Renoveringspulje skyder skylden på teleselskaber - TDC melder hus forbi

Forsinkelser på at oprette sig som ansøger til Renoveringspuljens 1,5 mia. tilskudskroner er ene og alene mailudbydernes skyld, hævder Erhvervs- og Byggestyrelsen. TDC kender dog intet til mailforstyrrelser.

Erhvervs- og Byggestyrelsen har tilsyneladende svært ved at finde ud af, hvem de skal bebrejde de lange forsinkelser, der har været på at oprette sig som bruger på Renoveringspuljens hjemmeside.

Konkret har ventetiden vist sig som en forsinkelse i den tid, der går fra brugeren har bedt om at blive oprettet som ansøger, og til han har modtaget en mail med et password.

Erhvervs- og Byggestyrelsen har erkendt problemerne, som også bekræftes af en af Version2's læsere.

»Kl. 09.00 i morges udfyldte og afsendte jeg det skema, hvormed man skal skaffe sig et password, så man kan blive registreret som bruger og få adgang til ansøgningsskemaet. Her 6½ timer senere har jeg endnu ikke fået svar,« skriver Sten Falling Sperling i en mail til Version2.

Erhvervs- og Byggestyrelsen har indtil videre lagt skylden for ventetiden på oprettelsen af ansøgere helt og aldeles hos mailudbyderne:

»Du kan også opleve ventetid på modtagelse af oprettelsesmails som bruger. Det skyldes procedurer hos den udbyder, hvor du har din mailkonto, der betyder, at store mængder mail bliver stillet i kø. Det kan altså tage lidt tid, inden du modtager mailen,« fremgår det af hjemmesiden www.boligforbedringer.dk.

Andetsteds på hjemmesiden gentages budskabet:

»Dog har der en overgang været ventetid på at modtage log-in pga. stor trafik hos mailudbydere.«

TDC: Vi har ikke oplevet mailproblemer
Hos Danmarks største tele- og internetudbyder, TDC, har man dog ikke haft nogen problemer med at håndtere mails i løbet af dagen.

»Vi har ikke oplevet, at der skulle være nogle kapacitetsproblemer på mailen,« siger kommunikationsrådgiver Lasse Bastkjær Jensen, TDC, da Version2 forelægger ham oplysningerne fra Erhvervs- og Byggestyrelsen.

Version2 har derfor spurgt Erhvervs- og Byggestyrelsen, hvilke mailudbydere der så kan være tale om.

Men trods gentagne henvendelser har Erhvervs- og Byggestyrelsen indtil videre ikke ønsket at svare på det spørgsmål.

Sten Falling Sperling har indtil videre ikke haft held med at oprette sig som ansøger til Renoveringspuljen, selvom han har forsøgt endnu engang fra en anden mailadresse.

»Jeg forsøgte at sende samme skema igen, men fik svar om, at bruger navnet allerede var optaget af en anden, nemlig mig. Det opfattede jeg som, at min sag var i gang, og at jeg snart kunne vente et password. Men jeg fik stadig intet. Da man talte om at visse Internet Service Providers var overbelastede og havde mange mails i kø, indsendte jeg omtalte skema igen med at andet brugernavn og en af mine andre mailadresser hos en anden ISP,« skriver Sten Falling Sperling.

»Jeg har stadig intet modtaget,« siger han.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (5)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Jens Jakob Andersen
Når jeg analyserer SMTP headers, er der noget som kunne være guf for et spamfilter:

Return-Path: noreply-renovering@ebst.dk Received: from mailrelay.ebst.dk [77.66.19.21] by mail1.navneservice.com with SMTP; Tue, 14 Apr 2009 13:33:39 +0200 Received: from NGHW-2404 (unknown [77.66.23.33])

by mailrelay.ebst.dk (Postfix) with ESMTP

"(unknown [" er klart guf for visse spamfiltre.

Hvis der samtidig spyttes et meget stort antal emails afsted indenfor kort tidsrum, er der flere af de kendte spam-algoritmer som bliver trigget.

