Region indrømmer fejl i kuldsejlet it-projekt - se hele den kritiske rapport her

Illustration: REDPIXEL.PL/Bigstock
Region Sjælland erkender, at kokset udbud skulle have været håndteret anderledes, men nægter at bære hele ansvaret. Se her konsulentrapporten, der skildrer forløbet.

Fejlvurderinger og for lidt hjælp ude fra. Det er en del af den lektie som Region Sjælland har taget til sig efter et kokset it-udbud på kant med loven.

Version2 kunne i sidste uge fortælle, at regionen sammen med det offentligt ejet Fælleskøkken har stået bag en udbudsproces, der endte med at få påtale fra Klagenævnet for Udbud for »grove overtrædelser« af udbudsreglerne. For Fælleskøkkenets vedkommende endte forløbet i flere spildte millioner og et it-system uden de nødvendige funktioner.

Læs også: Så galt kan det gå: Region kokser offentligt udbud

»Vi erkender, at der har været fejl i udbuddet. Det har der været,« siger Region Sjællands administrerende direktør, Jens Andersen, til Version2.

En af fejlene, som en konsulentrapport udarbejdet af Devoteam kan berette om, er at udbuddet brød med det såkaldte gennemsigtighedsprincip, der skal sikre, at det er tydeligt, hvorfor en virksomhed vælges som udbuddets vinder. De to offentlige virksomheder blev af BDO advaret om, at udbuddet nok ikke kunne give en kontrakt på lovlig vis.

Den vurdering var regionen ikke enig i.

»Det var den bedste vurdering på det tidspunkt, og vi må bagefter konstatere, at der var ting, vi vurderede forkert,« forklarer Jens Andersen.

Fælleskøkkenet måtte sidste år krybe til korset og anskaffe sig et nyt it-system, efter man forgæves havde forsøgt at komme til enighed med leverandøren Dankost om at få systemet til at leve op til behovet. Omvendt fungerer Dankost Pro for regionens vedkommende efter planen.

Ingen kommentar til, om det rigtige firma vandt udbuddet

Andre forhold ved udbuddet gør det dog klart for regionen, at processen havde mangler.

I november 2013 gav Klagenævnet for Udbud to virksomheder medhold, da de klagede over, hvordan udbuddet var skruet sammen. Dertil kunne regionen godt have brugt mere professionel hjælp, mener Jens Andersen.

»Vi skal tage lære af de fejl vi gør os med hensyn til at tilrettelæge udbudsprocessen, og det har vi også gjort i denne sag. Der er ting vi ville have gjort anderledes – også med hensyn til omfanget og karakteren af hjælp. Vi har klart gjort os nogle erfaringer her,« siger direktøren og fortsætter:

»I en sag som denne her skulle vi nok have konkluderet anderledes med hensyn til omfanget af hjælp vi hentede udefra.«

Klagenævnet for Udbud forklarer, hvordan Dankost i bedømmelserne af tilbud modtog maksimalt antal point for delløsninger, der var stort set identiske med bud givet af konkurrenter, som fik færre point.

Dertil har Jens Andersen dog ingen kommentarer.

Tidligere formand for Fælleskøkkenet: Jeg troede, de var professionelle

Trods den hårde lektie, mener Jens Andersen ikke, at regionen skal bære det fulde ansvar for udbudskokset. Selvom regionen har lagt sekretariat til processen, så er der tale om et fællesudbud med to selvstændige virksomheder – Fælleskøkkenet og Region Sjælland – understreger direktøren.

»Hver af de to virksomheder deltager i, hvordan vi vil lave kravspecifikationen, og laver en evaluering. Så det er ikke et spørgsmål om, at man har delegeret ansvaret for kravspecifikationen til den ene virksomhed,« siger Jens Andersen.

Da Version2 talte med den tidligere formand for Fælleskøkkenets bestyrelse, Bent Jørgensen, var det et andet billede, der blev tegnet.

»Vi valgte i bestyrelsen at lade Region Sjælland forestå udbuddet, fordi vi var ret overbeviste om, at regionen havde kompetencerne til at udforme udbuddet professionelt. Og det kan man læse i rapporten, hvor professionelt det har været,« siger Bent Jørgensen til Version2.

Skulle I ikke have været mere proaktive og deltaget mere i udbudsprocessen?

