Regering sagsøgt for at afvise open source

En organisation, der er fortaler for fri software, har trukket regeringen i Quebec i højesteret for at bryde konkurrencereglerne ved ensidigt at bruge software fra it-giganterne.

Køb lokalt, skab nye job og spar penge. Det er hovedingredienserne i et sagsanlæg mod regeringen i den folkerige canadiske provins Quebec. Sagen er anlagt af den lokale organisation for fremme af fri software kaldet FACIL.

Det er en torn i øjet på organisationen, at provinsregeringen køber stort ind af software fra eksempelvis Microsoft og Oracle, men ikke har vist interesse i at inddrage open source.

Ifølge FACIL bruger provinsregeringen i Quebec en kattelem i lovgivningen om offentligt udbud til at købe direkte ind hos software-giganterne uden at lade alternative leverandører komme på banen.

De offentlige udbud skal sikre fair konkurrence, men der er også lovmæssige krav om så vidt muligt at købe lokalt. Derfor har FACIL nu indbragt sagen for Quebecs højesteret.

Tusindvis af lokale job

It-indkøberne i Quebec har ifølge FACIL brugt 125 millioner kroner på at købe software fra de store leverandører alene i perioden februar til juni i år. Samtidig anslår organisationen, at regeringen alene på Windows Vista-licencer bruger omkring 400 millioner kroner om året.

De investeringer kunne forvandles til mange lokale arbejdspladser og en opblomstring af Quebecs software-industri, mener FACIL, der er en organisation, der nok søger fremme for open source, men ikke har kommercielle interesser i softwarebranchen.

"En strategisk indførelse af fri software i den offentlige administration kunne skabe tusindvis af job samtidig med et markant fald i licensomkostninger til software. Men Quebecs offentlige administration afviser overhovedet at overveje og undersøge disse muligheder," skriver FACIL i en pressemeddelelse.

Selv om Quebec kun er en enkelt provins i Canada, der er opdelt i ti provinser og tre såkaldte territorier, så er Quebec med et indbyggertal på 7.750.000 af betydelig størrelse.

Provinsregeringen i Quebec har ikke kommenteret sagsanlægget.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Adam Jensen

... Gad vide om det ville gå herhjemme?

Vi ( os, der holder på open source-hesten ) kan alle vel blive enige om, at der er for få open source projekter i lille Danmark. Her tænker jeg på offentlige instanser, der går i front med, at vise alternativer til de gængse Microsoft-løsninger. Der er heldigvis eksempler på, at nogen tør gå andre veje... Men på stående fod kan jeg ikke lige kaste et eksempel på banen, måske kan nogle af I andre?

Min hovedpointe er, at vejen frem til mere open source går igennem flere - gode - offentlige eksempler, der kan få øjenene op for de IT-ansvarlige rundt om i danske private virksomheder.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere