Ren barneleg: Hackere vil vise, at selv børn kan hacke USA's valgmaskiner

Illustration: Bigstock
Sidste år formåede hackere på Defcon at vise, at hacks mod USA's valgmaskiner var mulige. I år vil de gå endnu længere.

Årets Defcon i Las Vegas vil have nogle ekstraordinært unge gæster. Vote Hacking Village vil nemlig slippe hackerteams med deltagere på 8-16 år løs mod en kopi af den side, der driver det amerikanske valgsystem, skriver The Register.

»Det er så nemt at hacke systemet, at vores voksne medlemmer ville finde det kedeligt at prøve at hacke systemet,« siger medstifteren af hacker-landsbyen til The Register.

»Jeg diskuterede emnet med en kollega, der sagde, det ville være 'barneleg' at hacke systemet og jeg sagde; Det er en fucking god pointe!, og begyndte at planlægge det her event med det samme.«

Webside-kopien, der skal tjene som målet i demonstrationen er udviklet af Brian Markus, der ifølge The Register er en af USA's bedste, etiske hackere, der udover at drive sit eget konsulentfirma har arbejdet i præsidentens nationale sikkerheds- og telekommunikationsråd.

»Vi er ret sikre på, at alt han (Brian Markus, red.) laver er en tro kopi af regeringens valgsider. Han er mindst lige så god til at låse sider ned som de, der designer og driver statens site.«

Og eksperimentet er ikke bare for sjov. Om kun tre måneder går det amerikanske valg i gang igen, og der er flere ting, der peger på, at fremmede stater, her især Rusland, forsøgte at blande sig i det sidste amerikanske valg. Derfor bør man oppe sig for at sikre, det ikke sker igen, blandt andet ved en betydelig forøgelse af it-sikkerhedsbudgettet op til valget, skriver The Register.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (8)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#2 Kim Hansen

Det drejer sig ikke udelukkende om digitale valg eller ej. Hele konstruktionen og tilliden omkring et valg er mindst lige så vigtige, hvilket Tom Scott også påpeger. Mange stater i USA bruger faktisk et "paper trail", men hele konstruktionen omkring deres valg skal man lade være med at sætte sig ind i, medmindre man hurtigt kan komme ud på et toilet for at brække sig.

Man smider f.eks. titusinder af afgivne stemmer ud af forskellige årsager. (https://www.aclu.org/blog/voting-rights/fighting-voter-suppression/were-...) Nogle steder var antallet af droppede stemmer højere end forskellen ned til nr. 2...

Og så er der hele problematikken omkring gerrymandering (valgdistrikter), som er helt absurd. Her kan man vinde et distrikt med under halvdelen af de angivne stemmer ved at bruge statistik og matematik og lave valgdistrikter ud fra det. Det er så slemt, at højesteret flere steder har måtte stoppe det: https://twitter.com/AP/status/955512012301307904

I dansk kontekst må man nok anse tillid og konstruktionen som værende på plads, men selv her vil et digitalt valg være en utrolig dårlig ide. Vi risikerer som minimum, at de 2 første forudsætninger forsvinder.

  • 12
  • 0
#3 Christian W. Moesgaard

USA har også flere andre spændende problemer. For eksempel har Californien flere delegater fordi når de laver folkeoptælning, er det ligegyldigt om du er statsborger eller ej, men kun statsborgere har stemmeret - dvs. jo flere ulovlige indvandrere du har, desto mere magt får det vindende parti i Washington.

Dette forklarer med et strøg hvorfor Sanctuary Cities konceptet eksisterer, både i Texas (fordel for R) og Californien (fordel for D).

De har heller ikke Voter ID. I flere stater er der utallige døde mennesker og andet snask, som findes på stemmelisterne - og du skal heller ikke vise ID. Dvs. at du kan komme til et valgsted, sige at du er en, du ikke er, og som i øvrigt er død eller flyttet, og stemme. Du kan derefter rejse videre til næste valgsted og gøre det samme. Både demokrater og republikanere kører folk rundt i busser for at stemme illegalt.

R vil gerne lave det om, men D siger, at det ville være racistisk, at lave det om, fordi nogle er så fattige at de ikke har råd til et ID, og dette er især tilfældet hos de fattige befolkningsgrupper, som overvejende er andre end hvide og asiater. Dette er åbenlyst noget værre vrøvl.

Og ja, især Republikanerne er super glade for gerrymandering, men Demokraterne kan også.

  • 2
  • 6
#4 Ditlev Petersen

at når man har et valg, hvis korrekthed ikke kan bevises, så kan ethvert parti hævde, at det egentlig vandt valget, men at konkurrenten snød med valget og optællingen. Ingen kan vide eller bevise, om det er korrekt. Spørgsmålet vil derfor kunne afgøres med rå magt i gaderne eller med partivalgte dommere. Og så sikrer man, at den stærkeste vinder hver gang, og man kan få et stabilt styre. Og dette stærke og stabile styre kan så indgå internationale aftaler (våben, råstoffer etc.), mens den svagere part kan blive fjernet af soldater, evt. tilkaldt fra udlandet.

Spørgsmålet er kun, hvorfor man overhovedet skal gøre sig den ulejlighed at holde et "valg" med alle de skumle og dyre forberedelser, der er nødvendige?

En lille smule sarkasme kan forekomme.

  • 4
  • 0
#6 Nicolai Lindskov Knudsen

De har heller ikke Voter ID. I flere stater er der utallige døde mennesker og andet snask, som findes på stemmelisterne - og du skal heller ikke vise ID.

Det er alment accepteret, at "Voter ID" love i USA ikke gør en pind for valgsikkerheden, men til gengæld forhindrer mange i at udnytte deres demokratiske ret til at stemme. Disse love er typisk indført i republikansk kontrollerede stater i håbet om at udelukke fattige og minoriteter fra at stemme, fordi de traditionelt stemmer demokratisk, og kan have svært ved at få godkendt ID pga. omfattende bureaukrati.

Officielt tror jeg der er dokumenteret nogen og tredive tilfælde af valgfusk de sidste 10-15 år. Sammenlignet med en total stemmeafgivning på over en milliard i samme periode, så er problemet til at overse. Selv hvis mørketallet er et par hundrede procent højere.

New York Times, Washington Post og andre nogenlunde faktadrevne medier har skrevet massevis af artikler om emnet indenfor de sidste par år, så det er bare at google lidt, hvis du ikke tror mig.

  • 3
  • 1
#8 Jesper Nielsen

R vil gerne lave det om, men D siger, at det ville være racistisk, at lave det om, fordi nogle er så fattige at de ikke har råd til et ID, og dette er især tilfældet hos de fattige befolkningsgrupper, som overvejende er andre end hvide og asiater. Dette er åbenlyst noget værre vrøvl.

Prisen er en lille del af problemet. Et større problem er (historisk) begrænsning af adgangen til at få et ID (ved alt fra begrænsning af åbningstid til meget korte perioder til helt at lukke DMV-kontorer) i områder med mange sorte borgere. Og det ér racistisk.

I mange (de fleste) stater kan (mange) tidligere dømte heller ikke stemme. Dette påvirker også især sorte borgere i uforholdsmæssig stor grad, da de åbenlyst udsættes for profilering fra politiets side, og dermed i højere grad end hvide ender i spjældet for fx ikke-voldelige narkoforhold — selvom hvide bryder disse love i samme grad som sorte.

  • 3
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere