Rejsekort-brugere bliver straffet økonomisk når tog og bus er forsinket

Forsinkelser i den kollektive trafik kan betyde, at passagerer med rejsekort må betale ekstra for turen. Det er ikke fair, men der er heller ikke nogen umiddelbar løsning, lyder svaret fra DSB, som er hovedaktionær i Rejsekort A/S.

Passagerer, der bruger rejsekort, risikerer at skulle betale ekstra for turen, hvis bussen eller toget bliver forsinket. Og jo større forsinkelsen er, jo større et beløb kan passagererne ende med at få trukket på deres rejsekort ved check ud.

Beløbet får kunderne kun igen, hvis de selv opdager overtakseringen - eksempelvis i forbindelse med check ud - og derefter på eget initiativ henvender sig til kundeservice.

»Det er groteskt, det er det. Og det er fuldstændigt uigennemskueligt,« siger Asta Ostrowski, seniorrådgiver fra Forbrugerrådet Tænk, om situationen.

Hos DSB, der er hovedaktionær i Rejsekort A/S, bekræfter man, at rejsekort-kunder kan risikere at skulle betale ekstra, hvis der er forsinkelser i den kollektive trafik.

»Det er korrekt, at det kan man. Og vi har ikke noget system, som kan håndtere det, se bort fra det eller kompensere for det,« siger Christian Linnelyst, chef for salg og produktmarketing i DSB.

Den bizarre situation, hvor passagerer risikerer økonomisk straf ved forsinkelser, skyldes rejsekortets regler om maksimum rejsetid. Det er en tidsbegrænsning på, hvor lang tid det højst må tage at bevæge sig et givent antal zoner i et takstområde. Et takstområde er eksempelvis Hovedstadsområdet, Fyn område Øst eller Nordjylland.

I Hovedstadsområdet må det maksimalt tage 1 time at rejse 2 zoner, 1 time og 15 minutter at rejse 3 zoner, og så fremdeles. Så hvis en 2-zoners rejse fra check ind til check ud tager længere end 1 time indenfor Hovedstadsområdet, bliver rejsen automatisk takseret til et højere antal zoner, der svarer til den endelige rejsetid ved check ud. På den måde kan en 2-zoners rejse, der i udgangspunktet koster 15 kroner i Hovedstadsområdet ende med at blive takseret til 20 kroner eller mere, alt efter rejsens varighed.

For rejser mellem takstområderne er prisen uafhængig af rejsetid. Så hvis en rejsekort-passager checker ind i København og ud i Vejle, koster det ikke ekstra som følge af reglerne om maksimum rejsetid, hvis toget bliver forsinket undervejs.

Trafikselskabet Movia har tidligere over for Version2 forklaret, at maksimum rejsetid forhindrer, at passagerer kan rejse mere eller mindre ubegrænset rundt i et takstområde og kun betale for eksempelvis 2 zoner. Det selskabet kalder cirkel-rejser.

Læs også: Offer for rejsekort-spidsfindighed: Kørte 2x3 zoner - betalte for 8

Et 2-zoners klippekort er også tidsbegrænset. Men til forskel fra klippekortet, så bliver rejsekort-kunder automatisk trukket for ekstra zoner, hvis maksimum rejsetiden overskrides. Også hvis det skyldes, at toget eller bussen bliver forsinket. Men rejsekort-systemet kan altså på nuværende tidspunkt ikke tage højde for eksempelvis et kvarters forsinkelse af et s-tog eller en bybus.

Hvordan skal kunderne så slippe for at at betale for forsinkelser i den kollektive trafik? Christian Linnelyst fra DSB opfordrer rejsekort-passagerer til at holde øje med prisen for deres rejse, når de checker ud. I den sammenhæng påpeger han, at mange rejsekort-brugere rejser den samme tur ofte, og derfor ved de også, hvad prisen bør være.

»Hvis de har siddet i et tog eller en bus eller en metro og været forsinkede, så skal de lige være opmærksomme på, hvad prisen er, når de checker ud. Om den er anderledes, end den plejer at være. Det ved de som regel. Og hvis de har været forsinkede, så må de tage fat i kundecenteret efterfølgende og få refunderet beløbet. Der er desværre ikke andet at gøre lige nu,« siger Christian Linnelyst.

