Regeringen vil tillade små virksomheder at aflønne med aktier

Opdateret. Virksomheder skal kunne betale en del af eller hele lønnen til deres medarbejdere, foreslår regeringen.

Blandt regeringens vækstforslag, der omfatter alt fra at afskaffe afgiften på nødder til lavere takster på Storebæltsbroen, gemmer der sig et par tiltag, der rammer it-verdenen.

Det gælder blandt andet forslaget om at gøre det lovligt for små virksomheder at aflønne sine medarbejdere udelukkende med aktier i den virksomhed, de arbejder i. Et forslag, som it-fagforeningen Prosa er lodret imod.

»Det her er jo helt grotesk, for det betyder, at man slet ikke er sikker på at få noget som helst for sit arbejde. Når vi rådgiver folk, siger vi, at det er som at tage en lottokupon, og du skal være villig til at spille med det,« siger Hanne Lykke Jespersen, der er næstformand i Prosa, til DR.

Kun for små virksomheder
Forslaget gælder ifølge DR for virksomheder med under 50 medarbejdere og en årlig omsætning på under 75 mio. kr., og den type virksomheder ansætter ofte app-udviklere, systemarkitekter og andre it-fagfolk.

Det har indtil nu kun været muligt at betale 10 procent af en medarbejders løn i aktier uanset virksomhedens størrelse, og den grænse vil regeringen også flytte for større virksomheder. Alle virksomheder skal nu have lov til at betale 20 procent af lønnen med aktier, foreslår regeringen.

Medarbejderaktier udbetales skattefrit og beskattes først med en aktieindkomstskat mellem 28 og 45 procent, når den ansatte sælger aktierne. Regeringen foreslår i samme åndedrag lavere skat på indkomst af aktier generelt.

Kærkomne skattelettelser
Hos Ingeniørforeningen, IDA glæder man sig over skattelettelserne på både aktieindkomstskatten og på investeringer i forskning og udvikling.

»Den foreslåede lavere aktiebeskatning vil kunne sikre mere risikovillig kapital til de virksomheder, der mangler kapital i dag, og styrke iværksætterkulturen. Det vil gøre det mere attraktivt for privatpersoner at investere i mindre teknologivirksomheder og skubbe til jobskabelsen og væksten,« siger formand Thomas Damkjær Petersen.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (11)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Ivo Santos

Mig bekendt er det tilladt at dele A-aktier ud til alle medarbejderne, og så lønne dem ved igennem aktieudbytte, Så hvorfor er den løsning ikke relevant?

Jeg gætter på at at man ønsker muligheden for at uddele aktier som ikke giver medarbejderne de samme muligheder som A-aktier ellers giver da bestyrelsen eller ejerne vel ikke ønsker at blive smidt ud af bestyrelsen ved det årlige aktionærmøde, og det er vel derfor at de har opfundet disse 'medarbejderaktier'.

Ditlev Petersen

HVIS nu denne aktie-for-løn virksomhed går ned (det har man jo hørt om), hvad gør man mon så, når man møder op i A-kassen? Jamen, man har jo ingen løn fået eller meget lidt, så man får vel ikke fulde dagpenge? Har man overhovedet ret til dagpenge? Kan man overhovedet betale a-kassekontingent (og alle de andre udgifter) med værdiløse aktier? Fungerer Lønmodtagernes Garantifond ved den slags "kuponrytteri"?

Ud over at "lottokuponen" ingen gevinst gav, så er man på spanden i en uoverskuelig fremtid.

Peter Makholm Blogger

Nu er det jo ikke hele lønnen man får i aktier men max 20%


Fra https://www.regeringen.dk/nyheder/erhvervs-og-ivaerksaetterudspil/

Regeringen ønsker derfor at forhøje grænsen for skattefri tildeling af medarbejderaktier til mindre virksomheder, så hele lønnen kan gives som medarbejderaktier. Det vil udvide vækstvirksomheders muligheder for at benytte medarbejderaktier til at motivere, aflønne og dele ejerskabet af virksomheden med medarbejderne.

Frithiof Jensen

Nu er det formodentligt ikke rigtigt folk der behöver et medlemskab af en A-kasse der er målgruppen, det er snarere en måde at indhente en skattefri gevinst fra et selskab man selv ejer og selv er ansat i. Men, vi får se hvor meget der er tilbage af programmet efter folketinget har haft sine fedtefingre overalt.

Jeg mener i övrigt at det er meget forfriskende at opleve en borgelig regering som formulerer en borgerlig politik, uanset om man ellers er enig i den eller ej.

Jacob Larsen

Ud over at "lottokuponen" ingen gevinst gav, så er man på spanden i en uoverskuelig fremtid.

Jeps. Det samme er ejeren vel også. Som jeg ser det så vil man være stillet ca lige så godt/dårligt som en iværksætter. Den eneste forskel er at i stedet for at skyde et beløb ind i starten, så skyder man sin tid ind i virksomheden. Forhåbentlig vil man gå ind i sådan et forhold med åbne øjne, en personlig tro på virksomhedens idéer og en opsparing man er klar til at tære på. Og forhåbentlig bliver man stillet lige med iværksættere i forhold til A-kassen, men det kender jeg ikke noget til (og kan desværre have mine tvivl).

Men ja. Lottokupon er nok en dårlig sammenligning, medmindre man er klar til at lave den generelle sammenligning med opstartsvirksomheder også.

Denny Christensen

Jeg hverken gider aktier eller har forstand på dem, heller ikke den reelle værdi af den virksomhed jeg arbejder i nu og fremover.

Så personligt vil jeg hellere have penge, betale min mega skat og så kan evt overskud gå ind i en puljeordning andre administrerer for mig.

Der er for mig at se ikke tale om en Lotto kupon, men en mere risikovillig metode at modtage betaling for sit arbejde på. Så længe det er frivilligt (og jeg forudsætter at ejeren ikke presser medarbejderne) så kunne den øverste grænse for min skyld være 100 pct.

Jacob Larsen

Jeg hverken gider aktier eller har forstand på dem, heller ikke den reelle værdi af den virksomhed jeg arbejder i nu og fremover.

Også en sund holdning. Det er generelt en dårlig idé at have for mange penge bundet i aktier i den virksomhed man arbejder i. Der er en dobbelt risiko i dem fordi du har større risiko for at blive fyret på de tidspunkter hvor aktierne mister værdi.

Log ind eller Opret konto for at kommentere