»Jo, det kunne vi godt. Men regionen er jo en stor organisation og de tilbød at lave udbuddet. Jeg vil gerne indrømme, at jeg troede, de var yderst professionelle. Og jeg troede, at de havde nogle eksperter på udbudsområdet. Det var derfor vi lod dem styre hele udbudsforretningen,« svarer Bent Jørgensen, der i dag er menig medlem af bestyrelsen.

Den udlægning af samarbejdet finder Jens Andersen dog ikke fyldestgørende.

Fik fjernet råd fra konsulentrapport

Af samme grund er Jens Andersen heller ikke tilfreds med den rapport, som konsulentvirksomheden Devoteam har udarbejdet om forløbet. Han mener ikke, at konsulenterne var lydhører over for regionens kommentarer.

For balancens skyld har Devoteam valgt at medtage regionens kommentarer i den endelige udgave af rapporten.

Inden da fik Region Sjælland dog fjernet nogle råd, som Devoteam rettede mod regionen. Den vejledning ville regionen godt frabede sig, fremgår det.

Jens Andersen forklarer, at det ikke ville være stringent, hvis Devoteam rettede råd til regionen, når de var hyret af Fælleskøkkenet.

»Det er ikke os, der har bestilt rapporten, det er jo bestyrelsen i Fælleskøkkenet. Hvis vi har brug for konsulentbistand og rådgivning, så er det nogen vi selv hyrer,« siger direktøren.

Læs her konsulentrapporten, der skildrer det kulsejlede forløb.

Dankost kontrakten: Observationer og Konsekvenser

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (6)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bent Jensen

Man kan da læse ud fra artiklen at Jens Andersen intet har lært.
Samt ikke har lyst til det, og er klar til at lave de samme fejl igen.

Hvis han var ansat i det private, stod han nok med en god bonus i hånden, sammen med sin IT chefen og ledte efter nyt Job.

Mener, som det fremgår af artiklen at Jens Andersen virker meget arrogant og bedre viden, sagen har så belyst at det ikke er udbuds og IT viden. Samt evnen til at lytte og rette ind, når man fejler. Ting som man nok heller ikke skal bruge som direktør.

At han så må have andre kompetencer er jo sikkert, eller var han ikke jo Region Sjællands administrerende direktør.

  • 4
  • 0
Mogens Nørgaard

... bestiller vi den da selv fremfor at medvirke i en skatteyderbetalt (og lige så uvildig) bestilt rapport fra nogle andre...

Dét er i sandhed både god onsdagshumor og ret sigende (nærmest Freudian Slip-kvalitet) for indstillingen til alle de luderrapporter det offentlige bruger vores penge på året rundt fremfor selv at tage nogle beslutninger og lave dagens gode gerning :-).

  • 4
  • 1
Claus Sørensen

Det er åbenlyst at Regionen har bestemt sig for en leverandør uden hensyn til de andre firmaer der bød på udbuddet !
Det skinner særligt klart igennem når man hører hvordan point-givningen er forgået. Dankost fik tildelt stort set 10 point i alle kategorier, klart mere end alle andre der bød på opgaven. Og det selv om de svar der blev givet på nogle af kategorierne stort set var enslydende !
Det står også i Ankenævnets afgørelse.
Og når man tænker på at Dankost-systemet var et nyt og ikke færdigudviklet system uden nævneværdige referencer, så må man sige at Regionen ligger som de har redt.
"På kant med loven", jeg mener de er gået langt over hvad loven sætter grænser for. Og det er en gåde at Ankenævnet ikke har annulleret udbuddet, og tilkendt de andre firmaer der bød på udbuddet en erstatning.
Man skal huske på at det kan tage ugers arbejde for et firma at afgive bud på sådan en opgave, og når så Regionen allerede inden har bestemt sig for en leverandør, så undergraver man hele udbudssystemet. Det er en hån mod de andre leverandører og vores udbuds-system.
Hvad skal vi med Ankenævnet ?, når de ikke stopper en sag som denne, og bare tillader Regionen at fortsætte uanset hvor mange overtrædelser de har lavet.

  • 2
  • 0
Frithiof Andreas Jensen

Hvad skal vi med Ankenævnet ?, når de ikke stopper en sag som denne, og bare tillader Regionen at fortsætte uanset hvor mange overtrædelser de har lavet.


Det er derfor vi har et ankenävn i stedet for de offentlige juridiske procedurer med alt det fordyrende DJÖF-bureaukrati som udbudsregler, retsager og (gys!) erstatninger. Modellen fungerer faktisk så fint at TTIP har kopieret ideen med "Investor-State Dispute Settlements (ISDS)".

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere