Region H vil købe netværksdrift til 264 millioner

Drift, support, overvågning, vedligeholdelse og videreudvikling af regionens samlede netværk er på bud.

Region Hovedstaden genudsender udbud om drift, support, overvågning, vedligeholdelse og videreudvikling af netværk, til en anslået pris på 264 millioner, som der kan forhandles om. Det sker i forbindelse med udvidelse af syv hospitaler i regionen.

Ydelsen omfatter drift, support, overvågning, vedligeholdelse og videreudvikling af regionens samlede netværk og infrastrukturtjenester på alle regionens lokaliteter. Tjenesterne omfatter også firewalls, VPN og load balancing på servere.

Prisen er ikke endeligt fastsat, oplyser Region H til Version2 i en e-mail:

»Den anslåede kontraktværdi er et løst overslag på de forventede årlige driftsudgifter og de forventede årlige projektudgifter i kontraktens levetid. Vi har skønnet de årlige driftsomkostninger og de årlige projektomkostninger til ca. 44 millioner kroner i alt. Det er en anslået værdi, hvilket betyder, at beløbet ikke er bindende for regionen. Vi vil muligvis justere beløbet ned i udbudsbekendtgørelsen, da projektudgifterne, som udgør lidt under halvdelen af beløbet, kan vise sig at være sat for højt.«

Region H har splittet drift fra indkøb af netværksudstyr og kabler.

»Vi har foretaget en vurdering af området og er kommet frem til denne opdeling, idet vi har erfaret, at en specifik konkurrence, hvor man ikke samler for mange forskellige ydelser, giver de skarpeste priser. Det er desuden ikke givet, at den samme leverandør både er den bedste til at drifte netværket og til at sælge udstyr og kabler. Endelig er det vigtigt for os, at vi får en ydelse, som matcher Region Hovedstadens organisatoriske og tekniske setup,« skriver Region H.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere