En ud af tre virksomheder har mindst én maskine med Windows XP på deres netværk, fremgår det af en rapport fra it-virksomheden Spice Works.
Det er på trods af, at den udvidede support af styresystemet fra Microsoft officielt sluttede i 2014.
Undersøgelsen bygger på 500 beslutningstagere i Nordamerika og Europa.
Tallet er faldet med 10 procentpoint fra 42 procent af virksomheder i 2017, men tallet er stadig alarmende højt, skriver Spice Works.
Blandt årsagerne til, at virksomheder fortsat bruger det forældede styresystem, er gamle applikationer, som ikke kan køre på moderne maskiner, samt indlejrede systemer, som ikke bliver opdateret af producenten, og budgetter, der er for små til at indkøbe nye systemer.
Yndet mål for angribere
Det primære problem med at have de gamle styresystemer på netværket er, at de ikke længere modtager sikkerhedsopdateringer. Det gør dem til et yndet mål for hackere, som ikke behøver bekymre sig om, at sikkerhedshuller bliver lukket.
Sådan et sikkerhedshul, med navnet EternalBlue, blev udnyttet af Ransomwaren WannaCry, som i 2017 lukkede maskiner i virksomheder verden over, inklusive store dele af det britiske sundhedssystem, NHS.
EternalBlue blev lukket af Windows i en ekstraordinær sikkerhedsopdatering, men sagen illustrerer meget klart de potentielle omkostninger ved fortsat at bruge styresystemer efter udløbsdatoen.