Bøden for at glemme et chek-ud halveres og en ny app skal hjælpe brugere med at huske check-ud. Det er et par af punkterne som Rejsekort A/S i dag har præsenteret på et møde med Folketingets transportudvalg.
Handlingsplanen kommer efter en røffel fra transportminister Magnus Heunicke, der i starten af december bad rejsekort-selskabet om et konkret forslag til, hvordan 17 gennemgående problemer kunne løses. Magnus Heunicke krævede blandt andet, at det skulle være lettere at skifte betalingskort tilknyttet rejsekortet, samt at selskabet skulle give brugere mulighed for at blive benådet, hvis systemet spærrede ens rejsekort.
Nu er svaret fra Rejsekort A/S klart. Selskabet vil blandt andet sænke straf-gebyret for at glemme at tjekke ud fra 50 kr til 25 kr. De 25 kr. er ifølge selskabet gennemsnitsprisen for en rejse. Gebyret for at glemme et såkaldt skifte check-ind bliver samtidig sænket fra 50 kr. til 10 kr.
Fordi straf-rabatten kan virke lokkende på brugere, der spekulerer i at undlade at tjekke ud, bliver der også sat fokus på rejsekort-snydere. Rejsekort A/S vil finde en model, der kan lade trafikvirksomheder kræve betaling for lange rejser, hvor kunden har glemt check-ud, lyder det i planen.
Transportordfører fra Enhedslisten, Henning Hyllested, har pæne ord til Rejekort A/S oven på mødet, hvor planen blev præsenteret.
»De har arbejdet meget ihærdigt. Generelt synes jeg, de arbejder seriøst med det. Det bliver nok aldrig noget rigtig godt system, men det er det system, der nu er. Og jeg tror på, at det kan komme til at køre mere optimalt,« siger han.
Handlingsplanen bliver heller ikke enden på problemerne med rejsekortet, hvilket også direktør for Rejsekort A/S Bjørn Wahlsten ifølge transportordføreren fremhævede på mødet med transportudvalget.
De fleste af initiativerne bliver implementeret i begyndelsen af det kommende år.