Reportage: DIKU-studerende i blå skjorter bunder øl for Steve Ballmer

Tilbuddet om gratis pizza fik samlet 30 datalogistuderende til 'Microsoft Torsdag' på DIKU. Tilbedelsen af Microsoft-chefen Steve Ballmer skete dog med et gigantisk glimt i øjet.

Det ligner umiddelbart en våd drøm for de ansatte i Microsofts marketingsmaskine.

Blomsten af Danmarks udvikler-ungdom samlet for at se Steve Ballmer udlægge teksten, garneret med et alter til ære for Microsoft-chefen. Og næsten alle fremmødte klædt i lyseblå skjorte for at ligne Steve Ballmer mest muligt. Tilsyneladende ren kærlighed - som belønnes med gratis pizzaer fra Microsoft til alle, som mødes for at se keynoten fra udviklerkonferencen PDC.

Men denne torsdag aften driver væggene i kantinen på DIKU af tyk ironi. Det er ikke interessen for Windows Azure og Phone 7, der har samlet de københavnske datalogi-studerende, men udsigten til hyggelig mobning af Microsoft, skyllet ned med cola og guldøl.

Da de cirka 30 tilmeldte samles foran lærredet i bunden af den varme kantine, flyver morsomhederne lavt og tæt, mens klokken nærmer sig showtime.

»Hvorfor er der ikke en publikumsopvarmer, som kan stå og råbe 'developers, developers',« spørger en, mens en anden påtaler, at nogen har taget en Mac med på tilskuerrækkerne.

Jubel over Windows-animation
Den lokale datamat-operatør underholder i stedet tilskuerne med at vise, hvad Windows 7 kan byde på. Det udløser stor jubel, da han skifter mellem de åbne vinduer med animationen, der kommer frem ved at bruge windowsknap + tabulator.

Og til ære for fotografen kaster en flok sig på gulvet foran alteret for Steve Ballmer, der udover et gigantisk portrætbillede rummer en halv cola, stearinlys og flere kilo C#-lecture.

Men selvom Steve Ballmer kort efter går på scenen i Seattle, toner hans kendte korpus ikke samtidigt frem på skærmen i DIKU-kantinen. De unge datalogiske eksperter slås nemlig i flere minutter med at finde ud af, hvordan man overhovedet får startet videoen på PDC-hjemmesiden. Knappen er godt gemt, men til sidst er der hul igennem.

Og så kan drukspillet begynde. Drik på ordene 'developers', 'phone' og 'value', og bund hvis Steve Ballmer siger 'developers' fire gange i træk, lyder nogle af reglerne. Det bliver til mange tåre guldøl og cola gennem den to timer lange præsentation.

»Hvor er det fedt, at han har taget blå skjorte på,« lyder det om Steve Ballmers påklædning, der dog mangler de svedpletter under armen, som dresscoden til DIKU-arrangementet også kræver.

Du skal bare genstarte
Videoen går pludseligt i baglås, og der mangler ikke forslag til hvorfor, eller hvordan problemet skal klares.

»Du skal bare genstarte,« mener en, mens en anden gætter på, at det først er nu, at resten af tilhørerne verden over har fundet frem til knappen, der starter videoen, og at serveren derfor blev overbelastet.

I køkkenet går en af aftenens arrangører Phillip Roschnowski og hygger sig med at farve champignon blå. Han nåede ikke at tilmelde sig de gratis pizzaer fra Microsoft, så han laver sin egen - med et Windows-logo på, selvfølgelig.

Spiltirsdags hemmelige fjende
Han forklarer historien bag den drivende tykke ironi, udover at DIKU-studerende traditionelt har udvist mere forkærlighed for Unix og open source end Windows og .Net. Der har nemlig længe eksisteret en 'Microsoft Torsdag' på instituttet, som indtil denne aften dog kun var en fjollet idé.

»Vi startede for knap fire år siden Spiltirsdag, hvor man kunne komme og udvikle spil sammen og spise mad. Det var mest af alt en hyggeaften, men der er da blevet kodet nogle spil,« forklarer han.

Med tiden opstod så ideen om den imaginære 'konkurrent' Microsoft Torsdag, som efterhånden fik sin egen hjemmeside og voksede i de studerendes bevidsthed - selvom den altså var helt imaginær. Men så kom tilbuddet om at bruge en torsdag aften på PDC-keynoten og få gratis pizza, og så var det helt oplagt for første gang at invitere til Microsoft Torsdag, siger Phillip Roschnowski.

Foran lærredet er forsamlingen ved at gå lidt kold på den lange præsentation. Men for at følge med i drukspillet, skal man jo lytte til ordene.

»Hvad handler keynoten om?« spørger en, der kommer forbi forsamlingen.

»Aner det ikke,« lyder svaret fra en af tilskuerne.

Og det lader til at være det generelle niveau af interesse for nyhederne fra Microsoft.

Version2's udsendte forsøger at finde en, som vil kommentere på det tekniske indhold i keynoten, men uden held. Er der da slet ingen på hele instituttet, som interesserer sig for Azure og Phone 7?

»Der er vist et par stykker på DIKU, som godt kan lide Microsoft. Men de har heller ikke så mange venner,« lyder svaret knastørt.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (10)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Peter Müller

Jeg sad faktisk og forsøgte en overgang at følge med i indholdet af keynoten, men oplevede at på trods af at teknologierne bagved produkterne var mig meget bekendt og en del af min hverdag, så kunne jeg ikke forstå hvad det gik ud på fordi hver en platform, hvert et produkt og hver en standard var blevet omskrevet til et Microsoft produktnavn. Basalt set var det en stor samling buzzwords og blackbox magi der blev holdt oplæg om det meste af tiden.

Senere kom der lidt mere kød på med C# oplægget af Anders Hejlsberg fordi der blev snakket mere lowlevel end i de øvrige oplæg.
Der morede jeg mig meget over hvor lang tid der blev brugt på at forklare asynkronitet og event baseret arkitektur når MS' egen IE6 stort set var katalysator for hele det paradigme indenfor webprogrammering. Det blev forklaret i en sådan detaljegrad at det forekom som om ingen havde hørt om det før.
Og så morede jeg mig meget over de sprogkonstruktioner som var blevet tilføjet til den asynkrone del af C#, så man kunne forstætte med at tænke som om man skrev blokerende kald, og lade som om man havde tråde, på trods af at hele øvelsen var at skaffe sig af med det paradigme.
Er det virkelig så skræmmende at ændre sin kodestil når man benytter et andet paradigme?

Lars Lundin

... så kunne jeg ikke forstå hvad det gik ud på fordi hver en platform, hvert et produkt og hver en standard var blevet omskrevet til et Microsoft produktnavn

Enig.

Jeg foretrækker også open-source verdenens meningsfyldte og beskrivende navne.

F.eks. gimp, sane og firefox. Nej, vent...

Peter Müller

Open-source verdenen har aldrig lagt skjul på hvilke åbne standarder der benyttes til at kommunikere mellem de forskellige stykker software og hvordan det binder sammen. Her er MS-verdenen en stor blackbox når man står udenfor og faktisk går ind til det med et åbent sind men nul erfaring.

Jesper Louis Andersen

Det er det nye enterprise: Lav en standard så stor og byggende på så mange andre standarder at du effektivt holder andre ude. Bare se på SOAP vs. REST hvor det er tydeligt at REST pt. er ved at gøre rent bord fordi SOAP er for komplekst.

Det jeg savnede ved PDC keynoten var kaniner. Vi ved godt hvad WP7 kan, vi ved godt hvor fokus er i IE9, vi ved godt at Azure er en fed ide. Men hvor var den ting hvor alle sad tilbage og måbede over hvor fedt det var? Det er f.eks. rimeligt simpelt at tage renderman og give det en azureblå skjorte på: Renderman kan allerede parallellisere og rendering-problemet er pinligt parallelliserbart.

Når man ser Google IO eller en Apple-annoncering, så vælter det frem med ting du aldrig har set eller hørt om før. Nogen af dem flopper som Wave, mens andre virkeligt flytter verden. Nogen har dårlige antenner men rykker på trods af det ved hvad vi forstår ved et mobilt device.

Men Microsoft har med pizzaerne faktisk opnået deres mål: Nok sidder der 30 dikunørder og tager tykt grin på Steve B., men samtidigt understreger det hvilket brand Microsoft er. Og deres budskab kom ud hvor det giver mening: Blandt de studerende som skal lave morgendagens applikationer. Det er meget godt klaret for et par pizzaer.

Det har altid været min opfattelse at Microsoft er en virksomhed der tolererer humor. Deres markedsføring har altid været meget humoristisk og de ved godt hvor godt et budskab kan bibringes med et godt grin. Derfor tror jeg også at Microsoft er taknemmelige for DIKUs opmærksomhed.

Tilbage er der bare spørgsmålet om de DIKU-studerende bliver præmieret for deres arbejde. Det fortjener de efter min overbevisning.

Log ind eller Opret konto for at kommentere