Nedbruddet på Yousees kabeltv nytårsaften fik ekstraordinært mange danskere til at forsøge at streame dronningens nytårstale og rådhusklokkerne fra DR via internettet. Det var imidlertid ikke alle, der var i stand til at få forbindelse til DR's streaming-tjeneste.
»DR's streamingtjeneste oplevede et helt ekstraordinært pres nytårsaften klokken 18 til dronningens nytårstale og igen klokken 24 til rådhusklokkerne. Vi kan se et peak på 406.000 samtidige streaming-brugere. Seneste rekord var til OL-håndboldfinalen i august, hvor vi havde 220.000 samtidige streaming-brugere på DR's tjeneste,« skriver underdirektør Mikkel Müller fra DR Teknologi i et e-mailsvar til Version2.
DR benytter Content Delivery Network-udbyderen Akamai til at håndtere det store antal samtidige brugere, og den del af infrastrukturen var ifølge Mikkel Müller i stand til at følge med det ekstraordinært store antal brugere.
Alligevel oplevede flere brugere, at de ikke kunne få forbindelse til DR's streaming-tjeneste.
»Systemet blev desværre overbelastet i perioder, så brugere oplevede, at det var langsomt eller umuligt eller komme ind og streame. Akamai havde ikke problemer og kunne skalere til det høje niveau. Flaskehalsen ligger altså et andet sted i systemerne, og vi er i fuld gang med at analysere dette, men har ikke svaret endnu,« skriver Mikkel Müller.
DR's tekniske afdeling arbejdede i løbet af nytårsaften på blandt andet at tilføje flere applikationsservere for at håndtere situationen og øge kapaciteten.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.