Kunne du tænke dig at vinde 75.000 kroner, og har du en god idé til en app, der gør det muligt at checke ud med tilbagevirkende kraft? Så er den idé-konkurrence, som Rejsekort A/S lige har udskrevet måske noget for dig.
Af konkurrencematerialet (PDF) fra Rejsekort A/S fremgår det, at brugerne af rejsekort glemmer at checke ud på ca. 1,5 % af alle rejser med rejsekort. For rejser, der ville have kostet mindre end forudbetalingen, betyder det en merpris for rejsen. For rejser, der ville have kostet mere end forudbetalingen, betyder det, at kunden har betalt for lidt og risikerer efterfølgende at få spærret sit rejsekort.
På den baggrund vil trafikselskaberne bag Rejsekort A/S gerne have udviklet en løsning, så brugere - via en app eller via en browser - kan indmelde, som det kaldes, et glemt check ud og dermed undgå at få en advarsel, eller ligefrem at få spærret rejsekortet, som det kan ske i dag.
App'en skal på den ene side hjælpe dem, der glemmer at checke ud, men på den anden side, skal den heller ikke vænne rejsekortbrugerne af med check ud, fremgår det at materialet. Og derfor skal der også sættes en grænse for, hvor mange glemte check ud, der må indmeldes - i løbet af eksempelvis et år.
Og så skal app'en indrettes på en måde, så den heller ikke inviterer til snyd. Altså i form af at indmelde check ud et andet sted, end der hvor rejsen faktisk gik til, og på den måde slippe med en lavere rejsepris.
»Grunden til, vi vælger en idé-konkurrence er, at vi egentlig godt vil have fat i al den kreativitet, der ligger ude omkring. Og så bliver vi også nødt til, inden vi går på markedet og udbyder produktionen af sådan en app, at være sikre på, at vi ikke åbner en ladeport for snyd,« siger adm. direktør i Rejsekort A/S Bjørn Wahlsten til Version2 og fortsætter:
»Så vi vil gerne gøre det endnu enklere for de ærlige kunder, men omvendt vil vi ikke lukke en port op for de uærlige.«
Udover at håndtere glemt check ud, er formålet med app'en også, at rejsens pris bliver korrekt afregnet. Så en eventuel difference mellem de 25 kroner, der i dag bliver betalt i aconto ved rejsens start, og så rejsens endelige pris, kan indbetales i forhold til rabattrin, rejsekort-type og andet, der måtte gøre sig gældende for den enkelte kunde.
App-konceptet skal kunne bruges på flere platforme, fremgår det desuden af konkurrencematerialet. Det vil også sige i en browser, og her bliver en HMTL5-baseret løsning nævnt som en mulighed.
Konkurrencen løber fra i dag og frem til 10. marts.
Da der er tale om en idé-konkurrence, skal der til den tid ikke afleveres et færdigt produkt. Besvarelsen skal være i form af en beskrivelse - eventuelt suppleret med flowdiagram, udkast til skærmbilleder og/eller anden form for dokumentation. Softwarekode vil ikke blive evalueret, fremgår det af konkurrencebeskrivelsen fra Rejsekort A/S.
Desuden skal besvarelsen være på dansk. Og materialet skal kunne kopieres til dommerkomiteens medlemmer, uden at indsenderens identitet fremgår af kopierne.
Blandt dommerkommiteens medlemmer, er der iøvrigt en gammel Version2-kending. Nemlig systemingeniør Casper Bang, der ad flere omgange har gjort sig bemærket i online-spalterne, blandt andet da han udviklede en app, der via visse telefoners NFC-chip gør det muligt at scanne et rejsekort og eksempelvis se, om det er checket korrekt ind.
I en mail til Version2 fortæller han, at han ikke selv har tid til at deltage i konkurrencen, men at han synes, det er sjovt, at være med som dommer:
»Som pendler og systemudvikler har jeg traditionelt altid haft mine holdninger til rejsekortet, f.eks. brokkede jeg mig for nyligt lidt over at jeg nu får mail flere gang om ugen fra Rejsekort omkring optankning. At jeg bliver spurgt om deltagelse ser jeg derfor som et positivt tegn fra Rejsekort A/S om, at man virkelig gerne vil være bedre og er frisk på at inddrage udefrakommende kræfter. Der synes da også at være sket en hel del her på det sidste,« skriver Casper Bang og fortsætter:
»Jeg er sikker på at konkurrencen vil skabe en masse debat, bl.a. på Version2, omkring hvorvidt man ikke bare bør lave en app, der så også kan checke ind mv. Men som udgangspunkt synes jeg selvfølgelig, at det er en god ide at komme folk, der glemmer at checke ud, til undsætning - for det sker også for en som mig, der pendler hver dag og har gjort det i mange år.«
Udover de 75.000 kroner som 1. præmie, er der 25.000 kroner til nummer to, og 10.000 kroner til tredjepladsen. De overordnede vurderingskriterier i konkurrencen er: brugervenlighed, realiserbarhed og forebyggelse af misbrug.
Yderligere beskrivelse af idé-konkurrencen, kan findes her (PDF), hvor det blandt andet fremgår, at kunden skal kunne:
- Indmelde glemt check ud, dvs. inddatere det stoppested eller den station, hvor hans rejse endte, men hvor han glemte check ud. Kunden skal også inddatere det tidspunkt, hvor rejsen endte. Indmelding skal også høre til en bestemt rejse, hvor der er foretaget check ind.
- Bekræfte sammenhæng mellem check ind og check ud af den samme rejse, dvs. App’en skal kunne håndtere, at check ind-informationen for rejsen nogle gange først kommer ind til rejsekortsystemet et stykke tid efter afslutningen af rejsen og derfor ikke er tilgængelig, hvis kunden indmelder et glemt check ud kort tid efter rejsens ophør. App’en kan derfor f.eks. åbne for, at kunden efterfølgende kan bekræfte sammenhængen mellem det registrerede check ind og det indmeldte check ud.
- Se prisen på den afsluttede rejse, efter glemt check ind er indmeldt. Det vil sige, at når rejsen således er defineret med check ind og check ud, skal prisen beregnes via opslag på rejseplanens prisberegner. For rejser, der har kostet mindre end forudbetalingen, sker tilbagebetaling – minus et gebyr – så automatisk til kundens NemKonto. Denne tilbagebetaling er ikke en del af App’ens funktion.
- Betale forskellen mellem forudbetalingen og rejsens faktiske pris plus et gebyr. For rejser, der har kostet mere end forudbetalingen, skal kunden have en eller flere muligheder for at betale differencen plus et gebyr. Det kan f.eks. være muligt i App’en at betale med et betalingskort, men også at give information til bankoverførsel. Trafikselskaberne skal kunne kvittere for modtagelsen af beløbet og dermed acceptere det indmeldte check ud.
- Genfinde dokumentation for hele forløbet. Det vil sige hele forløbet skal registreres, så kunden har dokumentation herfor, og trafikselskaberne i tvivlstilfælde kan hjælpe kunden.
Kilde: Rejsekort A/S

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.