Region Syddanmark: Antallet af virtuelle lægebesøg stiger voldsomt
På få uger er antallet af videokonsultationer mellem syddanske læger og patienter steget voldsomt, lyder det i en pressemeddelelse fra Region Syddanmark.
Regionen har har etableret en teknisk løsning, der gør det muligt for læger, fysioterapeuter og kiropraktorer at se patienterne på video via mobiltelefonen.
Efter regeringen lukkede store dele af Danmark ned midt i marts, har lægevagten i Region Syddanmark gennemført 5.000 videokonsultationer, mens de praktiserende læger i regionen har haft omkring 2.600 konsultationer via video.
Foreløbig er der tale om en envejs-videokonsultation, hvor behandleren kan se patienten, men hvor patienten kun kan høre behandleren, men ifølge Region Syddanmark virker det, og løsningen bliver brugt flittigt.
En af de praktiserende læger, der er begyndt at se patienterne over video, er Christian Tørring, der er praktiserende læge i Odense og IT-vagtchef for lægevagten i Region Syddanmark.
»Video-konsultationer får hverdagen til at hænge sammen. Det kan aldrig blive en erstatning for en egentlig konsultation, men i disse corona-tider er det et rigtig fint supplement. Det er meget nemt at have med at gøre, og jeg har fået mange positive tilkendegivelser over, hvor godt det fungerer,« siger han.
Praktisk foregår det ved, at behandleren sender patienten en SMS med et link, som patienten skal benytte i forbindelse med konsultationen.
Kort tid efter Region Syddanmark lancerede muligheden for videokonsultation har de praktiserende læger etableret en anden mulighed for videokonsultationer gennem MinLæge-app’en. Her er der dog tale om en to-vejs-løsning, hvor patienten også kan se lægen.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.