Regionerne benytter risikabelt meget forældet software
Det kan være et brud på persondataloven, når regionerne stadig har Windows XP på deres maskiner, skriver Information.
Antal computere med XP i regionerne
Nordjylland: 100
Midtjylland: 5.000
Syddanmark: under 100
Sjælland: 113
Hovedstaden: 630
»Regionen har som dataansvarlig pligt til at have den tilstrækkelige sikkerhed, og når det nu er almindelig kendt, at så gamle udgaver af Windows ikke er særligt sikre, og der for patienternes vedkommende er tale om personfølsomme oplysninger, så ser det ikke godt ud,« siger Peter Blume, professor i persondataret.
Det samme mener Hanne Marie Motzfeldt, lektor i forvaltningsret og de juridiske aspekter af digitalisering.
»Det er ret enkelt. Man skal have den tilstrækkelige nutidige sikkerhed og følge med den tekniske udvikling. Det er det ansvar, man har, når man bliver betroet borgernes data.«
Muligvis brud på loven
Det er tre år siden, at Microsoft holdt op med at opdatere Windows XP. Det er velkendt, at systemet derfor er blevet risikofyldt at bruge.
»Man skal selvfølgelig passe på med at sige, at de overtræder persondataloven, men det kunne godt se sådan ud,« siger Peter Blume.
Hanne Marie Motzfeldt er enig og tilføjer: »Sikkerhedskravene i persondataloven rykker sig hele tiden med den tekniske udvikling, og her er der klare krav til, at man som ansvarlig for borgernes data skal holde sig til det tekniske niveau, der svarer til 2017. Det vil sige, at man skal eliminere kendte risici, hvis det er muligt, med mindre de er helt uproportionale i forhold til omkostningerne.«
Loven siger:
»Den dataansvarlige skal træffe de fornødne tekniske og organisatoriske sikkerhedsforanstaltninger mod, at oplysninger hændeligt eller ulovligt tilintetgøres, fortabes eller forringes, samt mod, at de kommer til uvedkommendes kendskab, misbruges eller i øvrigt behandles i strid med loven. Tilsvarende gælder for databehandlere.«
Hvis sagen faktisk skal tages op, skal Datatilsynet selv gå ind i sagen - ellers skal en borger i regionen selv klage til Datatilsynet.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.