Regeringen stiler efter at privatisere it-drift for 34.000 brugere under Statens It

Illustration: Statens IT
Statens It skal vokse og de statslige it-projekter skal overvåges nøjere, så de kommer i mål, varsler regeringen.

Statens fælles it-driftsselskab Statens It skal vokse markant, og på sigt kan driften outsources til private leverandører.

Det fremgår af strategien ’Et solidt it-fundament’, som regeringen lancerer i dag.

Over de næste fem år skal antallet af brugere, som Statens It servicerer, vokse fra 15.000 til 34.000. Konsolideringen skal foretå ved at samle basal it-drift for de statslige institutioner, som i dag ikke er med.

Det skal i sig selv bidrage til en højere en høj cyber- og informationssikkerhed, fremgår det af strategien.

Men ambitionen - også kaldet en 'modning' - går også på at hyre private leverandører til driften:

»Når Statens It inden for en årrække er blevet konsolideret med flere brugere og standardiserede processer, vil det således være relevant at afsøge muligheden for hel eller delvis outsourcing under hensyntagen til den nødvendige cyber- og informationssikkerhedi statens it-systemer,« skriver regeringen i den nye strategi.

Fælles retning for it i staten

Den nye strategi skal derudover med egne ord være med til at sikre en mere systematisk tilgang til it-drift og -udvikling på tværs af de statslige myndigheder og dermed sætte en fælles retning for it-styringen i staten.

En anden nyskabelse er, at det nuværende Statens It-projektråd omdøbes til Statens It-råd og udstyres med flere muskler for at få bedre styr på de statslige it-projekter.

Eksempelvis skal rådet nu være opsøgende i forhold til hvilke projekter rådet ønsker at risikovurdere og følge.

Rådet skal også bistå med såkaldt sparring til topledelserne i ministerierne i forhold til deres projekter.

»I Danmark er vi digitale frontløbere, og i den offentlige sektor er vi nået rigtigt langt med digitaliseringen. Men vi har også en række udfordringer. Både når det gælder vedligeholdelsen af de eksisterende it-systemer og med at komme i mål med nye it-projekter,« siger innovationsminister Sophie Løhde ifølge en pressemeddelelse og fortsætter:

»Når der ikke bliver fulgt ordentligt op på it-systemerne og it-projekterne, betyder det, at vi spilder tid og penge og ikke får indhøstet gevinsterne ved digitaliseringen. Og vi risikerer oveni købet at sætte danskernes tillid til de digitale løsninger over styr. Det skal vi simpelthen have rettet op på, og det skal den nye strategi være med til.«

Staten bruger hvert år syv milliarder på it. Men hvad pengene egentlig går til, og hvad der kommer ud af dem er temmelig gedulgt.

Det er ikke muligt at opgøre myndighedernes årlige it-omkostninger og it-udgifter fyldestgørende i dag, fremgår det af den nye strategi.

Derfor skal de statslige myndigheder hvert år nu opgøre deres it-omkostninger til løn, drift og investering. Desuden skal omkostninger opgøres på en ensartet måde.

Endelig vil regeringen nedsætte et nyt Statsligt It-udvalg, der skal sikre en fælles retning for it-arbejdet og styrke koordination og erfaringsudveksling mellem de statslige myndigheder om emner som it-sikkerhed.

I alt opstiller regeringen fem overordnede målsætninger for den statslige styring af it-projekter og it-systemer i strategien, som understøttes af 13 konkrete initiativer.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (9)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Jesper Frimann

Det er sku ikke godt nok. 36 sider (hvor 17 af siderne er fyld bestående af blanke sider og billeder) med mere af det samme.
Der er nogle få praktiske tiltag, hvor man siger ja, det lyder fornuftigt, men så igen hører sådanne tiltag jo ikke hjemme i en strategi, men mere i en implementering af en strategi.
Men ellers så er det IMHO mere styring, flere kurser til åremåls kontraktindehaverne, flere resultat mål og flere kolde hænder.

Jeg mener at strategien tydeligt viser, at den er skrevet i finansministeriet og at man ikke har forstået, at 'forretningen' i store dele af centraladministrationen er defacto IT. Det virker som om at man hænger fast i et forældet paradigme, med dette forældede paradigmes verden.
Hvis din forretning defacto er IT, så skal du også bruge værktøjerne, metoderne og kompetencerne fra IT verdenen.

Den eneste måde IMHO man kan bevæge sig fremad er, at sætte IT fagligheden i hovedsædet. Det nytter ikke du har et vælde af Ledere (i forskellige afskygninger) med djøf uddannelser, der skal sidde og micromanage IT området.
Du kan bruge alle de midler du vil på ProjektRåd, Statens IT-råd, x4 antal projektledere og x100 økonomi styring. Men hvis ikke IT fagligheden er i orden, så kan du køre direkte ud over skrænten, mens alle fancy DJØF dashboards lyser grønt.

Det vi har brug for er mere IT-faglig baseret tilgang til IT i det offentlige.
Kald det EA om du vil, navnet er sådan set ikke så vigtigt.
Men med en ordentlig offentlig IT strategi, IT standarder, IT arkitektur, IT governance og IT faglighed, så kan man f.eks. reducere offentlige IT projekter til en størrelse, hvor du ikke behøver et kæmpe administrativt apparat til at styre projektet.

Det er IMHO en ommer, det her bringer os ikke engang på højde med dagene før frasalget af Datacentralen og Kommune Data.

// Jesper

Claus Juul

Der står mange gode, og i mine øjne, rigtige ting, men jeg frygter så sandeligt at dette bliver en spare øvelse.

Nå, men jeg har også fået en masse ammunition til mit daglige arbejde.

Finn Christensen

sætte IT fagligheden i hovedsædet.

Amen, de har endnu ikke fattet problemerne..

Tror blot der at der lige nu lægges et røgslør ud - et kommende valg truer, og Sophie Løhde & Co prøver at gemme it-problemerne så langt væk fra centraladministrationen som muligt.

Statens It bliver blot et Statens itAfviklingsselskab, der sælger passende lunser til højstbydende.

Jesper Frimann

Tak, Jesper, for den klare fremstilling. Der var faktisk nogle fornuftige folk i den arbejdsgruppe, så jeg var naiv nok til at tro, at der kunne komme lidt andre boller på suppen. Sikke en skuffelse!


Det kræver jo bare Lise, at de får lov. Igen som jeg også skrev, så er der 'fingeraftryk' .. praktiske fingeraftryk... der tyder på at 'nogen (tm)', ved hvad de laver. Og ofte når kompetente folk bliver 'undertrykt' så er det alt de kan komme igennem med. Små skridt i den rigtige retning.

Jeg har selv prøvet... en hel del gange.. at lave et seriøst stykke EA arbejde, kun for at se det hele skyllet ud i .... på bekostning af en 'lokumsaftale' der fordelte 'gnave benene' mellem alfa'erne (m/k). Og så er det, at man må tage sig til takke med.. de taktiske små sejre man kan få. Eller simpelt hen bare 'move on'.

// Jesper

martin nielsen

Hvis du ikke selv kan løse et problem kan du jo bare abstrahere dig ud af det.

Opbygge en vidensbase gennem kompetente medarbejdere, der ønsker at gøre en forskel? Nænej du. Viden er noget man køber sig til efter behov, og når man ikke skal bruge det længere, så ryger det ud af vinduet.

Det er cloud tankegangen, bare med mennesker. Det er fremtiden, siger jeg dig. Det kan umuligt gå galt, fordi konsulentvirksomheder er fyldt til randen med folk der ved hvad de laver.

Log ind eller Opret konto for at kommentere