Er der nogen mail-providers som vil være så venlige at kigge i deres centrale spam-filtre ,og se efter at der ikke ligger en masse mails der og sidder fast?

  • 0
  • 0
#2 Anonym

Jeg var klar kl 09.00 og oprettet mig som bruger. Havde mit password kl 09.01

Foretog selve indberetningen. Lidt knas med at se en PDF - fil - ved at forsøg igen virkede det. Afsendt ansøgningen kl. ca. 09.24 - hvor fik dog aldrig svar på hjemme siden. Kl 09.26 modtog jeg en mail med kvittering på modtagelse af ansøgningen samt et sagsnummer.

Udbyder, TDC i forklædning (Fullrate)

/Per

  • 0
  • 0
#3 Vagn Hansen

Jeg har også Fullrate 2m/512kb med fastnet og fri telefoni til 209 kr/mdr. jeg fik også min mail inden for sekunder, men jeg troede, at der var fordi jeg har mail via min egen hjemmeside hos Surftown. Mit største problem var upload af en jpg fil, hvor jeg var kommet til at indsætte et mellemrum i teksten. Det kunne virke lidt amatør-aktigt, at man først har lejet udenlands serverkapacitet fra i dag uden at have mulighed for at teste dem først, men det giver mig erindringer om et lille æøå-konverteringsprogram som vi i 80'erne solgte i stort antal for 500 kr/stk. til brugere, som skulle koble op mod diverse mainfraimes som ikke kunne forstå 8bit kode, men forlangte æøå på 91,92,93 mv.

  • 0
  • 0
#4 Jens Jönsson

Det er tankevækkende at Erhvervs- og Byggestyrelsen udtaler sig om mail køer hos udbyderne, når de ikke selv har arbejdet på at e-mails fra dem, ikke skulle kunne fanges af SPAM-filtre.

Der er ellers masser af muligheder, f.eks. http://www.openspf.org/

Jeg siger ikke at f.eks. SPF løser problemet 100%, men det er ihvertfald et skridt i den rigtige retning...

Vil i øvrigt anbefale alle ejere af domæner at få oprettet en SPF record for deres domæner.

  • 0
  • 0
#5 Niels Jensen

Det er sikkert rigtigt at til nogle ISPere og mail hosts er deres mail sat i kø lokalt på deres egen mail server. Hvis de skal sende 40.000 til en enkelt server, så kommer det som regel til at tage tid med mindre den afsender(mail server/relay) de bruger har en aftale med modtageren. Hvis man bare sætter en server op og så tror man kan aflevere f.eks 40.000 inden for 10 minutter så tror man forkert. :)

Som oftest kan man kun åbne 4-6 forbindelser til en enkelt modtager af gangen(sommetider mindre). Det er noget modtageren definerer. Så nytter det ikke noget at ens mail server kan have flere hundrede forbindelser åbne på en gang, man skal også kigge på hvor mange forbindelser man har til den enkelte modtager og evt lave en opsætning der tager højde for at man kan have forskellige antal forbindelser åbne til forskellige hosts(postfix virker fint til det).

Hvis man skal sende 100.000 af mails ud hurtigt, skal man tale med modtageren om at man ikke er en ond spammer så man kan sende flere mails på en gang. Ellers vil der typisk opstå små mail køer hos f.eks Hotmail, Google og TDC.

Hvis man hoster mange sites kan man jo evt. lave en lokal mail relay server der er gearet til at sende mange mails på en gang(300-400 plejer at køre fint med nogle ordentlige diske). En ordenlig mail server tager lige lidt tid at tune og det ville være fjollet at skulle sætte det op hver gang man laver et site.

Den nemmeste måde er at kigge på ens mailkø og se hvor der ligger mails og venter. Så finder man som regel ud af at det er hos 2-4 forskellige modtagere(som jeg nævnte før). Derefter kigger man lidt på deres regler for at sende mails til dem(de store har postmaster sider). Og hvis ens mail mængde er stor nok så står der også på de sider hvad man skal gøre.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere