Regeringen vil muge ud i cookie-regler
Cookie-reglerne kræver, at brugeren giver hjemmesider lov, før cookies, der ikke er nødvendige, for at siden fungerer, bliver gemt på computeren. Men praksissen har været udskældt blandt andet for at bombardere brugere med advarsler. Nu vil regeringen rydde op i cookie-reglementet.
Reglerne er ikke tilstrækkeligt nuancerede, lyder en af begrundelserne i regeringens nye 30-punktsplan, der skal skabe et bedre indre marked. Reglerne skelner nemlig ikke mellem cookies, der bruges til fx webstatistik, og cookies, der reelt truer beskyttelsen af privatlivet på nettet. Det er de sidste, som regeringen vil advare imod, og det skal ny regulering afspejle.
»Regeringen arbejder for, at der indføres ny og mere nuanceret cookie-regulering, der primært stiller krav til de typer af cookies, der kan gribe ind i folks digitale privatliv,« lyder formuleringen i 30-punktsplanen.
Hos Dansk Erhverv glæder man sig over, at de omdiskuterede cookie-regler tages op til revision.
»De nuværende regler genererer en masse frustrationer og en masse bevidstløse klik, men de yder ikke nogen forbrugerbeskyttelse. Derfor synes vi, det er rigtig fint, at regeringen nu anerkender behovet for at få ændret reglerne,« siger Janus Sandsgaard, der er fagchef for it og digitalisering hos Dansk Erhverv, til Version2.
Det vigtige er at få systemet indrettet, så det beskytter forbrugeren med implementeringspraksis, der hænger sammen, mener han.
»Den grundlæggende udfordring er håndhævelse i praksis, som foregår i evigt kapløb med teknologien, og brugere, som bare gerne vil se den der sjove kattevideo,« siger Janus Sandsgaard.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.