Regeringen vil åbne en 'ladeport': Myndigheder skal hemmeligt kunne tilgå dine persondata

Foto: Rawpixel.com, BigStock
Når Danmark skal implementere GDPR til maj, så bliver det med danske love, der bør sikre danskernes persondata. Et af lovforslagene lister dog en bagdør ind, der tillader, at myndighederne kan tilgå din persondata, uden du ved det.

Regeringen har fået førstebehandlet et lovforslag, der skal give forskellige offentlige instanser adgang til danskeres persondata på tværs af myndighedsskel.

Det gælder f.eks. Skat, politiet og kommuner, der med den nye lov kan få adgang til informationer, der er gemt i andre offentlige systemer, skriver Politiken.

Når GDPR træder i kraft til maj, så er det ellers fra EU's side med intentioner om mere gennemsigtighed og bedre beskyttelse af persondata.

Det er dog ikke helt, hvad justitsminister Søren Pape Poulsen (K) lægger op til, da han ikke mener, at borgeren skal oplyses om, hvem der får adgang til private oplysninger.

Lovforslag i modvind

Lovforslaget møder modstand fra en lang række kritikere og eksperter, der mener, at borgerens rettigheder bliver glemt.

»Det her er en ladeport for ministerielle regler, der uden reel demokratisk kontrol kan give adgang til hemmelig overvågning af den danske befolkning,« siger Hanne Marie Motzfeldt, lektor i persondataret ved Aarhus Universitet, til Politiken.

I Folketinget har især Alternativet forholdt sig skeptisk over for mulighederne:

Partiet hæfter sig ved, at man fortsat undtager myndighederne fra grundreglen om formålsbestemthed, som skal beskyttet borgerne mod, at indhentede oplysninger og data om dem senere kan bruges til andre formål, uden at borgerne har givet samtykke til det, anførte Alternativets ordfører, Josephine Fock, i Folketinget under første behandling af loven i midten af november.

»Man giver altså med lovforslaget, ifølge min opfattelse, myndighederne en alt for bred mulighed for at videreanvende data til andre formål end det, man har indsamlet oplysningerne til,« sagde hun.

Det fremgår af lovforslagets § 5, stk. 3, at den enkelte minister efter forhandling med justitsministeren og inden for rammerne af databeskyttelsesforordningens artikel 23 kan fastsætte nærmere regler om, at personoplysninger af offentlige myndigheder må viderebehandles til andre formål, end de oprindelig var indsamlet til, uafhængigt af formålenes forenelighed.

Det betyder ifølge Josephine Fock, at foruden at myndighederne kan videreanvende oplysninger på en for bred basis, har man altså også valgt en model, hvor ministeren på bekendtgørelsesniveau kan afgøre, hvornår den videreanvendelse skal finde sted.

»Og så har man altså valgt en model, hvor det alene er ressortministeren, som afgør det, mens Folketinget i virkeligheden bliver pillet helt ud af beslutningsprocessen i forhold til et emne, som vi synes er meget vigtigt. Det synes vi er kritisabelt, ikke kun i et datasikkerhedsperspektiv, men jo også i et demokratisk perspektiv,« sagde hun.

Hverken justitsministeren eller hans ministerium har ønsket at svare på konkrete spørgsmål i sagen, men siger mere generelt, at der er en række garantier for borgerne i lovforslaget.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (15)
Anne-Marie Krogsbøll

Er vi på vej mod en eller anden form for kup/magtovertagelse/diktatur? Dette forslag giver jo - endda sammen med forslaget om at genkortlægge hele befolkningen i det nye Nationale Genom Center - svimlende perspektiver for nutidige og fremtidige magthavere - som måske nødigt vil af med magten?

Og kan det virkeligt passe, at det kun er Alternativet, der udviser stor modstand - eller er det en ikke helt fair vinkling af historien? Jeg har svært ved at forestille mig det - men hvis det er rigtigt, er det da helt uhyggeligt - hvis ikke Enhedslisten kæmper med næb og klør mod dette, så mister de - sammen med deres eksistensberettigelse - et medlem.

Morten Sabroe Mortensen

Det er utroligt, så mange forslag om "bagdørs-politik", der bliver lagt op til for tiden. Hvis det ikke er i tyskernes routere, så er det i danskernes data.

Politikerne og magthaverne det med at glemme, at borgerne ikke eksisterer for maghavernes skyld, men at magthaverne er repræsentanter for et demokrati.

Vi vil ikke have bagdøre i hverken hardware eller i tilgangen til data. Eller have opsamlet data om os uden et legitimt formål eller omgået GDPR af staten og hinsides almindelig efterforskning.

Når data er samlet ind under undtagelser, så kan vi som stat "bare lige" bruge dem og poltikerne begynder med deres ukvalificerede og usaglige udsagn om, at "selvfølgelig skal data anvendes". Dumhed fortsætter over i utilsigtet udnyttelse - vi ved, at det ikke er alle i det offentlige, som holder sig til dansk lov og ret.

Der er ingen grund til at udtrykke uvidenhed om legitime formål og formålsbestemthed ved lov.

Anne-Marie Krogsbøll

"bagdørs-politik",


Supergodt udtryk, Morten Sabroe. Det udtrykker fuldstændigt, hvad man i accelererende grad bygger ind i diverse lovforslag - skjulte bagdøre. Det bliver på den måde nærmest usynligt, at vi er langt inde i en totalitær udvikling - men det er jo det, det handler om. Utroligt, hvis Enhedslisten ikke kan gennemskue det - den slags har de da tidligere været gode til.

