Rapport: Mange VPN-services har hemmelige kinesiske ejere

Illustration: ninescene/Bigstock
En stor andel af VPN-services ejes og drives af kinesiske borgere, men skjuler det forhold. Det drejer sig specielt om gratis VPN-services til mobiler, viser ny rapport.

VPN-services er ikke altid åbne om deres ejerskabsforhold. En undersøgelse foretaget af cybersikkerhedssiden VPNpro viser, at de 97 undersøgte VPN-services er ejet af bare 23 virksomheder.

6 af de 23 virksomheder er kinesiske, og tilsammen ejer de 29 af de 97 VPN-services, som indgår i undersøgelsen.

Læs også: Google har snaget i brugeres data med en forbudt VPN-app

Uheldigt forhold for privatlivsservice

VPN – virtual private network – er en teknologi, som gør det muligt at sende sin internettrafik gennem en server i krypteret form og på den måde skærme sin aktivitet på internettet fra internetudbydere og andre nysgerrige institutioner.

De bliver ofte brugt som en metode til at øge sikkerhed og beskytte privatliv, hvilket for mange vil gøre det uhensigtsmæssigt at have VPN-udbyderen placeret i Kina på grund af landets udbredte brug af overvågningssystemer.

Det er altså ikke uvæsentligt, hvor en VPN-udbyders hovedsæde ligger. Kina er ikke ideelt, men det er Danmark heller ikke. Danmark er nemlig en del af det såkaldte 14 Eyes-fællesskab, som også omfatter USA, som deler overvågningsdata med hinanden.

Gratis VPN kan ikke anbefales

Det er efterhånden et ordsprog, at hvis man ikke er kunden, så er man produktet. Det gælder også for gratis VPN-services, og af den grund anbefaler de fleste teknologisider, at man ikke gør brug af gratis VPN.

Det er også specielt gratis VPN services til mobiltelefoner, der er kinesisk ejede, viser VPNpros rapport.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere