Rapport: Verdens online-frihed falder for sjette år i træk

Den globale frihed på internettet er faldet for sjette år i træk, og to tredjedele af verdens beboere lever i dag under regeringers censur. Det viser en ny rapport udgivet i dag.

For sjette år i træk falder den globale frihed på internettet. Regeringer begrænser deres befolknings færden online mere, end de gjorde sidste år. I dag lever to tredjedele af verdens befolkning under censur, der bremser kritik af regeringen, militæret eller den regerende familie. Sådan lyder det i rapporten 'Freedom on The Net 2016', der blev udgivet i dag, skriver The Verge.

Kinas censur er værst

Rapporten er udfærdiget af tænketanken Freedom House, som arbejder for at styrke demokratiet. Alle verdens lande er dog ikke med i rapporten, men derimod 65 af dem, som tilsammen huser 88 pct. af verdens befolkning. Hverken Danmark, Norge eller Sverige er på listen over de 65 lande.

Det er Nordkorea heller ikke, og nok blandt andet derfor indtager Kina førstepladsen, som den største begrænser af online-frihed for andet år i træk, skriver The Verge. Herefter følger Syrien og Iran. Længere nede på listen finder vi USA, hvor internetfriheden er begrænset en smule.

Året hvor WhatsApp og Telegram blev blokeret

Det er måske ikke overraskende, at grebet om online-frihed strammer lidt mere til i år.

Det var i år, WhatsApp blev blokeret eller begrænset i 12 forskellige lande. Samtidig blev Telegram (en anden chat-app) begrænset i fire lande – heriblandt frihedssynderen Kina, som blokerede app’en til krypterede beskeder, fordi flere og flere menneskerettighedsforkæmpere benyttede den.

»Selvom blokeringen af disse redskaber ikke rammer alle, har det en særlig skadelig indvirkning på menneskerettighedsforekæmpere, journalister og marginaliserede grupper, der ofte er afhængige af disse apps til at undgå at blive overvåget af regeringer,« siger Sanja Kelly, direktør og medforfatter til rapporten Freedom on the Net 2016, i en officiel udtalelse mandag.

Stater strammer grebet om borgernes frihed på sociale medier

Blokeringer er gået i høj grad ud over sociale medier. I alt blokerede eller begrænsede 24 lande sider for sociale medier i 2016. Til sammenligning lå det tal på 15 lande sidste år. I alt har 37 lande foretaget arrestationer grundet opslag på sociale medier.

Ud af de 65 lande var der gode nyheder til 31 af dem, hvor friheden på internettet ikke blev begrænset i 2016.

Omvendt var det ikke tilfældet for de resterende 34 lande og altså størstedelen af landene i rapporten. Værst gik det ud over Uganda, Bangladesh, Cambodia, Ecuador og Libyen, skriver The Verge.

Ingen plads til LGBT’ere på internettet

En gruppe, der blev ramt af særligt mange blokeringer, er LGBT-miljøet. LGBT står for lesbiske, bøsser, biseksuelle og transseksuelle.

Ud over online-indhold fra LGBT-miljøet er der beviser på, at regeringer i højere grad har censureret materiale vedrørende LGBT-personers rettigheder samt indkaldelse til demonstrationer for dem. Det skriver The Verge.

Freedom House annoncerer officielt deres rapport ved et arrangement senere mandag i Googles hovedkvarter i Washington DC.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (2)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Heino Svendsen

hvad, der ligger i "Hverken Danmark, Norge eller Sverige er på listen over de 65 lande".

Betyder det, at der ikke er censur? Jeg er overbevist om, at vi i nogen grad bliver "beskyttet mod uønsket indhold"...

Eller om der blot ikke foreligger retvisende data til at kunne klassificere landene? Kunne ikke forestille mig, at staten ville oplyse om det...

  • 2
  • 0
Thomas Alexander Frederiksen

hvad, der ligger i "Hverken Danmark, Norge eller Sverige er på listen over de 65 lande".

Betyder det, at der ikke er censur?

Der er de-fakto censur på internettet i Danmark i form af den "frivillige" blokeringsliste der vedligeholdes af Rigspolitiet og Red Barnet, men da den på papiret ikke er indført ved offentligt mandat tælles den sikkert ikke med.

I øvrigt kan censurfridns.dk anbefales.

  • 1
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere
IT Company Rank
maximize minimize