Google vil ikke længere tvinge mobilproducenter, der benytter virksomhedens styresystem Android og app-butikken Google Play, til at have apps som Search og Chrome forinstalleret på modeller solgt i EU.
Det skriver det amerikanske medie CNBC på baggrund af et blogindlæg fra Google.
Netop denne praksis med at 'bundle' virksomhedens Play-store med bestemte apps blev i sommer erklæret konkurrenceforvridende af EU's konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, og udløste en bøde på 32 milliarder kroner.
Mens Google har anket beslutningen, og i blogindlægget fastholder, at Android-styresystemet har »skabt flere valgmuligheder, ikke færre«, så har virksomheden valgt at træffe de nødvendige forholdsregler for at leve op til EU-Kommissionens krav.
Det betyder blandt andet, at Google nu vil tilbyde separate licenser for Search og Chrome samt en samlet licens for apps som Maps, Gmail og Docs. Mobilproducenter bliver dermed nødt til at betale for at sælge mobiler med disse apps.
»Siden forinstallationen af Google Search og Chrome sammen med vores andre apps hjalp os med at finansiere udviklingen og den gratis distribution af Android, vil vi introducere en ny betalt licensaftale for smartphones og tablets, der sælges i EEA,« skriver Googles chef for platforme og økosystemer, Hiroshi Lockheimer, i blogindlægget.
Android-styresystemet forbliver derimod gratis, skriver han.
En anden ændring betyder, at adgangen til Googles apps ikke længere bliver afskåret, hvis man som mobilproducent vil sælge mobiler med en modificeret versioner af Android.