DSB: Det er ikke fair

Synes du, det er rimeligt, at en passager, der har rejst 2 zoner, kan ende med at betale for eksempelvis 8 zoner som følge af et forsinket S-tog?

»Nej, det synes jeg ikke er fair. Desværre er systemet sat sådan op, som det er, hvor vi ikke ved, hvor kunden rejser hen på forhånd. Derfor er der de her maks-tidsbegrænsninger, som du er bekendt med. Så det er jo noget, der ligger designet i systemet, som det er nu. Men jeg er enig med dig i, at det er ikke godt nok,« siger Christian Linnelyst.

Hos Forbrugerrådet Tænk er Asta Ostrowski alt andet end imponeret over udsigten til, at det er passagererne, der på eget initiativ må sørge for at henvende sig til kundeservice i tilfælde forsinkelser.

»Hvis man ikke kan indrette systemet teknisk klogt, så kan bør man i hvert fald informere passagererne. Man kunne forestille sig, at man i forbindelse med forsinkelse, over højtalerne i det mindste sagde: 'Toget er forsinket, vær opmærksom på, hvad det har af betydning for din rejse og dit check ind med dit rejsekort',« foreslår hun og fortsætter:

»Man er jo slet ikke klar over, at der er et tema her. Et sted at starte ville være at informere folk, men det er jo ikke gjort med det. Det ville i hvert fald hjælpe lidt, hvis man vidste, at der var et problem.«

Asta Ostrowski så dog helst, at rejsekort-systemet blev indrettet, så der ikke per automatik bliver trukket penge fra kunderne som følge af forsinkelser.

DSB vil kigge på det

Christian Linnelyst vil nu undersøge, om DSB klart og tydeligt kan informere passagerer i situationer, hvor det kan koste rejsekort-brugere et ekstra antal zoner som følge af forsinkelser.

Derudover vil Christian Linnelyst se på, om problemet skal opprioriteres i den dialog, DSB har med Rejsekort A/S om det løbende udviklingsarbejde af rejsekort-systemet.

»Vi vil gøre, hvad vi kan. Jeg vil ikke stå her og love noget som helst. Men vi gør selvfølgelig hvad vi kan for at presse på og tilgodese kunderne så godt som overhovedet muligt, sammen med de øvrige trafikselskaber.«

DSB kan ikke oplyse, hvor ofte det hænder, at passagerer betaler ekstra som følge af forsinkelser. Det skyldes, at virksomheden ikke registrerer de folk, der sidder i toget. Og at de folk, der har henvendt sig for at få penge tilbage i DSB's servicecentre, heller ikke bliver registreret.

Men at det sker fra tid til anden, vidner i hvert fald en situation tidligere på året om, hvor s-togene var ramt af massive forsinkelser som følge af tekniske problemer hos Banedanmark. Her henvendte en læser af Ingeniørens hjemmeside ing.dk sig med en historie om, hvordan en rejse på 3 zoner blev takseret til 7 zoner som følge af reglerne for maksimum rejsetid.

Læs også: Togkaos: Rejsekort-passagerer betaler for ukørte zoner

Version2 har forsøgt at få en anden stor rejsekort-aktionær, Movia, til at svare på, hvorvidt det er rimeligt, at rejsekort-passagerer i eksempelvis bybussen risikerer at bliver økonomisk straffede, hvis bussen er forsinket.

Med henvisning til travlhed har Movia imidlertid ikke ønsket at svare på spørgsmål i den forbindelse.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (27)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Jacob Larsen

Ved klippekort tælles tidsbegrænsningen til sidste påstigning. Vi er allerede tvunget til at checke ind hver gang. Det burde være en smal sag at trække sidste tur fra tiden når der regnes zoner. Men det er jo til de rejsendes fordel så det ser vi nok ikke ske foreløbig.

  • 22
  • 1
henrik hansen

Vi er tilbage ved hovedproblemet med vores rejsekort. Opsæt bomme, låger eller lignenede ved indgangen til perronområdet på stationerne (som man gør i mange af vore nabolande) og registrer hvor rejsen starter. Når man afslutter sin rejse på en anden destination så forlader man jo perronen (ligeledes via en bom) og dermed ved systemet hvilken strækning man har tilbagelagt og skal betale for. Ligeledes må man så i busserne registrere når man stiger på og af bussen (kræver en ekstra scanner) - drop tidsregistreringen.

