Internetudbyderne skal kunne pålægges at blokere for adgang til sider med ekstremistisk indhold. Det er en del af en ny handlingsplan mod ekstremisme, som regeringen fremlagde tirsdag.
Et af planens punkter er oprettelsen af en særlig enhed forankret i PET, som skal kunne samarbejde med internetindustrien om at fjerne ekstremistisk indhold fra nettet.
Det vil blandt andet kunne ske ved hjælp af et nyt internetfilter, der skal blokere for adgangen til udenlandske sider, der eksempelvis spreder terrorpropaganda, lyder det i planen.
Danske internetudbydere er allerede i et vist omfang pålagt eller har frivilligt indgået aftaler om at blokere for visse sider. Der er eksempelvis et filter, der skal blokere for adgang til sider med børneporno, ligesom visse sider, der bidrager til at sprede piratkopier, er blokeret.
Formålet vil ifølge handlingsplanen være at mindske risikoen for, at børn og unge eksponeres for ekstremistisk propaganda.
Et internetfilter skal altså ikke nødvendigvis forhindre dem, der er motiverede til eksempelvis at omgå DNS-spærring via en VPN-tunnel eller en udenlandsk DNS-server, i at se indholdet, men mere stoppe de nysgerrige.
Handlingsplanen er i det hele taget rettet mod at gøre en indsats for at undgå radikalisering blandt især de unge.
Planen omfatter også et forslag til at gøre det muligt at retsforfølge personer, der spreder ekstremistisk propaganda gennem sociale medier ved en ændring af straffeloven. Samtidig skal PET og politiet systematisk afdække ekstremisters aktiviteter på åbne sociale medier.