Rekord: Dansk app til blinde fik 50.000 brugere på tre dage

Illustration:
Den danskudviklede app 'Be My Eyes' har fået så overvældende international interesse, at folk står i kø for at blive frivillige hjælpere, og serverne er blevet lagt ned flere gange.

Appen 'Be My Eyes' forbinder blinde mennesker med hjælpsomme sjæle via en iPhone-app til videochat. Ideen er tilsyneladende så god, at tusindvis af mennesker fra hele verden på få dage er strømmet til den danskudviklede app for at hjælpe en blind.

»Man bliver fuldstændig overvældet. Vores fokus har bare været på at holde appen kørende,« siger appens grundlægger Hans Jørgen Wiberg, der kort efter lancering måtte opgradere serverkapaciteten for at følge med.

»Og selv nu kniber det endda,« siger han til Version2.

Serverne blev første gang lagt ned i omkring otte minutter, efter at appen havde været i Aftenshowet på DR. Lige pludselig ville tusind mennesker registrere sig på samme tid, og det var mere end, hvad serverne kunne klare. Senere dagen efter blev appen også nævnt i TV-Avisen, hvilket igen kørte serverne i sænk i ca. 12 minutter.

Der er i skrivende stund over 52.000 hjælpere og 4.000 blinde, der har oprettet sig i appen siden den internationale lancering den 16. januar 2015.

Appen fungerer som en slags forlængede øjne for den blinde, der bruger kameraet på sin telefon til at sende video ud til en frivillig hjælper, der via sin smartphone i den anden ende kan vejlede den blinde, der har brug for hjælp. Det kunne for eksempel være til at indstille vaskemaskinen, stå af på den rigtige station eller vælge den rigtige medicin.

Udviklerne har valgt at holde projektet non-profit, og det godgørende formål har hurtigt spredt sig via de sociale medier over hele verden, blandt andet ved hjælp af en Thunderclap-kampagne (crowdsourcing af omtale på de sociale medier). Derudover er Be My Eyes blandt blevet omtalt i store internationale medier som TechCrunch, Huffington Post og Mashable.

Det ønskede tweet er blevet slettet eller kunne ikke findes.

»Så bliver det en sneboldeffekt,« siger Hans Jørgen Wiberg og fortsætter:

»Der var en kendt amerikansk skuespiller, der tweetede om os, og det blev delt over 16.000 gange. Det er nogle fuldstændig syrede tal.«

Be My Eyes har indtil videre håndteret 8.000 opkald mellem blinde og hjælpere. Dermed er det også langt fra alle af de frivillige, som endnu har fået mulighed for at hjælpe en blind, hvilket især skyldes den store mængde af tilmeldinger fra interesserede hjælpere.

»Det er et kæmpe luksusproblem - der er rigtig mange, der gerne vil hjælpe,« siger Hans Jørgen Wiberg og uddyber:

»Det er nok nemmere at nå ud til hjælperne end de blinde. Det skal i gennem blindeorganisationerne, der skal skrive det i deres medlemsblad, og så skal der komme et familiemedlem ud og installere det hos den blinde. Men vi skal nok komme op på omkring 10.000 blinde i løbet af nogle uger,« siger han.

Udviklerne har også fået e-mails i massevis fra brugere, der gerne vil hjælpe en blind, men ikke kan komme igennem. Derfor måtte teamet ændre matching-algoritmen, så nogle af dem, der ikke havde hjulpet en blind, fik førsteprioritet i ‘køen’.

Selvom Be My Eyes kun er på engelsk, så forbinder appen automatisk til hjælpere, der har sat sin iPhone op til det samme sprog. Dermed kan appen forbinde blinde og hjælpere på over 80 forskellige sprog.

Der er endnu ikke nogen udgave til Android, men udviklerne vil på sigt satse på at udvide appen, så den også understøtter Googles mobile styresystem. Valget faldt på iOS i første omgang, fordi Apple har et meget veludviklet mobilt økosystem til blinde ifølge Hans Jørgen Wiberg.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (4)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Christen Fihl H. Nielsen

Jeg hentede den også.
Jeg kan så give en time nu og da, men ønsker at være passiv i andre perioder.
"Passiv" kan jeg ikke se kan gøres uden at logge ud.
Og login er ret så langsomt, når den ikke engang husker brugernavnet.

Så jeg kan ikke give "my spare time" til de blinde, for besværligt

  • 1
  • 0
Markus Hornum-Stenz

Altså: Du hjælper en blind med at se hvornår vedkommende kan gå over vejen, du tager fejl (eller teknikken fejler), den blinde lider overlast. Hvem har ansvaret?

Eller blind sidder med noget som høn ikke kan læse - og må vente fra 1 min til 1 time
på en som kan og vil læse for vedkommende.

For mig at se er det vist desværre mest en lidt fjollet feel-good app (Hjælp Verden hvis du har tid og lyst) som appelerer til dem, som ikke tænker de tekniske scenarier igennem

  • 0
  • 1
Log ind eller Opret konto for at kommentere
IT Company Rank
maximize minimize