  • 9
  • 7
Henrik K. Jensen

Og så snart et eller flere tog/s-tog/metro blev sat til at være forsinket slår man tidsgrænsen fra for rejsekortsrejsende i de berørte områder.

Det ville nedsætte indtjeningen, så det tvivler jeg på har nogen høj prioritet.
Jeg har det indtryk at alt hvor kunder skal have penge tilbage skal være besværligt og tag lang tid, det kunne være fordi at det afholder kunder fra at klage.

  • 7
  • 1
Christian Panton

Jeg kan ikke se hvorfor man ikke kan tjekke tidsgrænsen på "check-ind", frem for, som nu, ved "check-ud". Så ville det være identisk med klippekortenes funktion.

Når du påbegynder din rejse, så er der naturligvis ingen tjek. Skifter du derimod transportmiddel undervejs, så er det ved dette check-ind at tidsgrænserne kontrolleres. Såfremt at check-ind'et er senere end tidsgrænsen, så betaler man for den højere zone-takst.

Sidst jeg kiggede på dataformatet, så gemmes første check-ind tidspunkt på kortet. Det vil være en simpel ting at blot opdatere softwaren i standerne til den nye algoritme.

At tjekke i forhold til check-ud kan jeg kun se vil blive ved med at give denne slags problemer.

  • 8
  • 1
Jakob Møllerhøj Editor
  • 2
  • 0
Svend Erik Bruhn

Måske er vi langt forbi det punkt. Men man kunne rejse meget for de milliarder som rejsekortet har kostet. Andre steder har man set, at det er billigere at lade skatteborgerne betale end at have et billetsystem. I Toronto stiger man på metro og busser, og det kører bare. Man skal købe en polet, men ellers er der ikke nogen, som bekymrer sig om, hvor langt man skal. Det er jo i samfundets interesse, at alle er så mobile som muligt, og at arbejdskraften når frem til der, hvor der er brug for den!

  • 27
  • 0
Martin Wolsing

Det ville nedsætte indtjeningen

Ellers også ville forenkoingen og gennemskueligheden gøre at flere bruger det offentlige transport system.

Man skal huske på hvorfor det er sat i søen til at starte med. Er det for at sikre borgerne mobilitet eller er det for at tjene penge? Kontrol og bureaukratiet kan også være så dyrt at det ikke giver nogen mening set ud fra et økonomisk synspunkt.

  • 14
  • 0
Christian Panton

Jo, men det løser vel ikke problemet ift., at passagerer med rejsekort i udgangspunktet risikerer at betale ekstra, hvis der eksempelvis er signalproblemer hos Banedanmark?

Det kommer an på hvilken del af rejsen at dette opstår. Sker det ikke på den sidste del, ja, så bliver man opkrævet ekstra. Men det gjorde man også med klippekort.

  • 2
  • 4
Jakob Møllerhøj Editor

Det kommer an på hvilken del af rejsen at dette opstår. Sker det ikke på den sidste del, ja, så bliver man opkrævet ekstra. Men det gjorde man også med klippekort.

Jo, men med rejsekort risikerer man vel ved omstigning og check ind på bussen automatisk at blive bonnet for 7 zoner som følge af en s-togsforsinkelse - modsat klippekort, hvor et ekstra klip med et 2-zoners kort måske kan gøre det - i fald det altså ikke er muligt at forklare chaufføren på linje 6A, at klippet er udløbet som følge af massive s-togsforsinkelser, og at man derfor ikke behøver klippe yderligere.

  • 4
  • 0
Jørgen Knoop

Det her er da ikke et rejsekortproblem. Det gælder da også ved almindelige biletter og klippekort, at hvis toget er forsinket, så kan tiden være gået, og man skal købe ny billet eller klippe en gang til på klippekortet, når man vil køre videre med bus til sit bestemmelsessted.

Den eneste forskel er, at man måske kan overtale buschaufføren til at tage en med alligevel - med rejsekortet skal man henvende sig til rejsekortselskabet bagefter.

  • 0
  • 9
Jens loggo

Det er ingen tekniske begrænsninger i vejen for at løse alle nævnte problemer, både i denne og andre artikler.

Det er udelukkende et spørgsmål om at vælge at gøre det.

