AdSense søgemarkedsføring, vil formentlig trække ud til slutningen af året eller senere, skriver Reuters på baggrund af andre kilder. Google har siden stoppet denne praksis.
EU-Kommissionen afslår at kommentere på sagen, skriver Reuters, mens Google henviser til et blogindlæg af dets generalkonsul Kent Walker fra 2016, hvori han afviser anklagerne.