Regeringsudvalg: Luk innovationsmiljøer, der støtter it- og spilindustrien

Illustration: Pe3check/Bigstock
Et udvalg anbefaler lukning af CapNova og Danmarks tre andre innovationsmiljøer. Belægget er uoplyst ifølge CapNova selv, og en lukning vil ramme spilindustrien uforholdsmæssigt hårdt, mener talskvinde.

Danske spil som Subway Surfers med sine 1,6 mia. downloads og Inside med sine fire Bafta-priser har både bevist, at danske computerspil kan være profitable, og at danskerne kan lave fantastiske spil. Nu er innovationsmiljøet CapNova, der har været fødselshjælper på begge spil, lukningstruet.

CapNova er en af Danmarks fire innovationsmiljøer, og den eneste af dem som investerer i spilbranchen. Det såkaldte Forenklingsudvalg, som blev nedsat af Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K), anbefaler, at CapNova og de tre andre miljøet udfases, og det vil ramme spilindustrien hårdt.

»En nedlæggelse af innovationsmiljøerne i Danmark vil efterlade et gabende hul i spilbranchens økosystem på et kritisk tidspunkt, hvor man ellers for alvor er begyndt at tiltrække store investeringer fra både ind- og udland,« skriver Sofie Filt Læntver, direktøren for spilindustri-organisationen Interactive Denmark, på LinkedIn i en reaktion på udmeldingen.

Forenkling af offentlig innovationsstøtte

Forenklingsudvalget, som anbefaler lukningen, blev nedsat i juni sidste år for at undersøge, hvordan Erhvervsministeriet kan gøre adgangen til innovationsmidler, penge og kurser simplere og mere overskueligt.

Baggrunden for udvalget er, at iværksættere, erhvervsorganisationer og politikere ifølge Børsen mener, at de offentlige støtteprogrammer ikke leverede kvalitet for de milliarder kroner, der postes i dem,

Udvalgets rapport blev præsenteret for ministeren sidste fredag og byder på 26 anbefalinger til forenkling.

I rapporten lyder begrundelsen for lukningen af innovationsmiljøerne, at det skal gøres væsentligt nemmere for virksomhederne at overskue deres muligheder, og at en lukning kan medvirke til, at de offentlige penge gavner virksomhederne mere direkte i stedet for at gå til administration.

Useriøs analyse

CapNovas direktør, Kim Ove Olsen, er uforstående over for anbefalingen. Han kan godt se fornuften i at forenkle erhvervsstøtten, men mener, at anbefalingen om at lukke Innovationsmiljøerne er uoplyst.

»Jeg savner en seriøs analyse af betydningen af innovationsmiljøordningen. Hvad betyder vi for det regionale erhvervsliv? Hvad betyder tilstedeværelsen af ordningen i landets universitetsbyer, Aalborg, Aarhus, Odense, Roskilde og København/Lyngby? Hvad betyder det, at der er meget tålmodige penge til rådighed i markedet?« skriver Olsen i en debatartikel på iværksættermediet Bootstrapping.

Han påpeger, at CapNova valgte systematisk at investere i spilbranchen i en tid, hvor industrien blev set som en sæk lopper, og hverken private investorer, investeringsfonde eller det offentlige ville røre dem.

»Faktum er, at vi siden 2012 har tjent gode penge i den branche, og i al beskedenhed har vi selv været med til at føde forretningsområdet, så branchen i dag eksporterer for betydeligt mere end filmindustrien. Den tålmodighed findes ikke i ren kommerciel form. Og det er trist at se, hvor kort den offentlige hukommelse er,« skriver Olsen.

Regeringen vil nu vende anbefalingerne med resten af partierne på Christiansborg og arbejde mod et lovforslag, som skal forenkle systemet og muligvis lukke innovationsmiljøerne.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (0)
Log ind eller Opret konto for at kommentere
Pressemeddelelser

Welcome to the Cloud Integration Enablement Day (Bring your own laptop)

On this track, we will give you the chance to become a "Cloud First" data integration specialist.
15. nov 2017

Silicom i Søborg har fået stærk vind i sejlene…

Silicom Denmark arbejder med cutting-edge teknologier og er helt fremme hvad angår FPGA teknologien, som har eksisteret i over 20 år.
22. sep 2017

Conference: How AI and Machine Learning can accelerate your business growth

Can Artificial Intelligence (AI) and Machine Learning bring actual value to your business? Will it supercharge growth? How do other businesses leverage AI and Machine Learning?
13. sep 2017