Det burde ikke engang være svært, men det har i øvrigt ingen relevans om det er svært. Det kan godt være at deres system allerede er så upraktisk, at det er besværligt at lave sådanne ændringer, men det er heller ikke noget krav at jobbet skal være let.

  • 0
  • 0
Christian Nobel

Det her er da ikke et rejsekortproblem. Det gælder da også ved almindelige biletter og klippekort, at hvis toget er forsinket, så kan tiden være gået, og man skal købe ny billet eller klippe en gang til på klippekortet, når man vil køre videre med bus til sit bestemmelsessted.

Det er ikke der problemet er.

Problemet ligger i at hvis eksempelvis dit S-tog brækker ned på vej hjem, og du sidder og kukkelurer i 2 timer uden at kunne komme frem og tilbage, så får du en ekstra regning fra rejsekortet/DSB (den ultimative hån, da det modsatte ville være mere passende).

Det gør man ikke med et klippekort, da gyldighedstiden gælder ind til sidste ombordstigning - at toget så bruger 2 timer yderligere kommer ikke til at ligge dig til last.

En klar forringelse, og en underminering af passagerernes retssikkerhed.

  • 8
  • 0
Peter Stricker

Derudover vil Christian Linnelyst se på, om problemet skal opprioriteres i den dialog, DSB har med Rejsekort A/S om det løbende udviklingsarbejde af rejsekort-systemet.

Og hvor sandsynligt er det, at Rejsekortets kunder vil bede om at få denne uhensigtsmæssighed opprioriteret? En rettelse vil både koste tid og penge at implementere og betyde nedsat indtægt for kunderne. Og det er alligevel kun et fåtal af brugerne, der lægger mærke til, at de bliver snydt.

  • 4
  • 0
Finn Christensen

..Men man kunne rejse meget for de milliarder som rejsekortet har kostet. Andre steder har man set, at det er billigere at lade skatteborgerne betale end at have et billetsystem...

Sådan går det, når de 'gamle sognerødder' med grandiose egoer maven absolut vil bygge ting, der hverken passer til storbyer (København) eller (flækker) Nedre Bøvelse.

Omkring 80%[1] finder ud af at flytte sig selv og sin sydfrugter rundt u d e n denne 24/7 planlægning med primitive systemer..

Hvorfor skal vi år efter år fortsat bruge mia./tid/kræfter/ressourcer på det tåbelige rejsekort. Ikke en eneste politiker med evner, der kan finde stikket og så trække til ;)

[1] Tælling.. http://www.trafikdage.dk/papers_2009/praesentationer/296_CarstenJensen.pdf
[1] Ida/fremtid.. https://ida.dk/sites/prod.ida.dk/files/Fremtidens%20transport%20-%20en%2...

  • 0
  • 0
Jacob Mindak

Generelt set virker det ikke til, at mange helt basale ting ikke har været tænkt igennem, før det blev bestemt systemet skulle tages i brug! Ligesom dette skulle være tænkt ind fra start.. virkede de også meget forvirrede, da jeg spurgte om jeg kunne registrere mit månedskort, så jeg kun betalte for de zoner jeg skulle bruge ekstra.. Men det havde de ikke tænkt over! Så nu må jeg bruge klippekort til at supplere..

En anden krølle på hallen - deres nye månedskort app som jeg egentlig synes er smart.. Så man slipper for at have det fysiske kort med sig, samt man sparer Porto og papir..kan man ikke opnå de rabatter man får på abbonement service hvor man på et år typisk får 1,5 måned gratis/penge sat direkte ind på kontoen.. Så istedet for jeg bare ville modtage et nyt kort på telefonen - sender de 12 gange om året et fysisk kort med Porto kuvert osv... Hvor de sagde der ikke umiddelbart lå nogen løsning i den nærmeste fremtid....

Jeg tager mig selv til hovedet og forstår ikke en pind

  • 0
  • 0
Kasper Hovgaard

Generelt set virker det ikke til, at mange helt basale ting ikke har været tænkt igennem, før det blev bestemt systemet skulle tages i brug!

Jeg tror desværre, at det eneste, som reelt har haft betydning, før man satte dette Rejsekort-projekt i verden, var, at statens og trafikselskabernes indtjening skulle øges. Hvorfor skulle der være andre succeskriterier? Der er jo ikke nogen konkurrence overhovedet på kollektiv transport. Staten er selv økonomisk interessent i det nuværende system i skøn forening med landets trafikselskaber.

