Retspræsident: Digital tinglysning er mere sikker end papir

21. juli 2009 kl. 15:147
Den kommende digitale løsning til tinglysning af pantebreve bliver kritiseret for en lavere sikkerhed end den nuværende papir-proces, men det afviser både Tinglysningsretten og DanID fuldstændigt.
Artiklen er ældre end 30 dage
Manglende links i teksten kan sandsynligvis findes i bunden af artiklen.

Når al tinglysning i Danmark i september skifter til en fuld digital arbejdsgang, falder sikkerheden og det bliver nemmere for svindlere at lave falske pantebreve og score millioner af kroner.

Sådan lyder kritikken fra professor Hans Helge Bech Thomsen og advokat Olav Villadsen i Morgenavisen Jyllands-Posten i dag tirsdag. Men kritikken er helt forfejlet, lyder det fra Tinglysningsretten, der har ansvaret for det kommende, digitale system.

»Det udsagn må stå for deres egen regning. Tværtimod er det mere sikkert med digital tinglysning, for her skal du have adgang til en andens digitale signatur og kode, før du kan snyde. I dag kræver det en underskrift på et papir at lave et falsk pantebrev,« siger Sørup Hansen, retspræsident for Tinglysningsretten.

Han understreger, at det vil være dokumentfalsk og altså strafbart, uanset om man forsøger at snyde med et papirdokument eller digitalt. Men det vil være sværere for svindlere ikke at efterlade sig spor, hvis de skal igennem en fuld digital proces, mener han.

Snyd med digital signatur

Kritikken fra professoren og advokaten går blandt andet på, at det er muligt at snyde sig til at bruge andres digitale signatur. Dermed er vejen åben for at fuske med pantebreve, når det hele sker digitalt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Men den påstand er også meget langt fra virkeligheden, lyder reaktionen fra DanID, som administrerer den digitale signatur.

»Det er slet ikke så enkelt, som de gør det til. Hvis man skal prøve at oprette en digital signatur i en andens navn, skal man kende vedkommendes cpr-nummer og flytte vedkommendes folkeregisteradresse, for de breve, vi sender ud med pin-kode, kan ikke flyttes med midlertidig adresseændring hos postvæsenet,« siger kommunikationschef hos DanID Jette Knudsen.

Hun understreger også, at der i starten af 2010 kommer en ny digital signatur med endnu højere sikkerhed, hvor alle skal bruge engangskoder.

Og skulle det endeligt lykkes nogen at overtage en andens digitale signatur, er pantebreve måske ikke første stop for svindlerne.

»Det vil jo have vide konsekvenser i samfundet, hvis man kunne snyde med digital signatur. Og så er tinglysning nok ikke det mest oplagte,« siger Sørup Hansen.

**Ny analog advarsel **
Skulle det på en eller anden måde lykkes nogen at oprette et pantebrev i en andens ejendom, vil der fra september blive sendt et brev ud til vedkommendes adresse om, hvad der er ændret. Dermed vil offeret kunne opdage, at noget er galt.

»I dag sender vi ikke et brev ud, så også på den måde bliver sikkerheden højere fremover,« siger retspræsidenten.

Den digitale tinglysning går i luften 8. september, efter at projektet til over 500 millioner kroner flere gange er blevet udskudt med i alt halvandet år. Digitaliseringen er den første af sin art i Europa og bliver derfor fulgt nøje fra andre lande.

Når systemet er kørt ind, vil man kunne oprette et pantebrev digitalt på få minutter, modsat i dag, hvor det kan tage op til 10 dage. Ved at det tunge papirarbejde afløses af en fuld digital arbejdsgang, vil en stor portion manuelt arbejde kunne droppes hos banker og myndigheder.

7 kommentarer.  Hop til debatten
Denne artikel er gratis...

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.

Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.

Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.

Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.

Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
1
21. juli 2009 kl. 17:36

Venner ... Ét postbud kan kompromittere hele sikkerhedsmodellen!

2
21. juli 2009 kl. 17:58

enig - samme problem som dankort sikkerheden hvor det er et tilbagevendende problem at postbuddet stjæler både kort og kode.

Det vil mht pantebreve være mere effektivt at lade hjemmehjælperen begå bedrageriet. De har adgang både til post, hjem og bankkonto. Faktisk giver elektronisk tinglysning forenklede muligheder for den perfekte forbrydelse som først opdages efter forældelsesfristen er udløbet.