Alex R. Tomkiewicz

Politikerne og magthaverne det med at glemme, at borgerne ikke eksisterer for maghavernes skyld, men at magthaverne er repræsentanter for et demokrati.

Sådan var udgangspunktet nok, men mon ikke det i dag er en tilbageskuende romantisk idealisering?

Repræsentativt demokrati, demokratiske rettigheder og et demokratisk baseret samfund er noget vi som borgere konstant må kæmpe for. Det er aldrig en selvfølgelighed - heller ikke i et såkaldt demokrati. Som mange politikere, filosoffer og bare almindeligt fornuftige mennesker også har erfaret og udtalt i tidens løb.

Selvom vores politikere er folkevalgte, så er spørgsmålet måske mere i dag, om de faktisk er en del af hele demokratiet, eller om de kun er en del af magtsystemet. Jeg fornemmer at der er sket en uheldig udvikling mod det sidste.

Cristian Ambæk

Enten er de så dumme og inkompetente at nogle får dem til at indføre dette under påstand om noget andet, eller også så er de da bare så magtliderlige så det halve er nok.

At danske IT folk rent faktisk bygger dette til dem, ja det er over min fatteevne, personligt vil jeg ikke røre det med en ildtang.

Hvorfor må borgere ikke vide HVEM der tilgår deres data OG hvad det bruges til? Det lugter LANGT væk af at der skal tjenes penge et eller andet sted som vi ikke må vide om.

Mich ael

En ting jeg ikke forstår er nærmere at politikkere og finansministeriet selv vil lade sine data dele på denne måde, bare for en mindre besparelse i behandlingstider. Det er i min optik ufatteligt.

Nu skriver du det som om at IT folk er begyndt at udvikle det, og loven er ikke engang vedtaget eller taget i kraft endnu (maj 2018). Der kan jo godt være en bred enighed i at det ikke skal udvikles blandt virksomheder, men der skal bare en enkelt virksomhed med lidt problemer til før det så vil kunne laves.

Cristian Ambæk

Nu skriver du det som om at IT folk er begyndt at udvikle det, og loven er ikke engang vedtaget eller taget i kraft endnu (maj 2018).

MY BAD, der har du jo ret da dette er et forslag.
dette er fra mit syn af verden, andre forholder sig muligvis anderledes MEN i min optik selvom inden man begynder at lave infrastrukturen eller kode kodelinjerne (så vidt vi ved) så når man begynder at udforme ideen, så tænker man også over hvordan man vil implementere den og så er vi i min optik allerede begyndt.

Og jeg formoder at der har været rigelig med tid til at tænke implementering og problemstillinger, hver mindre man har fået en åbenbaring indenfor de sidste 24 timer hvor nogle tænkte "dette er en skidegod ide".

Dette er heller ikke en ny problemstilling, JEG ser dette som en udvikling af en masse andre artikler og emner som vi igennem årene har læst og været igennem.

Min personlige holdning om sådanne projekter er ikke til at tage fejl af, NEJ TAK, jeg ser hellere indere laver sådanne projekter end danskerne for så har VI da rene hænder for idiotien, magtliderligheden med mere fra udformning af ideen til implementeringen.

Frithiof Jensen

Utroligt, hvis Enhedslisten ikke kan gennemskue det - den slags har de da tidligere været gode til.


Enhedslisten er blevet “ansvarlige”,
Kodeordet for at man i det mindste accepterer at alle økonomiske beslutninger skal baseres på neo-liberale modeller samt at man går ind for at alle klodens ressourcer tilhører “Markedet”.

Formodentligt officielt at signalere “ansvarligheden” og købe en plads ved “voksenbordet” stemte Enhedslisten for at bombe Libyen, det man kalder “virtue signalling”.

De stakkels Libyske ressourcer skulle jo befries til “Markedet” med alle midler!

Så, mon ikke de samme “principper” og overvejelser gælder med vores menneskelige ressourcer og vores data? Det tror jeg nok!

John Foley

Ufatteligt, at dette meget vidgående lovforslag overdrager magten til embedsværkets "bekendtgørelser", uden for normal demokratisk og politisk kontrol.
Ufatteligt også fordi dette forslag ikke har medført større debat og modstand i befolkningen. Der udestår en åben debat, som politikerne åbenbart ikke ønsker gennemført. Alle relevante instansers høringssvar siger fra, men politikerne hører ikke efter. Høringssvarene bliver ikke hørt.
Ufatteligt, at Justitsministeriet så arrogant affejer bl.a. Version2's helt legitime og relevante spørgsmål. Topmål af magtbrynde og arrogance, efter min mening.

Log ind eller Opret konto for at kommentere
Pressemeddelelser

Welcome to the Cloud Integration Enablement Day (Bring your own laptop)

On this track, we will give you the chance to become a "Cloud First" data integration specialist.
15. nov 2017

Silicom i Søborg har fået stærk vind i sejlene…

Silicom Denmark arbejder med cutting-edge teknologier og er helt fremme hvad angår FPGA teknologien, som har eksisteret i over 20 år.
22. sep 2017

Conference: How AI and Machine Learning can accelerate your business growth

Can Artificial Intelligence (AI) and Machine Learning bring actual value to your business? Will it supercharge growth? How do other businesses leverage AI and Machine Learning?
13. sep 2017