Så i dén henseende virker Rejsekortet formentlig fremragende - især når klippekortene udfases, så der ikke længere er noget alternativ.

  • 3
  • 0
Lars Christensen

Jeg har konstateret at såfremt jeg tilfældigvis får tjekket "ud og ind" en gang for meget undervejs igennem københavn fra vest til øst, så koster rejsen faktisk ikke ekstra, blot "ud og ind" tjekket sker i samme rejseretning.
Hvad mon der vil ske med Rejsekortets it-system hvis alle brugere af rejsekortet tjekker "ud og ind" sådan cirka hvert 20 minut?

  • 1
  • 0
Danny Andersen

Som titlen angiver, hvorfor har man som bruger af rejsekortet ikke haft mulighed for at se netop hvordan rejsekortet fungerer?

Jeg har personligt selv haft kontaktet rejsekortet for at spørge omkring beregningen af rejser, da jeg synes nogle af mine rejser blev takseret noget højt - uden at den person jeg snakkede med kunne svare på mit spørgsmål.

Rejsekortets hjemmeside har (efter min søgen) ingen informationer om deres taksering, så det er første gang jeg hører at det fungerer ligeledes et klippekort - eller næsten i hvert fald.
Jeg har flere gange testet ved at undgå at checke ud og dermed fortaget mig en "cirkel-rejse", som de så fint kalder det i artiklen.

Mit største problem med rejsekortet er, at de endnu ikke har tilknyttet periodekort sammen med rejsekortet, så man blot checker ind som man plejer, og hvis man rejser yderligere end de zoner man betaler for på sit periodekort bliver der naturligvis trukket for den ekstra strækning.

Problemet med at have et rejsekort sammen med et periodekort lige nu, er at man skal betale dobbelt for en zone, hvis man ønsker at benytte sig af rejsekortet. Med klippekortet gælder klippet jo blot som en tillægsbillet til ens periodekort, uanset zonen det er klippet i.
Hvis DSB nogensinde ønsker at bortskaffe klippekortet (som var planen for ca. et år siden), må de da få taget sig sammen og få indført denne funktion!

  • 0
  • 0
Peter Kyllesbeck

Rejsekortets hjemmeside har (efter min søgen) ingen informationer om deres taksering, så det er første gang jeg hører at det fungerer ligeledes et klippekort - eller næsten i hvert fald.
Jeg har flere gange testet ved at undgå at checke ud og dermed fortaget mig en "cirkel-rejse", som de så fint kalder det i artiklen.


"Det er ikke en del af ornamentikken" - det med småt.
(Olsenbanden) http://www.youtube.com/watch?v=AIZZ-mRY8so

Nederst på forsiden af rejsekort.dk er en rubrik "Det med småt", og der er en link til "Prisblad for rejser" http://www.rejsekort.dk/det-med-smaat/priser-for-rejser.aspx
På den er der så link til det aktuelle prisblad. http://www.rejsekort.dk/~/media/Rejsekort/pdf/Prisblade/2014/prisblad-vs...
Det er på 15 sider og i bilag 4 beskrives sammenhængen mellem tid og zoner.
Prisbladet er resultat af regionspolitikernes ønske om en enkel prisstruktur - politikerne skulle skamme sig.
Rejsekort A/S har bare forsøgt at implementere kludetæppet bedst muligt.

  • 1
  • 1
Bjarne Aakesen

Efter alle de problemer med det Rejsekort, som jeg ikke tror bliver optimalt,-foreslår jeg,at man gennemfører "Rabatklippekortet" ! Folk kan
stadig huske hvordan det Fungere,det er mere retfærdigt og det VIRKER !

Bjarne Aakesen

  • 0
  • 0
Povl Hansen

Da Rejsekortet gælder i det meste af Danmark kan man ikke indfører enhedspris, så ville en rejse fra Vesterport til Nørreport koste det samme som fra København til Aalborg.

Det er netop den slags misundelse, over af hvis du tager en rejse på 10 minutter så skal dem der tager en rejse på 12 minutter ihverttifald og helt bestemt betale mere, det er derfor af vi i dag bare i hovedstaden har 99+ zoner, hvor de i London kun har 9 zoner (enda spredt ud over et større område end de 99+ zoner dækker)

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere