Regeringen udskyder plan om fusion mellem Rigspolitiet og Statens it

Det netop aftalte politiforlig indeholder planer om en modernisering af it-understøttelsen af politiet. Illustration: politi.dk
Politiforliget for de kommende to år byder foruden nye våben og flere betjente også på en modernisering af politiets it-understøttelse. Men regeringens oprindelige plan om en fusion mellem Rigspolitiet og Statens It er indtil videre sat på pause.

Partierne bag politiforliget lægger op til en modernisering og fremtidssikring af det danske politis it-understøttelse, men regeringens bebudede fusion mellem Statens It og Rigspolitiet er sat på hold.

Det fremgår af aftaleteksten, der er blevet offentliggjort af Justitsministeriet.

»Jeg er ikke i tvivl om, at aftalen i dag kommer til at være bærende for et fremtidigt trygt og nært Danmark,« udtaler justisminister Nick Hækkerup (S), der har stået som regeringens repræsentant har stået i spidsen for forhandlingerne i en pressemeddelse.

Men selvom aftalen for politiets kommende to år lægger op til, at der skal tages et opgør med den tyngende legacy-problematik og tages de første skridt mod en mere moderne it-understøttelse, er aftalen, som regeringen har indgået med Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti og Nye Borgerlige, ikke blevet helt som justitsminister Nick Hækkerup (S) gerne ville have den.

I regeringens udspil til aftalen om politiets og anklagemyndighedens økonomi med navnet »Trygheden først – Et politi der er dér, hvor danskerne har brug for det« var der lagt op til en fusion mellem dele af politiets it-organisation og Statens It.

Formålet var, at driften skulle samles hos Statens It, der skulle sikre en tidssvarende drift af politiets it-systemer, mens Rigspolitiet kunne fokusere på at »drifte og udvikle de specialiserede it-systemer« til at understøtte de politifaglige opgaver.

Justitsminister Nick Hækkerup (S) er "utroligt glad", at det efter forhandlinger, der har stået på siden sensommeren, er lykkedes at samler flertal bag en aftalen om politiet og anklagemyndighedens økonomi for de kommende to år. Illustration: Socialdemokratiet

Men i aftalen, der blev indgået mandag, var den ambition blevet noget udvandet.

Nu skal der i stedet »igangsættes et analysearbejde for at belyse mulighederne samt konsekvenserne ved en fusion af dele af politiets it-organisation og Statens It.«

Hvor fusionen i udspillet lå som en kugle i kammeret hos regeringen, så skal analysearbejdet nu præsenteres for aftaleparterne, og det fremgår ikke af aftalen, hvorvidt fremlæggelsen i sig selv vil lede til fusionen.

Læs mere her: Ny politiaftale: Mere overvågning og patruljering på sociale medier

Opgør med arven

Den tekniske gæld, der gennem moderniseringer skal afdrages de kommende år, betyder, at der skal kigges nærmere på politiets ofte omdiskuterede it-systemer.

»Aftaleparterne er samtidig enige om, at der skal ske en udskiftning og opgradering af en række centrale it-systemer for at sikre en mere tidssvarende it-understøttelse af politiet og den lokale anklagemyndighed,« står der konkret i aftalen.

Det indbefatter både politiets arbejde med teledata, ligesom det trækker op til endnu en brydekamp med politiets sagsstyringssystem, POLSAS, der skal »løftes«.

Netop POLSAS-systemet har været i de skandalesultnes søgelys så sent som i år, da det viste sig, at flere end tusinde personer var blevet tilkoblet sager i politiets system, som de intet havde med at høre.

Læs mere her: Politiet om egne fejl i POLSAS: Langt flere personer tilkoblet forkerte sager end vi troede

POLSAS skulle have været afløst af POLSAG - en saga, der må betragtes som en af de markante it-skandaler i det offentlige i de sidste mange år. Efter tæt på 10 år og halv milliard offentlige kroner blev afløseren opgivet.

Nu er det så spændende, om POLSAS, der bygger på en Oracle-platform og anvender en ældre version af Oracle Forms, skal aflives eller revitaliseres. I et interview med Version2 sidste år udtrykte Peter Greifenstein, chefarkitekt i Rigspolitiet, at »gamle it-systemer med fordel kan revitaliseres gennem modernisering frem for hele tiden at bygge nyt.«

Læs mere her: Gamle it-systemer kan få nyt liv: Det har Rigspolitiet lært af Polsas og Polsag

Uanset om det bliver på egen hånd eller med Statens It som driftsansvarlig, så vil moderniseringsprocessen dog løbende blive fulgt tæt af partierne bag aftalen - i hvert fald frem til 2023.

Version2 arbejder på at få et interview med Rigspolitiets it-ansvarlige.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere