Siden 2010 er kurven over danskere, der taber penge som følge af internet-bedragere, steget ufortrødent, viser en ny rapport fra Danmarks Statistik. På bare tre år er antallet af danskere, der har været udsat for økonomiske tab som følge af falske e-mails (phishing) og bedrageriske hjemmesider (pharming) vokset fra under 60.000 til over 160.000 i 2013. Det er næsten en tredobling på de tre år.
Tallet er det højeste Danmarks Statistik har målt i de fire år, der er kørt statistik på fænomenet. Det seneste år alene har tegnet sig for en stigning på mere end 60.000 i antallet af økonomiske tab på baggrund af falske e-mails og pharming.
Kurven over misbrugte kreditkort på nettet er ligeledes steget uden ophold i samme periode og er ifølge Danmarks Statistiks opgørelse oppe på mere end 115.000 berørte danskere i 2013. Et tal, der i 2010 lå på knap 66.000.
Stigningerne kan dog til dels forklares med, at der i samme periode er koblet flere danskere på internettet. Procentdelen af danske internetbrugere, der rammes økonomisk som følge af internet-bedragere, har således været konstant indtil det seneste år, hvor andelen af berørte internet-brugere sprang fra to til fire procent.
Tallene er indhentet via et spørgeskemaundersøgelse og Justyna Wijas-Jensen, der står bag undersøgelsen, understreger, at formuleringen af spørgsmålene i 2013 blev ændret, hvilket også kan have indflydelse på den markante stigning det seneste år.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.