En en funktion, der gør det muligt for rejsekort-passagerer at checke ud med tilbagevirkende kraft, er udskudt til april næste år. Rejsekort A/S har tidligere givet udtryk for, at funktionaliteten ville være lanceret i første udgave inden nytår.
Men passagerer, der af den ene eller den anden grund ikke lige får ført kortet forbi check-ud-standeren, eksempelvis i bussen, må altså vente lidt endnu, før det bliver muligt via smartphone og web at checke ud på et senere tidspunkt.
»Vi er blevet lidt forsinkede,« siger adm. dir. i Rejsekort A/S Bjørn Wahlsten.
Han fortæller, at Rejsekort A/S lige nu er ved at teste funktionaliteten internt, og at projektet vil nå ud til udvalgte brugere i en pilotfase i første kvartal 2016. Her vil det i første omgang hvor det i første omgang vil være muligt at teste produktet, forudsat man har fået en invitation til det. Altså som det kendes fra andre software-produkter i testfaser.
Til april forventer Bjørn Wahlsten, at der vil blive åbnet op, så alle passagerer har mulighed for at teste funktionaliteten, der stadig vil være i pilotfase.
»Når første runde af kundeerfaringer er samlet op, så kører vi den ud som pilot til Apple, Android, web og det hele. Så kan den det teknisk, som den nogenlunde skal kunne i fase et,« siger Wahlsten.
Efter planen vil produktet befinde sig i en testfase frem mod tredje kvartal 2016, hvor det er meningen pilotforsøget ophører.
Appen og web-løsningen udspringer af en idé-konkurrence, der blev lanceret i februar 2015, som netop gik ud på at komme med en idé til en app, der gør det muligt at tjekke ud med tilbagevirkende kraft, uden at åbne 'en ladeport for snyd', som Wahlsten tidligere har udtrykt det.
Blandt de indløbne forslag, var der ikke et enkelt, der løste hele problematikken i forhold til snyd, og Bjørn Wahlsten har også tidligere forklaret, at det netop er en af de udfordringer, der bliver arbejdet med i forbindelse med udviklingen af appen/web-løsningen.
Uvist med pendlerprodukt
Rejsekort A/S har netop udgivet en handlingsplan for 2016, der udover tidsestimatet for, hvornår passagererne kan forvente at få fingrene i tjek-ud-app'en, også fortæller noget om, hvornår pendlere kan forvente at få et fastprisprodukt til deres rejsekort. Altså pendlerkort på rejsekort.
Bjørn Wahlsten har tidligere over for Version2 givet udtryk for, at flere trafikselskaber vil lancere et fastprisprodukt til rejsekort i slutningen af 2016. Og det er stadig forventningen.
Alligevel er der ikke sat noget tidsestimat i handlingsplanen for, hvornår sådan et produkt bliver lanceret. 'Skal besluttes', står der ud for feltet 'Lancering af rejsekortprodukt til pendlere'.
Dermed er pendler-rejsekortet det eneste felt i handlingsplanen for 2016, hvor der ikke er påført et tidspunkt. Men det er ifølge Bjørn Wahlsten ikke det samme som, at der ikke kommer et rejsekort-produkt til pendlerne i 2016.
Når der alligevel ikke er nævnt et nærmere tidspunkt i handlingsplanen, hænger det ifølge Wahlsten sammen med, at selskaberne ønsker at teste fastprisprodukter i forhold til kundegruppen og finde ud af, hvordan en løsning nærmere skal skrues sammen. I den forbindelse er der flere løsninger, eksempelvis et kort, der ikke kræver check ind eller ud, men til gengæld udelukkende gælder inden for et givent område. Eller en anden løsning, der gør det muligt at rejse frit ind og ud af pendler-området, men hvor check ud og ind stadig er en forudsætning.
Bjørn Wahlsten peger på, det er op til de enkelte trafikselskaber hvornår og om, de ønsker at levere et fastprisprodukt.
»Jeg kan svare på, hvad jeg teknisk kan levere. Rammerne for det, og hvornår det bliver taget i brug, det er trafikselskabernes valg. Og der er ikke nogen, hvor jeg kan sige, at de gør det den og den dato.«
Tror du, der bliver lanceret et egentligt fastprisprodukt til Rejsekort i 2016?
»Det er jeg helt overbevist om.«
Som Version2 tidligere har fortalt, er det i dag teknisk muligt at understøtte periodekort på rejsekort.
Efter planen kommer der en udvidelse til denne funktion til juni 2016, som bevirker, at når en kunde rejser fra et område dækket af et periodekort til et område, som ikke er dækket, vil systemet ved tjek ud automatisk beregne prisen baseret på den korteste afstand fra kanten af fastprisområdet og så til tjek ud-stedet.
Og flere trafikselskaber har ifølge Bjørn Wahlsten indikeret, at de ønsker at teste denne funktionalitet inden, de ruller en løsning bredere ud, hvilket skulle ske i fjerde kvartal 2016.