Når 5G-nettet bliver rullet ud i Danmark de næste par år, vil truslen fra hackere og organiserede kriminelle være meget høj, ligesom politiet vil få sværere ved at aflytte kriminelles telefoner som følge af stærkere kryptering.
Det skriver Jyllands-Posten på baggrund Center for Cybersikkerheds danske risikovurdering af 5G-netværket.
Angrebsfladen større
En af årsagerne til, at risikobilledet med 5G stiger, er, at angrebsfladen bliver større, når flere enheder bliver koblet på nettet.
Så vil en hacker for eksempel kunne hacke sig ind i en termostat eller en stor vejs trafikregulering, fortæller chef for Center for Cybersikkerhed Thomas Lund-Sørensen til Jyllands-Posten.
»Du kan lukke netværk ned, du kan få dem til at give fejlmeddelelser, og du kan hente informationer ud, der ligger på netværket.«
»I sidste ende kan du også overtage de her forskellige digitale enheder og få dem til at sende trafik mod et bestemt mål som eksempelvis en hjemmeside, der så vil gå ned,« siger han til avisen.