Rekordsøgning: Datalogi storhitter i København
Det vælter ind med studerende på datalogiuddannelsen ved Københavns Universitet.
I år har 461 håbefulde unge således søgt ind på uddannelsen, der blandt andet hejler de studerende igennem algoritmer, datastrukturer, computerarkitektur og teorien bag compilere.
Det er en stigning på 30,6 procent i forhold til 2012 og ny rekord, oplyser universitetet i en pressemeddelelse.
Og datalogi er ikke den eneste uddannelse, der er populær i år. Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet ved universitetet har i alt modtaget 4,5 procent flere ansøgninger i år.
»Det er særligt de klassiske naturvidenskabelige uddannelser som biologi, kemi, matematik og biokemi, der går frem, men også uddannelsen til skov- og landskabsingeniør og datalogi er steget meget,« udtaler studiechef Claus Nielsen, Københavns Universitet, i en pressemeddelelse.
På søsteruddannelserne Kommunikation og It og It og Sundhed er der dog knap så stor grund til jubel. Her må man se et fald i ansøgertallet på 5,8 procent og 8,3 procent i øjnene.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.